Genrer
Pink Floyd: The wall
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 87
Pink Floyd har altid været ambitiøse, men The wall er muligvis det mest højtravende værk, de har lavet. Der er meget, der skal diskuteres, når man tager fat i albummet, nok mere end for noget andet album, jeg har anmeldt. Det er en rockopera om en mand ved navn Pink, om hans liv og hans mentale sammenbrud, forårsaget af psykiske traumer og isolation, der i lyrikken udtrykkes gennem den titulære mur.
Pinks far er død i anden verdenskrig, hans mor er overbeskyttende og skolesystemet er tyrannisk. Pink ender dog som rockstjerne, omgivet af sex, stoffer, rock’n’roll og berømmelse, hvilket kun forværrer hans eksistentielle krise. Han bliver også gift, men som så meget i hans liv falder ægteskabet også fra hinanden, og den metaforiske mur bliver endelig færdigbygget i slutningen af første skive.
Anden skive handler så om det hallucinerende, forskruede verdenssyn, Pink har inde fra murens deprimerende isolation, hvor han skifter mellem at se sig selv som en fascistisk diktator og at reflektere over muren, og hvad der mon er på den anden side. Slutteligt konfronterer han muren, og i hans indre diktatur råber mennesker i hobetal “Tear down the wall!”, og efter en imaginær retssag ser Pink atter den ydre verden.
I modsætning til en rockopera som The Whos Tommy, der pudsigt nok ligeledes handler om en ung mand, der mistede sin far i anden verdenskrig, er fortællingen på The wall meget virkelighedsnær.
Roger Waters, der har skrevet stort set hele pladen har da også baseret Pink på dels ham selv, dels Syd Barrett, Pink Floyds tidligere frontmand. Dette gør ikke blot pladen markant mørkere, det gør den også lidt svær at følge med i, hvis jeg skal være ærlig.
Første skive er ret let at forstå, den handler om nogle realistiske omend triste hændelser i en mands liv. Anden skive er mere kompliceret. Mens billederne er både stærke og såvel lyrisk som musikalsk kreative, blev jeg tit nødt til lige at læse op på, hvad det hele egentlig betød. Det giver på den anden side også albummet noget holdbarhed, for selv efter adskillige gennemlytninger kan man altid opdage noget nyt. Og selv når man ikke helt forstår det, er det let at blive suget ind i. Få bands er så gode til at etablere musikalske stemninger som Pink Floyd.
The wall er en lang plade. Den nærmer sig halvanden time, men heldigvis er den bygget op med elegant variation. Den fastholder lytterens interesse hele vejen igennem, og især på anden skive er lydene meget inciterende. Et højdepunkt for mig er albummets bindegale klimaks, "The trial", hvor New York Symfoniorkester leverer en forskruet klaustrofobi i form af dissonerende strygere, der eskalerer som nummeret fortsætter. Dette er nok det mest aparte valg, men sonisk har The wall tit noget nyt at byde på.
Ofte bliver nye instrumenter hevet frem for kun at optræde på én eller to sange, og selv traditionelle rockinstrumenter bliver brugt til alt fra afdæmpede, introspektive numre som den klassiske "Comfortably numb" over hård rock på "Young lust" til operatiske harmonibårne sange som "The show must go on", for ikke at tale om den på en gang funky og grumme "Another brick in the wall, pt. 2". Det er en kompleks plade, hvor man kan tale i timevis om hvert eneste nummer. Den behandler store, vidtfavnene temaer, og selvom det til tider kan virke nærmest overambitiøst, klarer pladen det overraskende godt. Jeg har andre favoritter i Pink Floyds diskografi, men der er få plader, der på samme måde har vundet min respekt.