The Pogues i destillat

Shane MacGowan er en af vor tids absolut sidste romantikere. En mørk og kompromisløs kunstner, hvis første gave til musikfolket var da han stiftede musikkollektivet "Pogue Mahone" (gælisk for "kys mig i røven") i 1982. Den anden gave er, at han overhovedet stadig er i live og iblandt os, for The Pogues, som bandet hurtigt omdøbte sig selv, var i 1991 tvunget til at fyre ham for overhovedet at kunne overleve. Inden var Pogues' koncerter blevet legendariske, med en altid vaklende MacGowan med en vifte af halvfyldte glas med vodka og juice i armlængde omkring sit mikrofonstativ. Koncerter, der ikke mindst pga. MacGowans eminente sangskrivning og vrængende punkvokal med musikalsk sikkert afsæt i irsk folkemusik var tilløbsstykker, nu tydeligvis springende fra selve mytologiens kildestof.

Da MacGowan blev fyret var hans fortænder nærmest rådnet væk af druk og stoffer, og hans hud var så gennemsigtig og hvid som gammelt torskekød. Alligevel viste han sig at være større end bandet, der selv var nødt til at give op i 1996, ved allerede i 1994 at danne "Shane MacGowan and the Popes", hvis materiale viste sig at være overraskende godt, om end næppe lige så langtidsholdbart som den ægte vare. The Pogues og MacGowan blev genforenet i 2001, men kun for at turnere, de indspillede intet nyt.

Mesterværket blandt The Pogues' seks plader med MacGowan (de to uden taler vi ikke om) er så absolut If I should fall from grace with God (1987), med den fantastiske julesang og duet "Fairytale of New York" med Kirsty MacColl ("It was Christmas Eve babe / In the drunk tank / An old man said to me, / won't see another one / And then he sang a song"). Den sang alene er altid al bekendtskab værd, og resten er næsten lige så godt. Hvilket vil sige at resten ganske enkelt er eminent. Intet mindre.