På vejen med Weltschmerz

Da R.E.M. i efteråret 1996 udgav albummet New adventures in hi-fi var der stor tvivl om, hvilken vej bandet ville bevæge sig musikalsk – om gruppen overhovedet fortsætte med at eksistere, da albummet blev opfattet som et smerteligt opbrud. En rå, dyster og upoleret svanesang, som ikke lovede godt for fremtiden for det succesrige og politisk bevidste band - og jeg var vild med det.

New adventures in hi-fi blev indspillet under den amerikanske del af R.E.M.s mere end et år lange verdensturné på baggrund af albummet Monster fra 1994. Turnéen var præget af uheld, der kulminerede da gruppens trommeslager Bill Berry fik en hjerneblødning. Flere koncerter blev aflyst, bl.a. den planlagte i Danmark i vinteren 1995, og jeg havde billet!

At musikken blev indspillet on the road præger så afgjort det mere end 60 min. lange album, som genremæssigt peger i mange forskellige retninger. På Monster havde R.E.M introduceret en mere vrængende og rå lyd, primært med afsæt i Peter Bucks huggende guitarriffs tilsat Michael Stipes altid smertelige og nu til tider også vrængende vokal. Denne stil præger også New adventures in hi-fi, og er især tydelig på aggressive adrenalinpumpende sange som ”Undertow”,”Departure” og ”Bitter sweet me”.

Indledningsnummeret ”How the West was won and where it got us” sætter den ukendte (musikalske) rejse i gang på baggrund af vuggende breakbeat kombineret med simpel jazzet pianofigur. Albummets mest gribende sang er dog ”E-bow the letter”, hvor Patti Smith – kunstneren bag det post-beatpoetiske mesterværk Horses (1975) – indledningsvist synger kor, hvorefter sangen udvikler sig til en effektfuld duet mellem Stipe og Smith kulminerende i et smertefuldt crescendo.

New adventures in hi-fi er et road-album, hvilket bliver understreget af det øde ørkenlandskab - et No Man’s Land, som pryder coveret. Læg hertil booklettens små notitser om lokaliteten for indspilningen af de enkelte sange. Her kan man f.eks. læse, at den klaustrofobisk prægede sang ”Leave” er optaget under The Atlanta Soundcheck og at det lille instrumentale mellemspil ”Zither”, blev indspillet i et omklædningsrum i Philadelphia.

Så måske var det fordi, jeg selv var vej mod hvad der skulle blive the one til lyden af U2’s Achtung baby efter at have forladt min ungdoms store kærlighed, at albummets melankolske tone og gennemførte vrede og tristesse afspejlede min sindsstemning hint efterår 1996. Faktum er, at jeg både dengang og nu så afgjort foretrækker dette album i al sin skævhed frem for R.E.M.s mere oplagt hjertegribende break-up-sange som ”Losing my religion” og ”Everybody hurts” fra henholdsvis Out of time (1991) og Automatic for the the people (1992).

R.E.M. eksisterer desværre ikke mere - men jeg nåede at høre dem live, nemlig i februar 2005, da de gav koncert i Forum i København. Her spillede de flere sange fra New adventures in hi-fi,  bl.a. albummets afsluttende rolige, men selvfølgelig dybt dystre, mid-tempo ballade ”Electrolite”. For ikke at forglemme den aggressivt rockende ”The wake-up bomb”, hvor Michael Stipe med ordene: ”I've had enough, I've seen enough ,I've had it all, I'm giving up”, gav mig et mistrøstigt flash af ungdommelig desperation og vemod – kort sagt: Weltschmerz with a vengeance!