Paris, je t´aime

Woody Allens ”Midnight in Paris” (2011) handler om kunst og kærlighed, om fantasi og nostalgi, om drømme og om uventede møder – og naturligvis først og fremmest om byen Paris. Filmen er en kærlighedserklæring til Paris, lige fra den indledende postkortoversigt over byens seværdigheder til den afsluttende scene, hvor Paris i regnvejr stadig er en magisk by. Og så er filmen jo også meget morsom i sin afdækning af hykleriet og overfladiskheden, med en glimrende Owen Wilson i rollen som Woody Allen selv. Det er svært at sige noget dårligt om filmen, som da også har vundet adskillige priser og udmærkelser – måske bortset fra, at den giver et lidt misvisende billede af mængden af turister i Paris.

Jeg har netop selv været i Paris, og noget af det, der slog mig tydeligst, var de voldsomt mange udenlandske turister (heriblandt mig selv) ved og i nærheden af de store seværdigheder – i glimt kunne en tur gennem byen faktisk minde om en tur i Tivoli, hvor en god portion tålmodighed er en nødvendighed, hvis man gerne vil prøve havens forlystelser. Paris er bl.a. et stort Tivoli; men heldigvis er byen også så meget andet, især hvis man holder sig væk fra Eiffeltårnet, Nôtre Dame og boghandelen Shakespeare and Company.

Når man selv er turist, kan man dårligt tillade sig at klage over de mange andre turister, og der er da også stadig rig mulighed for at nyde en række af de karakteristika, der gør byen til det, den er, uden at skulle stå i kø: de lange husrækker med støbejernsgitre på alle altanerne, det udbyggede metro-system, de smukke parker, arkitekturen og kunsten overalt i byen, folkelivet, baguetterne, gallerierne og kunstudstillingerne, osv. osv. 

Alle besøgende i byen har nok i virkeligheden deres eget personlige Paris – og det gælder også for de mange sange, der hylder den franske hovedstad i ord og toner. I musikkens verden er der lige så mange versioner af Paris, som der er sangskrivere, og det gælder både de fransksprogede og de engelsksprogede sange. I det følgende vil jeg se nærmere på nogle få af disse mange versioner af Paris i sangens verden.

Klassikerne
Ikke overraskende har alle de store franske visesangere på et tidspunkt i karrieren givet deres bud på en sang om Paris – og de fleste af dem har givet flere bud. Maurice Chevalier sang i 1939 ”Paris sera toujours Paris”, og det kan han have ret i. Sangen blev dog til i skyggen af den nært forestående verdenskrig, hvor hverdagen i Paris ændrede sig voldsomt kun ét år efter udsendelsen af den håbefulde sang. Men som sangteksten fortæller, går livet heldigvis videre, selv under vanskelige vilkår, og end ikke mørklægning og nedlukninger kan for alvor slukke lysene i Lystes By. Jo mere, man skruer ned for belysningen, jo klarere lyser byens ånd og dens modstandsvilje, lyder det i sangteksten. En rigtig mobiliseringssang til de svære tider.

I 1956, da Charles Aznavour fik et af sine største hits med ”J´aime Paris au mois du mai”, var krigen allerede langt borte, og det var blevet tid til en uforbeholden kærlighedserklæring til den vidunderlige by: ”J´aime Paris au mois du mai/ avec ses bouquinistes/ et ses aquarellistes/ que le printemps a ramenés/ comme chaque année le long des quais/ Jáime Paris au mois du mai”. Længe leve foråret og længe leve Paris.

Edith Piafs navn er nært forbundet med byen Paris, og hun har da også indspillet adskillige sange med den franske hovedstad som hovedtema, heriblandt både en sang om katedralen Nôtre Dame og en sang om den parisiske metro, ”Le métro de Paris” (”Et toujours, en courant/ des gens qui vont et viennent/ et encore, en courant/ les mêmes gens qui reviennent”). Den kendteste Paris-sang af Piaf er dog uden tvivl ”Sous le ciel de Paris” (1954), som både fortæller om de forelskede og om vagabonderne i Paris, om filosofferne og om musikerne i Paris – og om byens tusindvis af øvrige indbyggere. Sangen blev en af Edith Piafs kendingsmelodier, og den er da også særdeles iørefaldende med sangerindens karakteristiske rullende r´er og med parisertypisk akkordeon-akkompagnement.

Det er ikke kun franske visesangere, der har sunget om Paris. Belgiske Jaques Brel har i den fejende flotte ”Les prénoms de Paris” (1961) leveret en lang række eksempler på, hvad Paris kan betyde for den enkelte: kærlighed, kys, lykke og håb – men også gråvejr og regn i afskedens stund, kedsomhed og sorg. Indtil det hele – heldigvis – starter forfra igen. Flot afleveret af Brel i hans let genkendelige, dynamiske sangforedrag. 

Fransk-amerikanske Josephine Baker står bag en berømt, bittersød kærlighedserklæring til Paris, afgivet af én, der p.t. befinder sig langt fra den forjættede by, men som konstant drømmer om at (gen)besøge den: ”C´est qui m´ensorcelle/ c´est Paris tout entiér/ le voir un jour/ c´est mon rêve joli/ J´ai deux amours/ mon pays et Paris” (”J´ai deux amours”, 1953).

Udgangspunktet for filmen ”Midnight in Paris” er en gruppe amerikanere, der af den ene eller den anden grund er interesserede i Paris og ønsker at tilbringe nogen tid i byen. Det er også situationen i en række sange af amerikansk oprindelse, hvori forskellige jeg-personer udtrykker deres kærlighed til den franske hovedstad. Vernon Dukes jazz-standard ”April in Paris” fra 1932 kobler foråret i Paris sammen med kærligheden, og sangen udtrykker jeg-fortællerens længsel efter at genopleve den stemning, hans første besøg i byen affødte – en stemning, der bedst kan sammenlignes med den første forelskelse.

Kern og Hammersteins ”The last time I saw Paris” fra 1941 er en lidt trist sang om en person, der mindes Paris´ muntre hverdag inden krigen. Sangen har ligesom ”April in Paris” fået klassikerstatus og er indspillet i et utal af versioner. Og Cole Porters ”I love Paris” (1953) fra musicalen ”Can Can” knytter sig smukt til ovennævnte amerikanske Paris-klassikere, oven i købet med en tekst, der vækker mindelser om slutpointen i ”Midnight in Paris”: ”I love Paris in the summer, when it sizzles”. Da jeg selv besøgte Paris for nylig, havde jeg nu lidt svært ved at se det charmerende ved regnen; men den var også noget kraftigere end i Woody Allens film.

Nyere Paris-sange
En fin sang af nyere dato, som formår at fange noget af den specielle stemning i Paris, er ABBA´s ”Our last summer” (1980), der både rummer køerne ved Nôtre Dame, plænerne ved Eiffeltårnet og slenteturene langs Seinen – samt ikke at forglemme regnen, som helt tydeligt er mere acceptabel i Paris end alle andre steder. Men først og fremmest er det naturligvis kærligheden, sangens kvindelige jeg-person forbinder med minderne om Paris: ”And strolling down the Elysées/ we had a drink in each café/ and you talked of politics, philosophy/ and I smiled like Mona Lisa”. 

Der er dog ikke meget Paris over sangens instrumentering, hvor man godt kunne have ønsket sig en enkelt harmonika til at fremmane den rigtige pariserstemning. Og videoen til sangen ville nok også have vundet ved at rumme lidt pariserindtryk frem for billeder fra Stockholms skærgård! Men budgettet har nok ikke været til en tur til Frankrig for de fire musikere.

 The Moody Blues´ ”Boulevard de la Madeleine” (1966) kobler også Paris med kærligheden, men desværre er det en kærlighed, der nu er slut, ligesom bladene er faldet af træerne på Boulevard de la Madeleine: ”It´s a sad day in Paris/ with no girl by my side/ got to feeling so bad, yes/ like a part of me died”. Der er nok ikke andet for end at tænke på Humphrey Bogarts ord til Ingrid Bergman i filmen ”Casablanca”: ”We´ll always have Paris”. Og med hensyn til musikken kan man heldigvis konstatere, at gruppen har sørget for at inkludere et akkordeon i akkompagnementet, så lytteren faktisk tror på, at sangen handler om Paris. Fint udført.

I Van Morrisons sang ”Angelou” (1979) bliver byen Paris lige kort nævnt ved navn (”In the month of May/ in the city of Paris”); men der er nu ikke meget i teksten, der i øvrigt knytter sangen til den franske hovedstad. Det samme gælder for Bob Dylans ”Not dark yet” (1997), hvor en af linjerne lyder: ”I´ve been to London, and I´ve been to gay Paris”, og det gælder for The Beatles´ ”The ballad of John and Yoko” (1969), der bl.a. rummer linjerne: ”Finally made the plane into Paris/ honeymooning down by the Seine”. I disse sange optræder Paris kun i en decideret gæsterolle.

Elvis Presleys ”I love only one girl” (1967) er til gengæld en sjov sag i forbindelse med sange om Paris. Sangens melodi kendes fra den klassiske franske vise ”Auprès de ma blonde”, som kan spores helt tilbage til 1700-tallet, og som angiveligt skulle være skrevet af en fransk soldat i hollandsk fangenskab. Siden har visen fået status af børnevise, og i dag kendes den af alle franskmænd; men i udlandet er situationen en helt anden, og i Danmark har ”Auprès de ma blonde” ikke engang opnået at få en dansk tekst.

I 1967 så Roy Bennett og Sid Tepper imidlertid potentialet i den ulideligt iørefaldende melodi og lavede en sjov engelsk tekst til den til Elvis Presley-filmen ”Double trouble”. Sangteksten ville måske ikke blive accepteret i dag, fordi den ikke helt lever op til tidens noget skrappere krav til potentielt kønsdiskriminerende udsagn. Men sprogligt er teksten en lille perle, som man bl.a. oplever det i verset om Paris: ”In Paris there is Mimi, and when the moon is bright/ I love to take her walking along the Seine each night/ I kiss her on the left, then I kiss her on the right”. Det er da både vittigt og elegant formuleret.

Lad mig slutte dette lille causeri om Paris-sange med en titel, der hverken er en klassiker eller en nyere sang (dog måske mest det første), og som desuden slet ikke nævner Paris i sangteksten. Det drejer sig om Francoise Hardys gennembrudssang, ”Tous les garcons et les filles” (1962), som har bevaret sin uskyldige charme gennem alle årene, og som stadig formidler jeg-personens tristesse og melankoli stærkt via sine enkle formuleringer: ”Tous les garcons et les filles de mon age/ se promènent dans la rue deux par deux/ tous les garcons et les filles de mon age/ savent bien ce que c´est d´ètre heureux”. Meget vemodigt og samtidig ganske overbevisende i kraft af de ligefremme ord.

Og hvor er Paris så henne i denne sang? Ingen steder, hvis man skal være helt ærlig; men på den anden side gennemtrænger stemningen i den franske hovedstad sangens verslinjer så håndgribeligt, at ingen, der hører sangen, kan være i tvivl om, at dens indhold udspilles i Paris. Det er Paris´ gader, de unge elskende spadserer rundt i, hånd i hånd, og det er Paris´ gader, der danner baggrund for jeg-personens spleen-agtige tristhed over kærlighedens fravær. Hvad skulle det ellers være for en by?