Genrer


Pavement: Crooked rain, crooked rain
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 210
Jeg er ret stor fan af alternativ rock, og en af de grupper, der var allerbedst i genrens guldalder i 90’erne var Pavement. De havde en atypisk lyd i forhold til deres samtid. Bands som The Smashing Pumpkins, Nirvana og Green Day var meget hårdtslående og punkede, og de havde tilsat lidt pop for at gøre melodierne mere fængende. Sådan var det ikke med Pavement. Pavement var stort set det modsatte, for deres forsanger Stephen Malkmus lyder konstant usikker og øm, og de har sørget for at fjerne alt, der lugter af popstruktur på mange af deres sange. Mange mener, at Pavement toppede med pladen Crooked rain, crooked rain, og selvom jeg kun har hørt enkelte sange fra deres øvrige plader, så kan jeg sige, at der skal meget til for at overgå Crooked rain, crooked rain. Man kan f.eks. starte med Stephen Malkmus’ evner som sangskriver. Hans levering tilføjer selvfølgelig også meget, men man kan huske individuelle linjer ganske nøjagtigt efter første gennemlytning, også selvom de aldrig bliver gentaget. Han har en helt speciel evne for at få ord til at passe perfekt til musik, så man bare bliver virkelig glad, når man hører det.
Noget andet, der gør Crooked rain, crooked rain til noget særligt er instrumentationen. Den er nemlig fuldkommen forfærdelig. Tit holder rytmen slet ikke, der bliver af og til spillet toner, der ikke harmoniserer med resten af musikken, og det lyder ofte som om, der sker et eller andet, der ikke skulle ske. Det ville næppe fungere for ret mange bands, men Pavement får det virkelig til at fungere. Deres musik er i forvejen skrøbelig, og den store uperfektion i musikken får det til at lyde som det musikalske svar på et korthus. Hvis det var lavet af rispapir. Og stod på en udendørs skøjtebane. Det er hele tiden. Nogle numre, heriblandt "Hit the plane down" og "Unfair" er faktisk hårde numre, der ikke er alt for ulig gamle Pixies-klassikere, men hvor Pixies tit er vrede og stærke, så er Pavement det modsatte. Begge er forvirrede og larmende, men Pavement har sangene i en anden kontekst, og dette gør hele forskellen. Desuden er Stephen Malkmus’ lille stemme bare helt perfekt til denne form for musik.
Noget andet, der er essentielt ved Crooked rain, crooked rain er albumdynamikken. Sangene er så forskellige, at pladen aldrig føles som om, den gentager sig, og den sløsede måde, hvor sangene lyder som om, de ikke er særlig gennemøvede, hjælper også på dette. De er også sat op, så de komplimenterer hinanden godt. De mest poppede numre, "Gold soundz" og "Cut your hair", er placeret med et par sange mellem sig, de hårdere, mere Pixies-agtige numre er også placeret godt fra hinanden. Sangene gør altid noget, der ikke er gjort tidligere, og de bygger i fællesskab op mod denne skrøbelighed. Selv uden Malkmus’ stemme fungerer det, for den jazzede "5 - 4 = unity" er fuldkommen instrumental, og her falder musikken måske smukkere fra hinanden end på noget andet punkt på pladen. Det overrasker næppe mange, at jeg vil kokludere med at sige, at Crooked rain, crooked rain er et mesterværk. Men det er svært at udpege noget dårligt ved den. Den er dejlig, den er holdbar, og man har bare lyst til at kramme Stephen Malkmus i løbet af det hele.