Pink Floyds første indspilninger fra 1965 udsendt

Der er alt tænkeligt galt med omstændighederne omkring denne udgivelse, men den er fuldstændig legal og officiel. Samlere har i mange år kendt til et lille antal sange som blev indspillet af Pink Floyd i 1965 i denne gruppes tidlige fase som rhythm 'n' blues-orkester: "Lucy leave", "Double O Bo", "Remember me", "Walk with me Sydney", "Butterfly" og "I'm a king bee". Kun den første og sidste titel har cirkuleret på diverse piratudgivelser, mens de andre næsten har haft status af "hellig gral", og har befundet sig trygt og godt i gruppens arkiver, uden andet end vage antydninger fra trommeslager Nick Mason om at de måske ville udkomme på en retrospektiv opsamling baseret på gruppens tidlige år. For få dage siden udkom de så under stort hemmelighedskræmmeri på to 7" singleplader i et oplag på få hundrede eksemplarer, som selvfølgelig allerede nu er revet væk og sælges til mange hundrede dollars på eBay og hos andre onlineforhandlere.

Ukarakteristisk hemmelighedskræmmeri fra medievant gigantnavn

At en nyudgivelse fra et af rockmusikkens allerstørste og mest mediebevidste gigantnavne som 1965: their first recordings tilsyneladende er sket i nattens mulm og mørke med pålagt tavshedspligt i distributionsleddet kan kun skabe undren. Hvorfor så få eksemplarer, hvorfor ikke fuld mediefanfare, hvorfor nu, og hvorfor kun på vinylskiver? Forklaringen har selvfølgelig i høj grad med branding af mærkevaren Pink Floyd at gøre: Dette er 50 år gammel musik der intet har med stadiumsuccessen Pink Floyd at gøre. Der er ingen lirede guitarsoloer à la "Comfortably numb" og "Money" i denne musik, og langt størstedelen af gruppens fans ville intet vide om, endsige bryde sig om, ældgammel pigtråds-r 'n' b begået af denne gruppe. Blev musikken sat til salg på cd-single eller som download ville man ende med en masse utilfredse købere. Hvorfor så overhovedet udsende den?

"Copyright extension"-udgivelse der beskytter materiale fra 1965

Her er vi fremme ved det der nok er omdrejningspunktet: Uudgivne optagelser fra 1965 der ikke udsendes inden nytår mister efterfølgende deres europæiske copyright. Udsendes de derimod forlænges ophavsretten i 70 år. Dette er for pladeselskaberne en "use it or lose it"-situation - er ophavsretten først tabt vil den ikke genvindes, selv hvis man senere skulle udsende numrene. Hvis gruppen f. eks. skulle vælge at udsende dem næste år ville alle andre lovligt kunne kopiere dem og udsende dem på uautoriserede udgivelser. Vi kan derfor nok konkludere at numrene er planlagt udgivet i større omfang, som antydet af Nick Mason, bare ikke lige nu. Hvorfor ellers inkludere numre som ikke cirkulerer uofficielt i stedet for blot at beholde dem i arkiverne? Efter det indledende hemmelighedskræmmeri og den fan-genererede onlinedebat har gruppen da også efterfølgende bekræftet dette på deres Facebookprofil: "If you weren't one of the lucky ones to come across one of these in your local record store (the only place they were available from), don't worry, Pink Floyd hope to make them available in some physical form towards the end of next year".

Med andre ord har Pink Floyd gjort lige præcis det enkleste og mest nødvendige her og nu for at beskytte både ophavsret og brand, og i samme åndedrag sikret onlinepromovering i lige netop de kredse som arkivmaterialet appellerer til. Med vinylformatet sikrer man samtidig at den uundgåelige piratkopiering minimeres og i første omgang begrænses til købere med fungerende grammofoner. Numrene er dog, ikke overraskende, allerede nu at finde på YouTube og andre streaming sites.

Rhythm 'n' blues-rødderne til Syd Barretts Pink Floyd

Pink Floyd bestod på dette tidspunkt i 1965 af Syd Barrett, sang og guitar, Bob "Rado" Klose, guitar, Roger Waters, sang og bas, Nick Mason, trommer, og Richard Wright, keyboards. "Lucy leave", "Double O Bo", "Remember me" og "Butterfly" er skrevet af den senere hovedmand, den ekcentriske guitarist og sangskriver Syd Barrett, mens "Walk with me Sydney" er skrevet af Roger Waters, formentlig hans første komposition ("I'm a king bee" er skrevet af Slim Harpo). Lad det være sagt med det samme at musikken ikke er så meget mere bemærkelsesværdig end så meget andet fra denne tid, f. eks. fra The Rolling Stones, The Yardbirds eller The Pretty Things. Det er tolv på dusinet-r 'n' b, men slet ikke dårligt, og er man som undertegnede besat af de tidlige, psykedeliske Pink Floyd er slægtskabet ikke til at tage fejl af. Det er den samme dystre, skærende metalliske guitarlyd og sang som på senere (1967) sange som "Candy and a currant bun", "Lucifer Sam", "Interstellar overdrive" og "Take up thy stethoscope and walk". Gruppen havde i den mellemliggende periode under påvirkning af den psykedeliske musik fra USA bevæget sig mere og mere væk fra rødderne, og over imod lange improviserede, guitarbaserede numre, men som man kan konstatere her har der hele tiden været et unikt indtryk af Pink Floyd som den røde tråd.