dummy

Povl Dissing indtog Århus

7-05-2013
Kenth Kjeldgård Nielsen
Anmeldelse

Det var torsdag d. 2. maj. En stor del af den musikalske opmærksomhed i Århus var vendt mod den forestående SPOT-festival. Den festival der især har fokus på nye fremadstræbende bands og solister. Men der var også koncert i Stakladen, Studenterhus Århus. Med Povl Dissing m. band. Det vil nok være decideret forkert, at sige, at Povl Dissing er ny. Fremadstræbende? Måske. I hvertfald har han for nyligt rundet de 75, men det er ingen hindring for at levere et kanonshow. Det er rock, det er blues - det er Dissing.

Med et særdeles velspillende band, bygget op omkring sønnerne Jonas (guitar, mundharpeharpe) og Rasmus Dissing (keyboard, kor) samt Las Nissen (guitar) leverede Povl Dissing sine klassikere i nye, spændende og rockende udgaver. Foruden de førnævnte musikere bestod bandet af Nikolaj Storr (bas), Jesper Elnegaard (trommer) og Dan Hemmer (orgel).

Som led i 25 Minutter Endnu-turneen, der faktisk startede sidste år er det mindre end et år siden, at Dissing sidst besøgte Stakladen, Studenterhus Århus. Dengang var det også kanongodt. Måske havde det et overraskelsesmoment indbygget, at det var så rocket... Kunne de holde dampen og gejsten igen i år? JA!! Kort og godt. Man kan vel nærmest kalde det en "greatest hits"-tur. Og så alligevel ikke. Dissings bagkatalog er så stort og mangeartet at det vil være omsonst at skulle levere dem alle på de ca. 2 gange 60 min. vi fik. Hovedvægten var lagt på det tidlige materiale. Der var bud på sange fra "Nøgne Øjne", som i sin tid blev indspillet med The Beefeaters, og med tekster af Laus Bengtsson. Der var Thøger Olesens danske tekster til Den Grimmeste Mand i Byen og naturligvis skulle vi have de 25 minutter endnu. Hesten fra mor blev også trukket af stalden og vi skulle da heller ikke snydes for den smertelige historie om Lille Anna.  Las Nissen brilierede med nogle fremragende soli undervejs. Den mand kan spille guitar. Og det hele gik på fornem vis op i en højere enhed, hvor virkemidlerne i sangene i høj grad var baseret på blues og country. På den fede måde, uden at det blev for meget.... At sangene så derudover blev kædet sammen med små - til tider selvironiske - anekdoter var kun yderligere en gevinst. Alt sammen bliver flot dokumenteret på det nye live-album Dissing Live 25 min. endnu 2013.

Povl Dissing m. band. Alt i alt en uforglemmelig oplevelse, der vidner om at den gode sang, den gode fortolker og naturligvis den gode musiker altid har sin berettigelse. Uanset hvad dåbsattesten siger.