P.J. Harvey på Roskilde Festival

P.J. Harvey, Arena, torsdag aften.   Som de fleste andre musikentusiaster har jeg sorte huller og dårlige samvittigheder og kunstnere som jeg ikke får lyttet nok til. Én af disse er for mit vedkommende P.J. Harvey, som jeg ikke ejer en plade med, og som jeg her i det grønne telt skal høre live for første gang. Måske derfor blev jeg overrasket over, at hun spillede saxofon, imens hun gik forrest i den procession af ti mand der udgjorde hendes band. Selv om jeg godt vidste, at vi her har at gøre med en versatil kunstner, hvilket hun ikke mindst beviste på hendes krigselegi at et album fra 2011 ”Let England Shake”, så havde jeg regnet med at vi skulle have en omgang støjende festival rock. Mine forventninger blev gjort til skamme, og godt det samme.   Harvey havde nemlig andre planer, og leverede dermed den smukkeste overraskelse for mig på årets festival. Det gik op for mig, at hun er perfektionist til fingerspidserne. Med sikker hånd ledte hun tropperne igennem et show, som var andet og mere end en koncert. Numrene fra hendes to sidste plader udgjorde størstedelen af et nøje sammensat forløb, der tegnede billedet af en kunstner med et kritisk blik på sit land og sin samtid. Hendes smukke og stærke stemme var midtpunktet i et sikkert orkestreret udtryk, der udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, fremmanede stærke følelser i teltet hvor stemningen næsten blev andægtig.   Harveys sange om krigens væsen og hvad den gør ved civilisationen virkede næsten som et opråb fra tiden omkring 1. verdenskrig, der desværre stadig er alt for aktuelt – og så ikke et ord om Brexit! Det var en koncert der også krævede koncentration af sit publikum og det det kneb lidt i starten, men det var jo også prime time til party på festivalens anden dag. Men da Harvey præsenterede os for et par  af fortidens sange steg intensiteten, især under højdepunktet ”50 ft Queenie”. Fra da af var Harvey urørlig. Det ultimative nummer var for mig ”Down By the Water” der lød som tidlig folkblues (hvilket det til dels også er, da PJ Harvey inkorporerer noget af Ledbelly i den sang), og koncerten udfoldede sig som et triumftog for den lille men store sangfugl.   Hvor er det smukt, når en kunstner leverer andet og mere end man med rimelighed kan forvente. Vel at mærke på en måde der perfektionen og det skyhøje ambitionsniveau til trods, var uprætentiøs og blev leveret med en beundringsværdig legende lethed. PJ Harvey vil unægtelig fra nu af påkalde sig meget mere af min opmærksomhed.