dummy

På månesafari syd for solen

11-08-2024
Niels Mark
Anmeldelse

Det er tre år siden at første udgave af den københavnske festival Syd For Solen så dagens lys.

Festivalen udmærker sig ved et varieret og interessant program af alternative bands fra et bredere spektrum af musikalske genrer. I år var ingen undtagelse i forhold til et velkurateret program.

Perfekte rammer og velorganiseret festivalplads
Med denne her fjerde udgave af festivalen, havde Syd For Solen valgt at rykke begivenhederne fra Frederiksberg til Valbyparken.

Med Valbyparkens størrelse og smukke beliggenhed mod havet, og ikke mindst de gode transportmuligheder ved København Syd, er det nærmest de perfekte betingelser for en festival i hjertet af København. Håber arrangørerne holder fast i Valbyparken som lokation for denne fremragende festival. 

Igen i år har festivalen leveret et spændende program med god variation i stilarter og koncerter der kunne nydes på tværs af generationer.

Da vi ankom til festivalpladsen var midt i myldretiden, hvor masser af mennesker skulle ind på pladsen på samme tid, men køen til indgangen blev afviklet yderst effektivt. Vi stod i en 200 meter lang kø, og alligevel tog det højst ti minutter før vi var kommet ind på selve festivalpladsen. Ganske imponerende. 

Ligeledes fungerede det perfekt ved mad- og ølboderne hvor man hurtigt fik det ønskede og kunne fortsætte turen i ud det musikalske slaraffenland.

På alle mulige måder var det en sand fornøjelse at være del af en festival, hvor det fungerede hele vejen rundt på trods af de mange mennesker der var samlet i Valbyparken. 

Rock en masse
Første band på vores besøg denne lørdag i Valbyparken var Raveonettes som gik på scenen “Over Havet” kl. 14:50.

Sharin Foo og Sune Wagner leverede et stærkt sæt af iørefaldende støjrock, serveret på i en vanlig kølig og tilbagelænet stil som passede perfekt til en solbeskinnet lørdag eftermiddag for et publikum, der havde et masser af gode oplevelser i vente resten af dagen og aftenen.

Det anglo-amerikanske duo The Kills fulgte trop med en effektiv rock leveret af de to medlemmer - den amerikanske Alison "VV" Mosshart og engelske guitarist Jamie "Hotel" Hince. Begge medlemmer var veloplagte, og viste med al tydelighed at de nød stemningen og publikums reaktion på duoens gedigne rockmaskine.

I det hele taget bød lørdagsprogrammet på stærke koncertoplevelser inden for rock.

Det svenske band fra Stockholm Viagra Boys gik på scenen kl. 19:50, og leverede en fandenivoldsk koncert med både humor og sprængfyldt energi. Bandet, der består af Sebastian Murphy, Linus Hillborg, Elias Jungqvist, Henrik Höckert, Tor Sjödén og Oscar Carls spiller en punk-inspireret rock med en veloplagt Sebastian Murpy i front.

Prikken over i’et på rockfronten var ubetinget Jack White, som var blevet hentet ind som substitut for Queens Of The Stone Age, der måtte aflyse.

Ganske imponerende at festivalen havde formået at levere en så stærk substitut i form af Jack White ovenpå den meget sene aflysning fra Queens Of The Stone Age.

På trods af at Jack White eller hans tidligere band White Stripes ikke har været del af undertegnedes playliste på noget tidspunkt leverede den amerikanske guitarist og musiker en pragtpræstation som det allersidste navn på dette års udgave af Syd For Solen.

Jack White og bandet var yderst veloplagte og leverede et sæt af fremragende højenergisk boogierock der ledte tankerne tilbage til oldschool 70’er rock a la Led Zeppelin.

Jack White var for undertegnede blot en bonuskoncert ovenpå den fantastiske koncertoplevelse med AIR, der var mit ubetingede hovednavn på dette års Syd For Solen.

Men hvilken pragtpræstation af Jack White. Et navn jeg helt sikkert skal checke ud igen.

AIR - rejse til månen og hjem igen
Den franske duo AIR har jeg fulgt helt tilbage fra slut-90’erne hvor de tog verden med storm med deres banebrydende album “Moon safari”.

Nok ikke helt tilfældigt at var koncerten med AIR planlagt til at finde sted efter solnedgang. Det skulle nemlig vise sig at koncerten fra franskmændene ikke blot var en musikalsk oplevelse; det var en totaloplevelse af lyd og billede med fantastiske visuals i en meget særegen sceneopsætning.

AIR havde medbragt en specialbygget hvid boks, som musikerne stod inde i omkranset af orgier af flotte visuals på boksens vægge, der var digitalskærme. Effekten var yderst imponerende, og skabte en stærk effekt på det musikalske udtryk frembragt af franskmændene.

Jeg fristes til at sammenligne franskmændenes stilfulde koncertsetup med hvad man oplever med tyske Kraftwerk, hvor den visuelle oplevelse også er i stærkt fokus.

Det var førnævnte album “Moon safari” der var på menuen, da AIR trådte ind på scenen.

Ikke så overraskende var en stor del af publikum folk der var gamle nok til at have lyttet til “Moon safari” i slut-90’erne men interessant var det alligevel at se hvor mange fra de unge generationer der var mødt op for at opleve AIR - og som tydeligvis kendte albummet, som i år kan fejre sit 25 års jubilæum.

Netop jubilæet er selvsagt anledningen til fremførelsen af denne milepæl af et elektronisk mesterværk.

Da albummet "Moon safari" så dagens lys tilbage i 1998, var det en helt ny planet, der strålede på den musikalske stjernehimmel. Albummets egentlige styrke er den hypnotiske cocktail af sfæriske ambientscapes, downtempo og chillout tilsat vokal fra den amerikanske singer-songwriter Beth Hirsch, har gjort albummet til en tidløs klassiker.

Beth Hirsch var ikke på scenen, så vokalerne blev udført af AIR-medlemmerne Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel, primært anført af Dunckel der leverede en stemningsfuld vokal på flere af numrene. Til gengæld havde de trommeslager Louis Delorme med på scenen, som skabte en god organisk effekt på flere af numrene med velspillede akustiske beats.

Numrene på “Moon safari” blev fremført i den samme rækkefølge som på albummet. Til gengæld havde AIR remixet numrene så de havde et andet udtryk end på albummet. Det fungerede fremragende, da numrene blev dannet i en endnu mere trance-agtig stil end de i forvejen er på albummet.

En helt igennem fremragende koncert, der skabte en god modvægt til aftenens øvrige mere rock-orienterede koncerter fra Jack White og Viagra Boys.

Festivalarrangørerne formåede dermed at give det fremmødte publikum stærke musikalske oplevelser på tværs af genrer og stilistiske udtryk på lørdagsprogrammet, såvel som torsdags- og fredagsprogrammet.

Det er det som arrangørerne bag Syd For Solen formår med største bravour.

Og med det perfekte sommervejr og de smukke omgivelser i Valbyparken kunne man som gæst ikke forlange mere.

Syd For Solen
Valbyparken
Lørdag den 10. august 2024

Smash!Bang!Pow! er arrangørerne bag Syd For Solen