Pink Floyd åbner arkiverne

Bibzoom kunne for nogle uger siden formidle den glædelige nyhed at dette efterår vil byde på et "nyt" album med Pink Floyd med titlen The endless river, indeholdende færdigbearbejdede udgaver af numre der daterer sig tilbage til indspilningen af The division bell i 1993. Uden at vide noget konkret om den nye musik ud over at den er blevet beskrevet som ambient og udflydende, kan man nok godt gå ud fra at den lægger sig i umiddelbar forlængelse af den lyd som det store musikpublikum forbinder med navnet Pink Floyd: Storladen, velspillet lyd der (hvis David Gilmour og Nick Mason ellers havde planer om at optræde live med den) ville gøre sig på stadiums med tilsat lysshow i millionklassen, henvendt til publikummer i alle aldre og tilhørende alle livsstilssegmenter. Musik der har lige den snært af det anderledes og underlige der er en del af varemærket Pink Floyd, men som ikke støder et nutidigt mainstreampublikum fra sig.

Sådan har Pink Floyd ikke altid været. Som jeg skrev i en tidligere post på Bibzoom er der et tidligt, eksperimenterende Pink Floyd der kun i begrænset omfang kendes i dag. En gruppe der lavede musik der ofte fik prædikater som "syrerock", "flip" og "avantgarde" hæftet på sig, og hvis publikum nok også oftest kunne betegnes som hippier eller flippere. Pink Floyd var "langhåret" musik i den tids betydning af ordet. For nogle af os er dette stadig svaret på "which one is Pink?" - en gruppe med blot fire medlemmer med hver deres karakteristiske bidrag, og ikke det big band som det skulle ende med at blive, med alskens sessionmusikere hyret til at pifte lyden op. En gruppe der ikke var behagesyg eller ansporede til at holde tændte lightere op under koncerterne. En gruppe der turde være marginal, skarp, atonal, støjende - når det gav mening - og ekstremt stemningsfuld og melodisk på andre tidspunkter - hvilket vel at mærke kunne være inden for det samme nummer.

Gruppen forlod med det kommercielle gennembrud i 1973 med Dark side of the Moon denne fase, og har kun i begrænset omfang kigget tilbage. Allerede i de interviews der blev optaget til filmen Pink Floyd at Pompeii i 1971-72 kan man høre medlemmerne udtrykke ønske om at bevæge sig væk fra det publikum og det udtryk de var blevet forbundet med, og prøve noget nyt. Alt dette for at give en baggrund til den situation der har frustreret gruppens mere inkarnerede fans i mange år: En skærende kontrast mellem gruppens musikalske og kommercielle status, og omfanget af arkivudgivelser. Med de tre Immersion-bokssæt for hhv. Dark side of the Moon, Wish you were here og The wall blev der i noget omfang rådet bod på denne situation hvad angår disse kommercielle storsællerter. De to første indeholdt således de eneste færdiggjorte numre til den planlagte efterfølger til DSOTM, kaldet Household objects, hvor der ikke blev brugt musikinstrumenter, men lyden af elastikker, svirpende linealer, vinglas m.v. Der er et udvalg af outtakes, demoindspilninger, alternative mixes og liveindspilninger; ikke overvældende, men dette var bestemt nogle skridt i den rigtige retning.

Anderledes er det imidlertid hvad angår de tidlige, (i mine øjne) spændende år. Gruppe skulle efter forlydender have været interesseret i at udgive en Immersion-boks over Meddle (1971) og andre af de tidlige albums, men det var pladeselskabet desværre ikke. Som en konsekvens er det meget, meget lidt der er udgivet fra før 1973. Der er nogle spændende outtakes med Syd Barretts Pink Floyd på 40-årsjubilæumssættet for debutalbummet Piper at the gates of dawn (1967). Herudover kan jeg kun på stående fod nævne indspilningerne fra januar 1967 af "Interstellar overdrive" og "Nick's boogie", som gruppen selv ikke har rettighederne til. Der er lidt ekstra klip på dvd-udgivelsen af Pompeii, som gruppen heller ikke har nogen kontrol over. En dokumentar-dvd om Syd Barrett indeholder nogle klip fra gruppens sagnomspundne optræden på finkultursnobben Hans Kellers show på BBC i 1967. DSOTM Immersion indeholder liveoptagelser fra Brighton i 1972. Det er vist alt.

Dette afspejler selvfølgelig ikke på nogen måde hvad der eksisterer, eller for den sags skyld hvad der allerede nu er i uofficiel cirkulation. Hardcore fans der følger en site som Yeeshkul har et indgående kendskab til ting og sager i uofficielt omløb, og netop denne hjemmeside er i disse dage blevet viklet ind i en sag startet af Pink Floyds management, en sag der tilsyneladende indirekte har sammenhæng med nogle spændende planer fra denne kant. Navnet Yeeshkul kræver en forklaring. På en optagelse af gruppens koncert i Toronto d. 11. marts 1973 kan man høre en publikummer gentagne gange råbe et ord der lyder som "yeeshkul". Ingen ved hvad det betyder, formentlig heller ikke manden selv, men episoden har opnået en vis indforstået status blandt fans. På Yeeshkuls forum har en skribent der kalder sig RonToon i mange år bidraget med stor teknisk viden om restaurering og remastering af gamle lyd- og videooptagelser, med baggrund i sit professionelle arbejde med film. I 1998 startede han et helt og aldeles uautoriseret "label" ved navn Harvested Records (et ordspil på Pink Floyds gamle pladeselskab Harvest Records) der skulle gå hen og "udsende" en stor række uudgivne optagelser på cd, dvd og blu-ray i bedst mulige kvalitet. Ideen var at fans kunne downloade disse kvit og frit, så der ikke blev slået ulovlig økonomisk plat på Pink Floyd. Det har kørt sit stille liv i 16 år, og man skal her huske at fans der går op i marginale optagelser af måske ikke særlig god kvalitet kun er et ekstremt lille udsnit af gruppens fanbase. Imidlertid havde RonToon og hans partner MOB så meget succes med Harvested, at det gik hen og fik status af et brand, og skruppelløse pirater begyndte at sælge deres udgivelser på eBay og andre steder. Det er klart at dette i længden ville være uholdbart, og for et par uger siden var de to så til samtale med Pink Floyds management der pålagde dem at stoppe aktiviteterne. Især ulovlig kommerciel rovdrift på Harvesteds dvd med det fremragende show på californiske KQED TV fra 1970 var et ankepunkt som managerne fremførte.

Sideløbende med dette indgreb har man også på det seneste kunnet konstatere at managerne har fået lukket for adgangen til det meste indhold med Pink Floyd på YouTube. YouTube var de facto blevet en åben distributionscentral for uautoriseret lyd og video med Pink Floyd, inkl. udgivelser fra Harvested. Søger man nu denne type materiale ligger klippene der tilsyneladende stadig, men de fleste kan ikke afspilles. Alt sammen tegn på opstramning fra Pink Floyds side der kan opfattes som frustrerende for så vidt at loyale fans ikke længere har denne umiddelbare adgang til materialet, men som omvendt også kunne være et tegn på at gruppen langt om længe ønsker selv at blive en spiller på dette marked. Og det gør de faktisk - få dage efter at RonToon og MOB måtte stå skoleret i New York kunne førstnævnte på Yeeshkul fortælle at Pink Floyd inden for de næste par år vil begynde at udsende materiale som f. eks. showet fra KQED.

Jeg opfatter denne nyhed som absolut pålidelig. RonToon har i flere år været på email med Nick Mason, og det er formentlig ham der er kilden til oplysningerne her. Det er sjovt her at konstatere hvordan Pink Floyd handler ud fra forskellige interesser. Mason har været fuldt vidende om RonToons involvering i Harvested, og dedikerede faktisk et eksemplar af sin Pink Floyd-historie Inside out til ham med ordene "To RonToon and Harvested Records, Thanks for all your hard work". Forretningen Pink Floyd må imidlertid også passes, og accept af ulovlige udgivelser kunne formentlig skabe farlig juridisk præcedens for gruppen. Man skal nok forstå dette i Godfather-termer: It's nothing personal, only business.

Tiden må vise om disse udgivelser bliver omfattende som det er set hos f. eks. King Crimsons Robert Fripp, eller om der bliver tale om små, drypvise udgivelser af materiale der er ukendt for det store flertal af fans. Hvad angår kendt materiale er der nok at tage af: Uudgivne sange som "Scream thy last scream" og "Vegetable man" fra Syd Barretts sidste måneder i bandet; rhythm'n'blues-indspilningerne fra 1964 "I'm a king bee" og "Lucy leave"; sessionindspilninger for BBC fra årene 1967-71; surroundmix af Atom heart mother og Meddle; det fascinerende instrumentale stykke "Moonhead" indspillet for BBC i forbindelse med den første månelanding i 1969; tv-shows som KQED, fransk tv fra St. Tropez (1970) - for at nævne nogle få oplagte udgivelser. Bob Dylan har i mange år haft sin Bootleg series med arkivmateriale; Stones startede for ikke så længe siden deres Rolling Stones Archive download site. Pink Floyd var måske det sidste af de store, gamle bands til at sige "you can't always get what you want". Det bliver der forhåbentlig rådet bod på inden de af os der har været inkarnerede fans i mere end 40 år begynder at rammes af svigtende syn og hørelse.