Poker på kollegiet – og andre steder

Mit kendskab til det ædle pokerspil bygger primært på to kilder:
Dels de mange rocksange, der handler om poker og andre former for chancebetonet kortspil, dels en række herlige pokeraftener på Taarbæk Kyst Kollegiet, hvor jeg boede i 2 år, da kollegiet allerede var dømt til nedrivning.

I 1976-78 nød beboerne deres/vores tidsbegrænsede ophold på en eksklusiv adresse, som ingen af os næppe ville få mulighed for at købe os ind på senere i livet, men som altså i disse år husede en samling mere eller mindre excentriske kollegianere. Blandt disse var en lille flok ivrige kortspillere, som hyggede sig med poker og øl i de lune sommeraftener – dog aldrig med større indskud, end at selv en fattig studerende sagtens kunne tåle at tabe en hel aftens indsatser.

Siden dengang har Højesteret besluttet, at poker er et hasardspil og har af samme grund forbudt spillet (i foreningsregi); men som mange pokerspillere nok vil give mig ret i, kræves der ud over held også en god portion psykologisk sans, menneskekundskab, mod, strategisk kunnen osv. osv. for at vinde i poker. Som det da også fremgår af flere af rocksangene om poker og beslægtede hasarderede kortspil.

Five-card-stud
På Taarbæk Kyst Kollegiet blev der som regel spillet five-card-draw eller five-card-stud poker, og det er sidstnævnte variant af spillet, man møder i Bob Dylans forrygende ”Lily, Rosemary and the Jack og Hearts” (hvor hjerter knægt jo er et kort i spillet, men hvor han også har rollen som hjerteknuser i det ”virkelige” liv). Sangen stammer fra Dylans klassiker ”Blood on the tracks” (1975) og rummer massevis af eksempler på, hvordan en dygtig versmager med få ord formår at fremmane en helt håndgribelig atmosfære – som f.eks. i verset om pigerne, der spiller five-card-stud: ”Backstage the girls were playin´ five-card-stud by the stairs/ Lily had two queens, she was hopin´ for a third to match her pair/ Outside the streets were fillin´ up, the window was open wide/ a gentle breeze was blowin´, you could feel it from inside/ Lily called another bet and drew up the Jack of Hearts”. En formidabel sang med en fin lille indlagt poker-pointe.

Hvis man godt kan lide at høre om five-card-stud poker, er der rig mulighed for at få sin lyst styret i Townes van Zandts lange ”Mr. Mudd and Mr. Gold” (1972), som over 13 vers fortæller om to mænd i færd med et spil five-card-stud. Der er et særdeles højt tempo i sangen, så man skal holde ørerne stive for at følge med i handlingen, og samtidig er der masser af sjove ordspil og leg med billedsproget i teksten til van Zandts pokersang. Hør blot: ”They voted club the day´s commander/ gave him an army face and number/ all but the outlaw jack of diamonds (der var han igen!)/ and aces in the sky/ Well, he gave his sevens first instructions/ spirit me a game of stud/ stakes unscarred by limitation/ between a man named Gold and a man named Mudd”.

Hvordan spillet forløber, kan man så efterfølgende høre I en stribe vers, hvor heldet og spillelykken skifter side med jævne mellemrum, men hvor den ene af spillerne til slut sidder med hele gevinsten – og det er ikke nødvendigvis den spiller, man skulle have forventet ud fra navnene at dømme: ”Now, Mudd he checked and Gold bet all/ and Mudd he raised and Gold did call/ and the smile just melted on his face/ when Mudd turned over that diamond ace”.

Pokerspillet mellem Mr. Mudd og Mr. Gold slutter med, at Mr. Mudd stryger hele gevinsten med sit ruder es, og det er som regel også et godt kort at ligge inde med.
Den afsluttende knaldperle-effekt i Townes van Zandts sang giver mindelser om en anden sang om pokerspil, hvor spillet og de mennesker, der spiller det, indgår som metaforer i en flot sang om kærlighed, længsel og svigt: ”The Stranger song” af Leonard Cohen (1967). I denne sang møder man bl.a. kortspilleren, som blot venter på det helt rigtige kort (f.eks. ruder es?): ”Like any other dealer he was watching for the card/ that is so high and wild/ he´ll never need to deal another”. Men ventetiden kan godt blive meget lang: ”Ah, you hate to watch another tired man/ lay down his hand/ like he was giving up the holy game of poker”. En fin sang om poker – men naturligvis først og fremmest om mennesker og om deres indviklede relationer.

Poker som metafor
Det er et oplagt greb for en sangskriver at lade pokerspillet indgå i en sangtekst som en metafor – for tilværelsen, for en bestemt livsholdning, el.lign. – og det er der adskillige sangskrivere, der har gjort i tidens løb. En af de mest åbenlyst didaktiske af disse poker-som-metafor-for-livet-sange er skrevet af country-sangeren Kenny Rogers, hvis ”The gambler” fra 1978 netop fortæller om, hvordan man kan forvandle pokerspillets regler til deciderede leveregler.

Sangen fortæller i al sin enkelhed om, hvordan jeg-personen en dag møder en afdanket pokerspiller, som har gjort spillets regler til kompas for sin færden i tilværelsen: ”If you´re gonna play the game, boy/ you gotta learn to play it right”. Og så følger ellers pokerspillerens samlede livsfilosofi, komprimeret til et enkelt vers: ”You´ve got to know when to hold ´em/ know when to fold ´em/ know when to walk away/ and know when to run/ You never count your money/ when you´re sittin´ at the table/ there´ll be time enough for countin´/ when the dealin´s done”. Det lyder da enkelt og letforståeligt – selv om opskriften måske ikke gør lytteren meget klogere på det konkrete indhold i den anbefalede strategi.

En anden sang, hvor kortspillet bliver brugt som metafor for tilværelsen, er Gene Clarks bittersøde ”Jokers are wild”, som han synger sammen med Carla Olson på duet-cd´en ”So rebellious a lover” (1987). Sangen handler ikke nødvendigvis om poker, men om et kortspil, hvori der indgår jokere, og hvori jokerne trumfer alle andre kort. Symbolikken i sangteksten er ganske enkel, men ikke derfor mindre virkningsfuld. Jeg-fortælleren ser (naturligvis) sig selv som kongen i spillet, hans udkårne er (naturligvis) hjerter dame, og reglerne for spillet burde være helt indlysende: ”I always thought that the king takes the queen every time”.

Men her har spilleren glemt at regne med jokerne: ”You´ll lose a queen every time/ the jokers are wild”. Og når dronningen først er tabt, er der ikke megen fornøjelse ved efterfølgende at kunne brokke sig over, at den indtrængende hjerteknuser er et fjols, for slaget er tabt – selv om sangtekstens konge altså stadig ikke forstår, hvordan det kunne gå så galt: ”How can it be that a king lost a queen to a fool?” Ja, sådan er livet så mærkværdigt; men forhåbentlig kan sangtekstens ualmindeligt smukke indpakning i en dejlig melodi hjælpe med til at trøste den forsmåede konge.

Lad mig slutte dette lille causeri af med endnu et eksempel på en sang om hasardspil, hvor spillet bliver en spejling af det univers, hvori handlingen i sangen udspilles. John Phillips´ ”Me and my uncle” (1964) er nok bedst kendt med The Grateful Dead, men Phillips har også selv indspillet sangen, endda i flere versioner, hvoraf den ene faktisk har titlen ”Jack of Diamonds”, så referencerne til kortverdenen bliver helt tydelige. ”Me and my uncle” er en drabelig sang om spilleglade cowboys, der får sig et slag high-low-jack på et værtshus i Texas.

Nu går det så hverken værre eller bedre, end at cowboy-spillerne anklager fortællerens onkel for at snyde i spillet, men det skulle de ikke have gjort: ”I know my uncle, he´s as honest as me/ and I´m as honest as a Denver man can be”. Der opstår tumult ved spillebordet, og fortælleren og hans onkel flygter i forvirringen med spilleindsatserne; men ak, fortæller-jeg´et er desværre for onklen præcis lige så ærlig som ham selv, og det er ikke ret heldigt i den pågældende situation: ”I left him laying dead by the side of the road”.

En sjov og iørefaldende sang om hasardspil – som heldigvis ligger meget langt fra de spil, jeg selv deltog i i sin tid på Taarbæk Kyst Kollegiet.