Genrer
Paul Simon: Graceland
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 81
I midtfirserne var Paul Simon begyndt at ligne lidt af en has-been. Han havde lavet musik i over 20 år, men hans albumsalg dalede, og albummet Hearts and bones fra 1983 klarede sig ganske ringe. Det kom derfor som en overraskelse for mange, at Simon i 1986 udgav sit mest populære album nogensinde, og det kom også som en overraskelse, at han her hentede inspiration fra sydafrikanske musiktraditioner som Mbube, Zydeco, Soukous og Mbaqanga. Albummet hed Graceland og blev delvist optaget i Johannesburg i samarbejde med en række musikere fra området. Nu er jeg ikke ekspert i de sydafrikanske genrer, han drager inspiration fra, men selv med min begrænsede viden kan jeg sige, at Graceland er lidt af en gentrificeret, hvidvasket, kulturelt approprierende udgave af sydafrikansk musiktradition. Men er det nødvendigvis en skidt ting? Ja, det er noget, man i mine øjne absolut bør være kritisk overfor. Men ligesom den åbenlyse sexisme i så meget klassisk hip hop og rockmusik, kan der sagtens være værdi i musikken alligevel, og det er der, når det gælder Graceland.
Der er rigtig meget at sætte pris på, for Simon er en fænomenal sangskriver, og de nye inspirationskilder lader ham udfolde sin kreativitet på helt nye måder, der er vidt forskellig fra både den smukke, harmoniske folk-rock fra Simon & Garfunkel og fra hans egen kække pop-rock fra solopladerne i 70’erne. Graceland læner sig dog nok mest op af sidstnævnte. Det er en lystig, charmerende popplade med en spændende kulturel indflydelse, som gør lyden mere rig og varieret end på nogen tidligere Paul Simon-plade. Om det gælder den funky, 6-strengede basgang på "You can call me Al", den smukke a capella-intro på "Homeless" eller den rå instrumentation fra chicano-rock-gruppen Los Lobos på afslutningsnummeret, "All around the world or the myth of fingerprints", så er der godt med spændende detaljer. Det gør også, at pladen holder virkelig godt, da man kan opdage noget nyt i lydbilledet ved hver gennemlytning. Udover dette er melodierne også tit uforglemmelige. Det er selvfølgelig svært at komme udenom megahittet "You can call me Al", men størstedelen af sangene er lette at synge med på. De er oftest lystige og kække, og teksterne følger trop.
Den overvældende glæde og uskyldighed, der udspiller sig på pladen, kan nok for nogle virke som et problem, og hvis du har brug for musik, der udforsker komplekse afkroge af sindet, skal du nok lytte til noget andet. Hvis du til gengæld har lyst til noget musik, man bliver glad i låget over, så er der ikke meget, der kan gøre det bedre. Det er let at blive glad over sange som "Graceland", "I know what I know" og "Under African skies". Selv sangen "Crazy love II", der egentlig handler om at være trist, ender med at være en hyggelig lille fællessang. Man kan se det som en manglende sammenhæng mellem tekst og musik, selv ser jeg det som fortælleren, der prøver at opmuntre sig selv. Graceland er på rigtig mange punkter en veludført, gennemtænkt plade, og Paul Simon genopfinder virkelig sig selv gennem disse sydafrikanske stilarter. Pladen kan nok aldrig slippe fra, at alle disse afrikanske genrer ikke nød større international popularitet før en hvid amerikaner blandede dem med popmusik – og at de ikke har nydt den slags opmærksomhed sidenhen heller. Men selv med den uheldige kulturelle kontekst in mente fik Simon skabt et af sine bedste albums nogensinde.