Genrer
Pink Floyd: Wish you were here
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 209
Pink Floyd elsker konceptalbums, især deres bassist Roger Waters, der stod bag det måske mest berømte konceptalbum nogensinde, The wall. Før The wall arbejdede de med andre koncepter, f.eks. på Wish you were here fra 1975, der omhandler bandet selv. Pladen starter med det længste track, "Shine on you crazy diamond, parts I-V". Det starter ganske langsomt med en melankolsk synthesizer, hvorefter lyden af våde fingre på vinglas skaber flot baggrund. Så tager David Gilmour fat i guitaren og spiller en langsom og teknisk set meget blues-præget solo, der dog får andre billeder frem i dit hoved end blues normalt gør. Man føler, at nogen savnes, og nummeret handler da også om tidligere medlem Syd Barrett, der gik fuldstændig amok og desværre ikke var i stand til at fortsætte i gruppen. Der kommer trommer og bas på, men guitar og synthesizer fortsætter med at holde stemningen hvor den var i starten. Vokalen kommer først omkring 9 minutter inde i sangen. Al musikken har lagt op til dette, og det føles stort. Sangen afsluttes af en sentimental saxofonsolo, som fuldkommen perfekt afslutter nummeret – for nu.
Anden sang på pladen hedder "Welcome to the machine", og ganske passende bruger den mange elektroniske lyde. Guitar kommer ca. 2 minutter inde i den 7½ minut lange sang for at gøre det lidt mere organisk, men den elektroniske lyd er stadig vigtig. Sangen handler om hvor mekanisk musikindustrien er, og den føles også mørk, mørkere end noget andet på pladen. Den minder mig om Kraftwerk, især deres Trans Europa Express-album, der handler om mekanik og maskineri på et mere bogstaveligt niveau, men stadig med den samme stemning. Man har slet ikke lyst til at være rockstjerne, når man lytter til dette. "Have a cigar" fortsætter flot nogle af ideerne fra "Welcome to the machine", men det føles ikke mekanisk, rettere dæmonisk. Der er en interessant funk-lyd, der får det til at lyde fuldkommen ondskabsfuldt. Sangen handler om musikbrancens hykleri og udnyttende natur. Det betyder dog ikke, at der ikke er humor, denne sang har trods alt en af de morsomste linjer i nogen Pink Floyd-sang: “Oh by the way, which one’s Pink?”, og så passer det endda ind i sangen.
Med al denne ondskab kan man godt undre sig over, hvorfor pladen hedder Wish you were here, men så kommer titelnummeret, og det er endnu en sang om Syd Barrett, og her især hans personlige venskab med Roger Waters. Det kunne virke underligt at ønske, at en ven var her, når vi lige har hørt om industriens ondskab, men sagen er, at Syd Barrett delvist blev så skør grundet industrien, og det er sådan, hele albummet hænger sammen. Desuden vil jeg lige tilføje, at "Wish you were here" er en af de bedste sange nogensinde, og det er endda pladens uden tvivl simpleste. Pladen afsluttes næsten som den begyndte, med "Shine on you crazy diamond, parts VI-IX". Denne er mere energisk, og man kan også mærke noget af den vrede overfor industrien, man oplevede tidligere på pladen. Hvordan denne sært strukturerede sang hænger så godt sammen er et godt spørgsmål. Sangen runder virkelig flot et enormt mesterværk af. Hvis du endnu ikke har lyttet til Wish you were here, så gør det så snart, du får muligheden.