Genrer
Patti Smith: Horses
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 44
"Jesus died for somebody’s sins, but not mine" – med disse provokerende linjer indleder protopunkeren Patti Smith sin nyfortolkning af Them-sangen "Gloria", der er åbningsnummer på hendes debutalbum Horses fra 1975. Horses var forud for sin tid. Hvis det var udkommet i dag, var der muligvis klistret et postpunkprædikat over det, eller måske den evigt populære paraplyterm alternativ rock. Man kan høre albummets genklang i talrige musikere gennem tiden: PJ Harvey, Nick Cave, The Replacements, Blondie og Nirvana står som tydelige eksempler på kunstnere, der skylder Smith en hel del. På Horses viser hun sig ikke blot som en stærk sangskriver og performer, hun står frem som en malerisk, bidende og fandenivoldsk poet. Der har været poetiske skikkelser i rockmusikken før hende – Bob Dylan, Jim Morrison og Leonard Cohen kan nævnes – men det er svært at komme i tanker om nogen før Smith, der i samme grad formår på en gang at være så oprørsk og attituderig i det poetiske univers, hun præsenterer. Selv i sin skrevne form brager hendes lyrik frem med punket viljestyrke. Teksterne er nærmest umulige at adskille fra rocken som kulturel institution.
På de to længste numre, "Birdland" og "Land" går hun endda til tider over i noget spoken word, som hun serverer med en på overfladen impulsiv levering. Det betyder dog på ingen måde, at musikken spiller andenviolin. Disse to – især "Land" – er trods deres skramlede lyd nogle af de mest musikalsk komplekse stykker på hele pladen, og bandet sørger flot for at holde det følelsesmæssige intensitetsniveau ved lige. Disse numre er som store dele af pladen grimme, skramlede og dissonerende. Smith bruger på albummet tit denne uslebne lyd til at skabe en ægthed, der sjældent var matchet af samtidens kunstnere. I modsætning til punkbølgen, der fulgte i kølvandet på Horses, er det dog kun små dele af pladen, der er vred. Hun skildrer lige så ofte, hvis ikke oftere, en stor eksistentiel krise, der er yderst fascinerende at følge. Der er masser af op- og nedture i løbet af albummet, hvilket også sørger for en varieret og altid givende lytteoplevelse. Smith har været god til at ramme et bredt dynamisk spændingsfelt på albummet, helt fra den tætpakkede afslutning på "Free money" til den dødbringende langsomme melankoli på størstedelen af "Elegie".
Hvis det lyder som om, universet på Horses er et mørkt, humorforladt landskab, så er det ikke helt korrekt. Albummet starter som sagt med noget så kækt som et Them-cover, og trods sine nye provokerende åbningslinjer er "Gloria" i sit hjerte stadig en kærlighedssang. Smith har også sans for at inkludere passager, der får mig til at smile, blandt andet på "Land" og "Free money". Men mest mærkbart bliver humøret løftet af to poppede sange, jeg ville være fristet til at kalde new wave, hvis de ikke var fra et par år før det begreb gav mening at bruge: "Redondo Beach" og "Kimberly" er to numre, der splitter mig lidt. Som popsange er begge vellykkede, og hvis hverken Pretenders, Elvis Costello eller Blondie har hørt dem, bliver jeg virkelig overrasket. Men omvendt tog det mig noget tid lige at acceptere dem. Deres udadtil joviale natur var i starten ret distraherende på et ellers så råt og rebelsk album, men med tiden viste deres grumme undertoner sig. Jeg synes dog fortsat, at de stikker lidt for meget ud, og det er synd, men det er også lidt noget flueknepperi fra min side. Horses holder stadig rigtig godt i dag. Den fortsætter stadig med at inspirere talrige nye musikere, for den rammer ironisk nok noget tidløst med sin tidsånd.