Paul Simon synger og spiller os til saligheden

Den 84-årige sanger og sangskriver Paul Simon er på sin lange turné ”A Quiet Celebration”. I sidste måned spillede han to anmelderroste koncerter i København.
Nu gælder det den ærværdige Royal Albert Hall i London, hvor samtlige 5.000 pladser er solgt.
Jeg hørte en helt anden sanger i Royal Albert Hall i oktober. Nemlig den flamboyante Ian Gillian, der var kommet med på et afbud til Roger Glovers store værk ”The Butterfly Ball & The Grasshopper’s Feast”. Det var stort.
Jeg skal måske nævne, at der var oktober 1975. Altså 50 år siden…

Not Quiet
At Paul Simon kalder denne turné ”quiet” er lidt af en tilsnigelse, da Simon har ikke mindre end 12 musikere på scenen – og alle er stjernemusikere. 
Men det bliver nok mere stille end drønet i 1975. 
Paul Simons musikere entrer scenen til stort bifald, der vokser til uanede højder, når hovedpersonen træder ind. Han forklarer os allesammen, at koncerten er delt op i to. 
Først får vi hans sidste plade in extenso. ”Seven Psalms” fra 2023 er en sammenhængende, akustisk suite, hvor idéen kom til Paul Simon i en drøm. ”Og numrene hænger sammen i et hele” fortæller han. Underforstået: Ingen applaus mellem satserne. 
Anden del af koncerten vil være både kendte og knap så kendte numre fra Simons imponerende bagkatalog.

På bibliotekernes ”Filmstriben” findes den mere end tre timer lange dokumentarfilm om Paul Simon, som netop tager udgangspunkt i indspilningen af ”Seven Psalms”. Den har jeg med fornøjelse set som optakt til dagens koncert.

Derfor er jeg også bedre forberedt end de, der måske blot kommer for at høre de velskrevne sange fra de sidste 50 år. Og bliver præsenteret for denne noget mere anderledes musik. 
En fransk kvinde ved siden af os undres over denne indledende musiksuite. Hun har fortalt os, at hun hørte Simon & Garfunkel ”en gang i 70’erne”.
Men det er sandelig et velopdragent publikum: Under de 45 minutter, som ”Seven Psalms” varer, er der ikke bare så meget som et enkelt klap. Og som til en klassisk koncert lukkes publikum ikke ind efter start, de må pænt vente til pausen. Måske lidt surt, når gulvpladsernes pris er 2.000 kr.

Suite med syv salmer
”Seven Psalms” starter med et karakteristisk Simon-riff på akustisk guitar, der gentages gennem suiten. 
Vi møder en sublim, akustisk klang. Udover Paul Simons Martin-guitar er der to guitarer, cello, violin og fløjte samt hele tre slagtøjsspillere. 
Og Paul Simons stemme er slidt med klædelig ynde, ord og toner står skarpe og med en sjælden musikalsk renhed. Vi har en livserfaren herre, der rundhåndet deler ud. 
I de to sidste salmer kommer Edie Brickell med på tætsiddende vokal. Her får vi også el-bas på, nemlig bassisten helt tilbage fra Graceland-pladen i 1986 – Bakithi Kumalo. 
Som på pladen kræses der om følsomme, avancerede klange fra det store slagtøjsarsenal. Hvor ankermanden Steve Gadd viser sin berømte idérigdom i sit spil. Og blandt andet i den bluesbaserede salme ”My Professional Opinion” aner jeg en mere fremtrædende stortromme; det’ fint. 
Slutningen af suiten er gåsehudsfremkaldende: ægteparret Edie Brickell og Paul Simon lader deres to stemmer slynge sig sammen kulminerende med et langstrakt ”Amen”.

Store kendte sange og store ukendte sange
Efter en halv times pause er vi klar igen. Og da starttonerne til ”Graceland” begynder, eksploderer stemningen i salen – dén kender vi! Nu er festen i gang, og der bliver gavmildt klappet. Dé klapsalver, vi har sparet op i første del.
I alt hører vi i den ordinære spilletid 13 Paul Simon-kompositioner, der viser den enorme spændvidde i hans sange. 
Der er fest og glade dage som i sangene fra hans sydafrikanske plade ”Graceland” og hans brasilianske ”Rhytm of the Saints”. 
Og der er stille sange. 
Jeg kendte ikke sangen med den lange titel ”René and Georgette Matisse with Their Dog After the War”. Her forklarer Simon os om sangens tilblivelse. Han så maleriet og måtte simpelthen skrive denne sang. Som blandt andet rummer et kammermusikalsk intermezzo, sublimt spillet af fløjtelisten, violinisten og cellisten. 
Vi får også baggrunden for den dystre sang ”The Late Great Johny Ace”, en 14-årigs selvmord. Her drages paralleller til to andre Johny’er, hvis billeder vises på bagtæppet: John F. Kennedy og John Lennon. Stærkt.

Voksende fællessang
Selvom Paul Simon indledningsvist fortæller os, at flere af numre har han ikke spillet ofte, er sætlisten faktisk den samme aften efter aften – siden turneens start sidste år. Og ord for ord de samme kommentarer, Simon beriger os med. Derfor er det også lidt pudsigt, at vi fra vores pladser lige over scenen kan se den teleprompter, der koncerten igennem troligt viser Paul Simon sangteksterne. Ja ja, der ér mange ord.

Men trods de mange næsten ens aftener vælter musikglæden alligevel ud over scenen. Det er topmusikere, der åbenlyst elsker musikken og det tætte sammenspil.
Og for formodentligt størstedelen af publikum er det første gang, vi oplever ”A Quiet Celebration”. Et modent publikum, der især begejstres for de kendte hits, som der synges mere og mere med på.
Det kulminerer på det tredje ekstranummer, hvor en fyldt Royal Albert Hall synger omkvædet ”Lie-la-lie” i hittet ”The Boxer” fra den for mig største plade ”Bridge Over Troubled Water”, som er 56 år gammel.

Et forfriskende indslag er den kække fløjten i ”Me and Julio Down by the Schoolyard”. Her kommer Edie Brickell slentrende ind fra højre og fløjter med stort overskud, folk er ellevilde. Hende ville jeg gerne ha’ hørt mere til, i andel del må vi nøjes med hendes andenstemme i ”Under an African Sky”.
Gennem koncerten sætter Paul Simon selv numrene i gang for hurtigt at overgive akkompagnementet til hans rasende dygtige guitarister. Men i ”The Boxer” er han hele nummeret på med det ikoniske fingerspil.

Vi vil ikke slippe, og ekstra-ekstanummeret er ”Sound Of Silence” fra – hold fast – 1965. Alle musikere er gået efter sidste fremkaldelse, og Paul Simon er alene med sin guitar. 

Hello darkness, my old friend
I’ve come to talk with you again
Because a vision softly creeping
Left its seeds while I was sleeping
And the vision that was planted in my brain
Still remains
Within the sound of silence

Vi siger ydmygt tak til Paul for at komme og snakke med os igen. Og resten er lyden af stilhed.

Vi er i to en halv time blevet begavet med en stor musikalsk oplevelse med en af verdens største sangskrivere. Hvor alting, alting fungerede. 
Med fred i sindet - og udveksle smil med alle - går vi salige ud i Londonnatten.
Tak for sangen, Paul.

(Da der var fotoforbud under koncerten, er billedet et PR-foto.)