Overdådig arkivudgivelse fra Bob Dylan (1965-66) på vej?

Særligt lidenskabelige samlere og fans af Bob Dylan har i de senere år været tilgodeset af to forskellige serier af arkivudgivelser: Dels udgivelsesrækken under titlen The bootleg series, der siden 1991 har udmøntet sig i attraktive sæt med legendariske koncerter og studieoptagelser, og dels "copyright extension"-sæt i stærkt begrænset oplag der har skullet forhindre at denne kunstners uudgivne værker efter 50 år ville overgå til public domain iflg. europæisk ophavsretslovgivning. Sidste års copyright extension-udgivelse dækkende året 1964 var en boks med ni lp'er der opsamlede stort set alt ikke tidligere udgivet med Dylan fra dette år. I min anmeldelse her på Bibzoom af dette sæt gættede jeg på at dette ville blive det sidste år hvor denne form for ophavsretsbeskyttelse ville være mulig. I 1965 var Dylan etableret som et meget stort navn, og overgangen til elektrisk backing der medførte mere langvarige studiessessions, samt det forhold at langt flere koncerter nu blev optaget, betød at mængden af råmateriale der i givet fald skulle ophavsretbeskyttes ville være så omfangsrig, at en udgivelse på fysiske medier ikke ville være kommercielt realistisk.

Samtidig taler vi jo her om et år der resulterede i en trio af albums som mange anser for Dylans ypperste: Bringing it all back home (indspillet 1965), Highway 61 revisited (indspillet 1965) samt dobbelt-lp'en Blonde on blonde (indspillet 1965-66). Som det også var tilfældet for The Beatles' indspilninger i netop disse år er den kreative proces i studiet rasende interessant. For begge navnes tilfælde kan man nok tale om at sessionbåndene fra midt-tresserne er en hellig gral som fans og historisk interesserede ville give meget for at få adgang til. For fans af f. eks. Elvis Presley eller af jazzens store navne er mammutudgivelser med komplette sessions en selvfølge. Vi taler om et potentielt marked bestående af overvejende midaldrende musikfans med økonomisk vilje og råderum til at investere i et stykke historie fra deres ungdom. Når Elvis' fans er villige, skulle der så alligevel også være et tilsvarende markedssegment der vil betale for en mere eller mindre komplet udgivelse af Bob Dylans optagelser fra 1965-66?

Heldigvis ser det iflg. flere forlydender ud til at min tidligere pessimisme måske bliver gjort til skamme:

"I’ve heard from several sources that the next “Bootleg Series” release will be a little different from the norm and that you may need to start saving for it now. Although there is no official confirmation of the rumour, we are hearing that there might be a 2-CD release, a 6-CD Box set, and a huge boxed release covering all of the studio sessions from 1965 and 1966. There is talk that this release might run to 18 discs!!! If only studio material is to be included, then 18 discs seems a lot. ISIS tends not to speculate too much on these releases but we have heard this from three sources, all of which are usually reliable. The release date is anticipated as being October 2015. This release may mean that there will not be a “Copyright Protection” release this year. Only time will tell …"

En læser på Steve Hoffman Music Forum kan førstehåndscitere Al Kooper, Dylans keyboardspiller i 1965-66, for den samme information:

"Al Kooper in his show at BB King's Club in NYC (on June 4, 2015), mentioned that he had dinner with Dylan's manager the night before (Jeff Rosen I *think* he said). He mentioned that they talked about a forthcoming "massive" CD release of 1965 and 1966 material. I recall he even mentioned the "18 CD" number."

Det ser derfor ud til at være rimeligt sikkert at antage at der er noget på vej. Blandt de mange ubekendte variabler er måske først og fremmest denne helt store version af sættet, der i givet fald det udkommer formentlig kun vil blive udsendt i et ganske lille oplag. Det er også lige nu uklart hvor de mange liveoptagelser fra de to år vil passe ind her. Rigtig mange af disse cirkulerer på piratudgivelser, så hvis både studiesessions og livemateriale skal tilgodeses mht. ophavsretsforlængelse vil ikke engang 18 cd'er række langt.

Til rettighedshavernes fordel taler selvfølgelig at man har både Bootleg series- og copyright extension-formaterne at jonglere med. De kommercielt mindre interessante materialer kunne udsendes på det sidstnævnte format. Hvorfor man ikke i det mindste for de teknisk ringe materialer gør det nemmeste og blot udsender dem i digitalt format på f. eks. iTunes eller Tidal, må stå hen i det uvisse. Måske ønsker man ikke at eksponere (kommercielt) ringe optagelser for det store og brede publikum med den risiko for udvanding af brand'et Dylan dette kunne medføre. De to eksisterende arkivformater er i modsætning hertil velkendte nicheformater for de særligt interesserede.

Kender man kun de tre lp-hovedværker jeg omtalte før, men ikke den enorme pulje af arkivmateriale fra perioden, er der allerede nu adskillige officielle udgivelser den interesserede lytter kan dykke ned i. Man kan nok for alle musiknavnes vedkommende sige at de kanoniske albums er det væsentligste for den gennemsnitlige fan, og at senere arkivudgivelser i større eller mindre grad appellerer til hardcore fans og samlere der ikke kan få nok. I tilfældet med Bob Dylan i 1965-66 vil jeg dog gerne slå til lyd for at den såkaldte "Royal Albert Hall"-koncert fra 17. maj 1966 bør indlemmes i album-kanonen, selv om den først blev udgivet officielt i 1998. Den fulde titel på udgivelsen er The bootleg series, vol. 4: Bob Dylan live, 1966: the "Royal Albert Hall concert", hvor anførselstegnene er en humoristisk hentydning til at de mange piratudgivelser der har cirkuleret siden 1970'erne identificerede optagelsen som koncerten i RAH. Identifikationen blev i sig selv kanonisk, selv om det man faktisk hører er Bob Dylan & The Hawks (senere kendt som The Band) i Free Trade Hall, Manchester. Der er her tale om et øjeblik i Dylans historie hvor overgangen til elektrisk backing ikke var helt godtaget hos alle de gamle fans fra folk-scenen, og Dylan (godt pumpet op af amfetamin, hvilket man kan se i første scene i den uudgivne dokumentar fra turneen Eat the document) var i sin allermest vrængende og drævende fase. The Hawks var måske den allerbedste backinggruppe Dylan har haft, og da det meget omtalte "Judas"-råb udnævner Dylan til en forræder mod sine akustiske rødder, kvitterer ensemblet med en blot endnu mere intens "Like a rolling stone". Det er elektrisk på alle måder.

Man kan finde flere optagelser fra 1965-66 på senere udgivelser. The bootleg series volumes 1-3 (rare and unreleased) indeholder det akustiske grundspor til "Subterranean homesick blues", dvs. før den chokerende hektiske elektriske backing, der gjorde nummeret til en slags tidlig rapmusik, var blevet lagt på. "If you gotta go, go now" blev et stort hit for britiske Manfred Mann, men bortset fra en meget obskur europæisk singleplade forblev Dylans egen indspilning uudgivet frem til dette sæt. "Sitting on a barbed wire fence" og "She's your lover now" var titler som Dylan helt opgav, men elementer fra den første indgik alligevel delvist i Highway 61 revisited. Andre numre kan findes på soundtracket til Martin Scorseses dokumentarfilm The bootleg series vol. 7: No direction home, bl. a. et alternativt take af "Tombstone blues".

Det seneste rygte om indholdet af det formodede mammut-sæt på 18 cd'er rejser måske flere spørgsmål end det besvarer:

"Got a mail from an usually reliable source that the 18 CDs will be 1965/66 mixed Studio 10 CD (7 1965, 3 1966) and Live Shows 8CD (2 Shows 1965 ac. probably Manchester and Autum/Winter, 1966 2 Shows (Australia, Europe Mix). We will see what tomorrow brings. Perhaps everything different."

Dette er omfangsrigt, men langt fra dækkende for hvad der allerede nu cirkulerer i piratform. Man kan på den autoritative norske site Bjorner.com se hvor meget der faktisk eksisterer, og hvor meget der er udsendt eller piratudgivet, for årene 1965 og 1966. Det formodede sæt vil utvivlsomt indeholde en guldgrube af spændende materiale, men ikke engang det allerede cirkulerende livemateriale vil kunne rummes på det, hvorved udgivelsen vil blive meningsløs som ophavsretsforlængende sikring af arveguldet. Om tre måneder vil enhver kunne udsende hjemmesløjdversioner på det europæiske marked af det materiale fra 1965 der ikke er med. Der har været stor forvirring om den helt præcise betydning af de europæiske regler: Er enhver uudgivet indspilning fra 1963 og frem automatisk beskyttet i 70 år, eller gælder de 70 år først når den er blevet udsendt inden for 50 år efter indspilningen? Det ser ud til at det er det sidstnævnte der er det korrekte, så måske vil dette projekt primært være en retrospektiv jubilæumsudgivelse i Bootleg series-regi af de måske vigtigste år i Bob Dylans karriere, med en reel opgivelse af den europæiske ophavsret for 1965-materialet gældende fra årsskiftet som en uundgåelig konskvens. Men omvendt, hvis formålet ikke er at sikre ophavsretsforlængelse, hvorfor så udsende så stort og dyrt et sæt kun ét år efter sidste års overflødighedshorn af en Basement tapes-boks?