Postmoderne folkrock fra amerikansk cowboy

Bill Callahan leverede en semisyret og semisløv søndagskoncert på Store Vega. Det tilbagelænede passede fint til tømmermænd, men trætheden trængte sig på i træge solopassager uden retning.

Anmeldelse: Bill Callahan, Store Vega, 9/2 2014. 

Egentlig lever Bill Callahan op til alle dyderne for en klassisk, amerikansk folkesanger. Hans stemme er et perfekt redskab for en historiefortæller, dyb og sprød som den klinger ud i rummet. Som en bassaxofon, der har lært at tale. Men intet er, som man forventer, når man lytter til den 46-årige sangskriver, der har udgivet plader i tre årtier.

Underoverfladen lurer det utrygge og det farlige. Hans sange bryder med den traditionelle forståelse af folkrock, men tager de velkendte fraseringer og guitargreb med ind i en dekonstruktionistisk dystopi, hvor guitarstøj, flænsende wah-wah-indspark og insisterende harmonika-soloer udgør et fragmenteret musikalsk kludetæppe. Det er beskidt og til tider larmende, og det står i kontrast til Danmark, som Callahan fra scenen fremhæver som pænt, rent og stille. Selv i de få melodiske ballader, der bygges på et grundlag af smuk musikalitet, gør Bill Callahan sig umage for at bryde med det pæne og med forventningerne.

Hans tekster er både personlige og rettet mod det omgivende samfund, som han fremskriver til en forestående undergang.

Det forvirrende ved den sene søndagskoncert var disharmonien mellem musikkens fandenivoldskhed og den tilbagelænede attitude på scenen, hvor Bill Callahan var den eneste af de fire, der stod oprejst. Og selv han var ikke i stand til at give de intense sange et matchende fysisk udtryk på scenen. 

Bill Callahan har ladet lidt af cowboyromantikken leve, og med sit bolo tie om halsen synger han om kvæget på markerne i ”Drover”, bourbonflaskerne i baren på ”Seagull” og om at føle sig hjemme på ”Small Plane”. Men hele tiden ligger uvejret af tordentunge guitarbrøl, orkanvilde harmonikahyl og jordskælvsrystende baggrundsstøj og bryder med de smukke numre, man kender fra Dream River.

Og ærgerligt for helhedsindtrykket er det, at Bill Callahan forsøger at spille et lidt for stort spillested op, selvom hans ansigtsudtryk fortæller, at han er i humør til det afdæmpede og døsige, som det forventningsfulde publikum sagtens kunne have håndteret.

Lidt af det formåede Bille Callahan dog at give på de to ekstra numre, der blev spillet med en slags lettelse og frihed, der rundede den lange koncert fint af.