Genrer
Patsy Cline: The ultimate collection
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 234
Nu er det den tid igen – tiden, hvor jeg tager tyren ved hornene og anmelder noget country. I dette tilfælde gælder det en opsamling med Patsy Cline med titlen The ultimate collection. Den blev udgivet i år 2000 og samler 32 sange fra Clines desværre alt for korte karriere. Heldigvis er der kun et enkelt nummer fra efter hendes død, nemlig "Sweet dreams", og det var trods alt tiltænkt udgivelse. Sangene er kronologisk opstillet, og det er faktisk ikke så skidt. Da pladen består af 2 cd’er, gør den kronologiske opstilling, at der er en klar omend måske en utilsigtet opdeling mellem cd’erne. Den første er der meget klassisk country over, mens den anden viser hende i noget mere pop-præget, selvom hendes country-rødder stadig er tydelige. Der er dog undtagelser på begge skiver, f.eks. er hendes to meget poppede klassikere "Crazy" og "I fall to pieces" begge på disk 1, men der er slet intet på disk 2, der ikke lugter langt væk af pop.
Desværre betyder det også, at disk 2 i mine ører er ret kedelig. For hvis der er noget, jeg har sværere ved at sluge end klassisk country, så er det klassisk pop-country. Sange som "So wrong", "Leavin’ on my mind" og "He called me baby" er svære at kende fra hinanden, og de ender som mislykkede forsøg på at genskabe "I fall to pieces". Hvis jeg lige må være positiv for en stund, så er første disk faktisk slet ikke dårlig. Ikke alene er "Crazy" og "I fall to pieces" virkelig følelsesrige, stærke sange, den første lytter jeg faktisk regelmæssigt til, og den er en af de få country-sange, man godt kan finde på mine playlister. Det overraskede mig da ikke at finde ud af, at den er skrevet af Willie Nelson, en af de få country-musikere, jeg virkelig holder af. Men selvom Nelson også har optaget sin egen version, så er Clines stemme bare for stærk til at kunne udkonkurreres. Det er også derfor jeg foretrækker hendes udgaver af "Your cheatin’ heart" og "Lovesick blues" mere end Hank Williams’ mere populære udgaver.
Opsamlingen er 82 minutter lang. Det er i grunden ikke så meget, især ikke sammenlignet med andre opsamlinger, jeg har lyttet til på det sidste. Det bliver en smule trættende for mig personligt, jeg er jo ikke stor fan af genren, men hvis man bare kører det som baggrundsmusik til noget mere interessant, så er det ikke så skidt. Det er dog nok det, der er problemet. Mange sange, især dem på disk 2, føles som baggrundsmusik. Der er overraskende mange sange, jeg faktisk kan lide på pladen, men for hver sang, jeg rent faktisk nyder, så er der to, jeg bare vil have overstået. Og jeg er fuldkommen sikker på, at det mest er fordi, jeg ikke er stor fan af genren. Patsy Cline har ikke skrevet en eneste sang på pladen, hun bidrager kun med sin fantastiske stemme. Der er mange forskellige sangskrivere, og det sørger for variation – med mindre sangskriverne da prøver på at lave "I fall to pieces" version 2. I sidste ende kan jeg anbefale The ultimate collection til fans af country, for mange af sangene herpå er rigtig gode. Selv nyder jeg Cline i mindre doser, f.eks. på Sweet dreams-soundtracket, men dette her er klart noget for større fans end mig.