Genrer


Pink Floyd: The dark side of the moon
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 43
Pink Floyds The dark side of the moon fra 1973 er ikke et album, man lige anmelder over en eftermiddag. Ikke kun på grund af selve musikken, men især på grund af den status, den siden udgivelsen har fået som en af de største rockudgivelser nogensinde, hvis ikke den største. Jeg har ikke lyst til at jokke i spinaten, og endnu mindre lyst til at bruge hele min anmeldelse på at forklare, at jeg ikke synes, denne kultklassiker er gruppens bedste album – læs mine anmeldelser af The piper at the gates of dawn og Wish you were here for at høre om mine favoritter i diskografien. At bruge hele anmeldelsen på, at sige, at The dark side of the moon ikke er gruppens bedste, ville også være spild af tid, for det er stadig en fremragende udgivelse. Noget, der stikker ud helt fra første gennemlytning, er albummets uforlignelige flow. Overgangene mellem sangene er så ubesværede, at man ikke helt ved, hvornår én sang stopper og en anden slutter – sangene føles mere som forskellige satser i en sammenhængende symfoni end som individuelle tracks. Men alligevel er sangene ofte så veludførte, at de har fået liv på egen hånd; "Money" ramte endda top 20 på hitlisterne i flere lande.
Pink Floyd ramte plet med dette album i forhold til at fungere optimalt både som bredt appellerende rockudgivelse og som ambitiøst artistisk værk. Store dele af albummet er fuldkommen instrumentalt, og tre af de ti numre er instrumentale fra start til slut. Så snart der er vokaler på, er der dog nærmest garanti for, at vi får stærk lyrik på et gribende melodisk grundlag. Sangene handler om forskellige mørke sider af den menneskelige eksistens – grådighed, død, konflikter og mentale sammenbrud. I centrum af det hele står en vekselvirkning mellem fremmedgørelse og empati. Dette står klart fra albummets intro, "Speak to me". Titlen virker nærværende, men i løbet af trackets lille minut begynder sangens titel at synes mere og mere som et desperat udråb efter et nærvær, vi ikke oplever. Tilværelsens mørke lægger sig som et tæppe over hele albummet, smukt eksekveret med høj sonisk diversitet. Gruppen dannede lydlandskaber med innovativ inkorporering af ny synthesizerteknologi, og de brugte for første gang saxofon, hvilket giver øget skrøbelighed til "Us and them" og ekstra tyngde til "Money". Variationen øges dertil af, at forsangerne skifter – oftest er det den mere distancerede stemme fra guitarist David Gilmour, men vi får også den skrøbelige vokal fra bassist Roger Waters samt en bragende gæsteoptræden fra Clare Torry på "The great gig in the sky".
Da jeg ville være særligt nøjagtig med netop denne anmeldelse, har jeg hørt albummet mange flere gange end jeg typisk gør. Først da jeg satte mig ned for at skrive, gik det op for mig, at jeg ikke er blevet det mindste træt af pladen. Der er hele tiden flere detaljer, der viser sig. For eksempel gik der lang tid, før det gik op for mig, hvor fænomenal produktionen er. Bandet er selv krediteret for at producere, og mens produktionen klart lægger op til den store auteur-analyse, fortjener lydtekniker Alan Parsons også ære for meget af finessen i lyden. Der er i hvert fald meget ved lyden her, jeg kan genkende i Parsons’ udgivelser med sit eget band, The Alan Parsons Project. Et øjeblik i produktionen, der især stikker ud for mig, er det sidste minuts tid på afslutningsnummeret "Eclipse". Som nummeret eskalerer i intensitet, er der et væld af små lyde, der vækker genklang fra tidligere på albummet. De får ikke lang tid til at etablere sig, der er rigtig mange af dem, og før man ved af det, er de væk. Men jeg når at føle dem komme ind under huden på mig, og jeg har næsten altid brug for en lille pause, når albummet er slut. The dark side of the moon er et effektivt album som få andre. At jeg kan nævne mindst to plader fra samme gruppe, der er bedre, taler rigtig godt om deres generelle kvalitetsniveau.