Pace Jubilee Singers - himmelske gospeltoner fra 1920'erne

Det er ikke så forfærdelig meget historisk information man kan finde om ensemblet Pace Jubilee Singers, navngivet efter Charles Henry Pace i Chicago i 1925, der udgav ca. 40 titler på lakplader i årene 1926-29. Brugen af ordet jubilee med oprindelse i hebraisk (fra fortællingen om israelitternes befrielse fra egyptisk fangenskab) daterer sig tilbage til et andet ensemble, Fisk Jubilee Singers fra Fisk University, Nashville, Tennessee, i 1871, og blev i samme årtier benyttet af flere lignende kor som bl. a. Paramount Jubilee Singers. Hvis man ellers er til intense, iørefaldende gospelmelodier udsat for stærke sangstemmer og harmonier går man ikke galt i byen med nogle af disse navne. Selv er jeg især faldet for Pace Jubilee Singers med den stærke forgrundsvokal ved Hattie Parker, der skulle danne skole for en senere generation af gospelkunstnere som bl. a. Mahalia Jackson.

Pace Jubilee Singers i 1920'ernes musikalske smeltedigel

Adskillige af sangene på korets repertoire vil være velkendte for et nutidigt musikinteresseret publikum. For fans af tidlig amerikansk "Americana" er det snarere reglen end undtagelsen at nikke genkendende til sange fra det tidlige 20. århundrede i forskellige, men relaterede musikgenrer. Tekstbrudstykker går igen, eller verdslige sange høres måske i en spirituel sammenhæng, og sort blues bliver til hvid hillbilly music (eller vise versa).  Jeg har således netop konstateret at en amerikansk sang jeg søgte på YouTube faktisk har sin oprindelse i irsk folkemusik - hør The Dubliners' version af "I wish I had someone to love me", og herefter den amerikaniserede udgave med titlen "The prisoner's song" med Vernon Dalhart. Er man først vænnet til dette fællesskab af sange på tværs af tid og rum er det måske mindre overraskende at "Stand by me", en sang de fleste vel i dag forbinder med John Lennons coverversion eller med dennes forlæg Ben E. King, faktisk oprindeligt var en gospelsang som også Pace Jubilee Singers indspillede.

Veloplagte gospelklassikere

Andre sange på korets repertoire var så allestedsnærværende i 1920'erne at de den dag i dag måske opfattes som fortærskede, men hører man deres versioner af "When the saints go marching in" og "Give me that old time religion" går det op for en at det bestemt ikke er melodimaterialet der er noget slidt over. Har nogen "ret" til at synge disse sange er det Pace Jubilee Singers. Sange som "O death", "I'll be satisfied", "Leave it there", "My Lord, what a morning", "You'd better mind" og "Shouting on" skulle appellere til alle med interesse i gode melodier og stærke vokalfremføringer, hvor det kun er den lidt knasende lydkvalitet der står som et filter mellem lytteren og en musikoplevelse af de helt store.