Pjaltenborgs brand

En stor del af den danske sang er gemt i skillingsviserne. De findes ikke i nutidens sangbøger, for de er af ringe kvalitet og ofte bundet til en nu glemt begivenhed. De havde deres storhedstid i 1700-tallet og især op gennem 1800-tallet. Det var datidens svar på kulørte ugeblade med emner som kærlighed og alskens sensationer: mord, svindel, skibsforlis og andre ulykker. Små tryksager med et træsnit på forsiden, en uddybende tekst på bagsiden og uden noder, beregnet til at synges på tidens populære melodier fra f.eks. revy og vaudeville. Typisk er forfatteren angivet, mens melodien er "folkevise" eller "ukendt komponist".

Et eksempel er "Pjaltenborgs brand", også kendt som "Julia, Julia, hopsasa", af Adolph von der Recke, en københavnsk embedsmand og forfatter til folkekære syngespil og viser. Den blev skrevet i al hast efter en begivenhed, der optog byens folk i 1850.

København havde mange herberger, hvor hjemløse kunne overnatte for fire skilling, liggende eller siddende, hvis de var heldige, og ellers stående med armene hængende over et udspændt tov. Flere af herbergerne blev kaldt Pjaltenborg, andre havde øgenavne som Helvede, Luseklubben, Lokummet og Rakkerens Hule. Her drejer det sig om det Pjaltenborg,  der lå på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa. Brandens årsag er ukendt, men von der Reckes vise havde undertitlen "En ny og lystig vise om Pjaltenborgs brand så vel til opmuntring som til advarsel for den nedrige stand at omgås forsigtigen med ild, lys og svovlstikker".

At visen var lystig, fremgår både af den muntre melodi og af teksten, som ikke tager særlig tungt på de hjemløses ulykke.

En drukken mand de slæbte ned,
mens til værten han råbte vred:
Fir' skilling gav jeg dig, min ven,
må jeg be' om de to igen ...

Hvor mange men'sker der er brændt,
er mig endnu ikke ret bekendt -
og hvem det er, man kan ej se,
thi man finder kun maverne.

Her må versefødderne vige for chokeffekten. Eller lystigheden. Teksten giver ikke meget indtryk af de fattiges elendige forhold; den har mere travlt med at lave sjov med det hele. Melodien er til gengæld så iørefaldende, at visen har overlevet i over halvandet hundrede år og er sunget af bl.a. Osvald Helmuth og Cæsar.