Genrer


Otis Redding: Dreams to remember
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 147
Der er få soulsangere af samme kaliber som Otis Redding. Ikke alene havde han en fantastisk stemme, hans backingband, Booker T. and the M.G.’s er også nogle af de dygtigste soulmusikere, jeg kender til. Desuden var flere af hans plader produceret af Isaac Hayes, en af soul-genrens mest indflydelsesrige figurer. Redding var grundet sin stemme lidt af en guldgris hos pladeselskabet, så de kastede virkelig alt efter, at hans plader skulle blive så gode som muligt. Han døde i 1967 som blot 26-årig, dog med en imponerende diskografi bag sig. I 1998 blev 50 af hans bedste numre udgivet på opsamlingen Dreams to remember: The Otis Redding anthology. Og selv om jeg elsker Otis Redding, så synes antallet af sange altså at være ret højt. 50 sange er fint til en Beatles- eller Madonna-antologi – Otis Redding har simpelthen bare ikke nok berømt materiale til at fylde 2½ time ud. Derfor får man nogle obskure sange med i godteposen. Sange som "Chained and bound", "Cigarettes and coffee" og hans cover af Sam Cookes "Cupid" er ikke særlig kendte, og man kommer næppe til at huske dem.
De har endda valgt at inkludere sæsonbaserede sange. Med mindre man lige har set The nightmare before Christmas, så har jeg svært ved at se, hvordan "Trick or treat" passer ind på samme plade som et cover af "Merry Christmas, baby". Disse er desuden heller ikke just opsamlingens højdepunkter. Jeg vil dog sige, at der er forbløffende få sange, der vitterligt er dårlige. Det gennemgående problem med de dårligere sange er blot, at de er lidt kedelige og uinspirerede. Den eneste reelle musikalske katastrofe er "Tramp". Når der er så mange numre, er man dog ret sikker på, at man får alle sine yndlingssange. De eneste numre, jeg kunne have ønsket mig at få tilføjet, er "I’m sick y’all" og hans cover af "Tennessee waltz", begge oprindelig fra Dictionary of soul. De er dog ret obskure, så jeg kan tilgive udeladelsen. Og man tænker ikke meget over det, når man får sange som "Try a little tenderness", "(Sittin’ on) The dock of the bay", "I can’t turn you loose" og "Fa-fa-fa-fa-fa (Sad song)" i stribevis.
Jeg opdagede også gode sange, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg har allerede anmeldt tre andre Otis Redding-albums, så jeg har ret godt styr på hans materiale. Mine nye bekendskaber med "You left the water running", "Hard to handle" og "Shout bamalama" har været virkelig gode. Det er sange, jeg vil vende tilbage til, og de er så forskelligartede, at de fremviser Reddings varierede evner vældig godt. Det, der dog for alvor gør denne opsamling værd at lytte til for en Redding-entusiast som mig, er, at den indeholder hele Reddings legendariske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Musikerne spillede ikke synderligt lange sæt på denne festival, da der var konstant vekslen mellem musikere. Derfor giver Otis Redding den så meget gas, som han overhovedet kan med fænomenale udgaver af "Shake", "Respect", "I’ve been loving you too long", "Satisfaction" og en helt hjernedødt god udgave af "Try a little tenderness". Disse optagelser er ikke udgivet på særlig mange cd’er, og de findes ikke på Spotify. Så de er hovedlokkemaden. Derudover er Dreams to remember en ret god opsamling. Der er nogle problemer her og der, men jeg fik mere godt ud af den end skidt, og det vil nok være en god måde at blive introduceret til Redding.