Genrer
Pixies: Doolittle
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 226
Jeg tror efterhånden, jeg har gjort det klart, at jeg elsker Pixies. Jeg roste deres album Surfer Rosa til skyerne, da jeg anmeldte det i sin tid, og de var et af de bands, jeg glædede mig mest til at se på NorthSide 2014. Selvom min første oplevelse med dem var Surfer Rosa, så mener jeg dog, at deres bedste værk må være deres andet album, Doolittle fra 1988. Dette er pladen, hvor de har den højeste generelle kvalitet, og sangene hænger utrolig godt sammen. Jeg skreg på et tidspunkt så højt med på åbningsnummeret "Debaser", at min søster kom ind for at bede mig om at lade være – og jeg kunne bare ikke stoppe. Der var pladen knap nok gået i gang, og jeg kan ikke engang rigtig ordene til den sang. Alligevel er den så gribende, at jeg følte en enorm trang til at råbe med og nynne det fantastiske guitarriff. Min søster delte dog ikke entusiasmen, og i sidste ende måtte jeg tage hovedtelefoner på og lukke munden.
Der er hele 15 af sådan nogle sange, og hvor der selvfølgelig er variation, deler albummet som helhed mange kvaliteter med åbningsnummeret. Det er højlydt, det er skrigende, man bliver suget ind i lyduniverset, og spilleglæden er helt enorm. Meget af deres lyd ligger i bassen, der måske ikke er så fremtrædende, men når man siger, at bassen lægger fundamentet, så er Pixies et af de bedste eksempler. Bassisten hedder Kim Deal, og hun er af gode grunde blevet en afholdt del af bandet. Hun synger også med på mange sange, heriblandt "Hey", "Silver" og "There goes my gun". Hendes stemme giver ekstra kant og karakter til disse sange, og hun lyder jo slet ikke som forsanger Black Francis’ skingre skrig, så det tilføjer meget, man ellers ikke ville få. Det gør også, at det føles mere hjemmelavet og dermed til at føle på. Noget andet, der gør dette er, at sangene er virkelig forskellige fra hinanden, hvilket også gør det til en mere mættet plade end f.eks. Surfer Rosa.
Der er mange af de vilde rocknumre, Pixies blev kendte for gennem Surfer Rosa, men mellem "Monkey gone to heaven", "Gouge away" og "Debaser" finder man en hel del musik, som nok ikke ville have været så god på egen hånd, men vækker opsigt på en plade som Doolittle. Nu siger jeg noget kontroversielt, men "La la love you" er ikke en specielt god sang. Den er fjollet og klichéfuld og virkelig corny. Jeg mener, helt ærligt, den rimer maybe og baby. Og den gør det endda meget kluntet. Det er uden tvivl den værste sang på pladen, og det er derfor den er så fantastisk. Den er så underlig at høre blandt alle disse vilde numre om gud og djævelen og død og alt sådan noget. Og det hjælper med at holde pladen frisk. Det samme gør den western-inspirerede "Silver" og den underligt lystige og for en stund reggae-prægede "Mr. Grieves". Doolittle er en skøn plade, og jeg har svært ved at udpege noget som helst negativt ved pladen som en helhed. Hvis du kan lide rockmusik, der er bare en smule hårdt, så bør du give den en chance.