Primaternes legeplads

Gorillaz, Orange Scene 01.07.2010

Hvordan kan et tegneserieband spille live? Man fylder scenen til bristepunktet med spillevende musikere og leverer et orgie af sanseindtryk for både øje og øre.

Syv søde strygerpiger med matroshatte. En blæsersektion, der vugger i knæene. To rappere, der drøner frem og tilbage og kaster håndtegn. The National Orchestra for Arabic Music. Bobby Womack, der ligner en rar gammel bedstefar i undertrøje lige indtil han åbner munden og afslører hvorfor han kaldes soullegende. Og som et solidt fikspunkt Paul Simenon, den gamle Clash-bassist. I stribet trøje, læderjakke, skipperkasket og opsmøgede jeans lignede han Marlon Brandos Wild One til søs, og sørgede for solid bund og sammenhæng i den til tider ufokuserede koncert.

Skipperen himself Damon Albarn var her, der og alle vegne. Are we the last living souls, råbte han desperat  – men lyste af oprigtig spilleglæde og taknemmelighed for den varme modtagelse, måske ovenpå den lunkne omgang på Glastonbury-festivalen ugen før. Albarn og co. er for alvor trædt frem foran det tæppe, de ved tidligere Gorillaz-koncerter har spillet bag som et skyggeorkester. I stedet er det nu de fire virtuelle bandmedlemmer 2D, Murdoc, Russell og Noodles, der er forvist til et liv som baggrundsvisuals i Jamie Hewletts streg. Og godt det samme, for med mindre man stod direkte foran scenen, fik man kun glimtvis den del af showet blæst op på storskærmene.

Sangene fra det seneste album "Plastic Beach" fungerede i det store og hele ok på grund af de talrige gæster; især Bobby Womacks "Stylo" og "Cloud of Unknowing". Stærkest stod dog numrene fra mesterværket "Demon Days", hvorfra vi fik både "Last Living Souls", "Kids With Guns", "Dirty Harry", "Dare" og "Feel Good Inc". Og som kronen på værket, naturligvis gennembrudshittet "Clint Eastwood".

Alt i alt formåede Albarns abegilde også i levende live at udfolde den særegne blanding af genremix, verden som lydtapet, melankoli og fest på afgrundens rand, der er Gorillaz’ univers.