Genrer
Professor Longhair: New Orleans piano
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 220
New Orleans er en af musikkens helt store byer. Især er byen kendt for sit jazz-liv, og der er da en hel genre ved navn New Orleans jazz. Meget samme stemning og æstetik har bluesmusikken derfra, og den største musiker indenfor genren New Orleans Blues må nok være Professor Longhair. Longhair spillede klaver, og det er også det vigtigste element i hans musik, hvorfor en af hans mest populære plader da hedder New Orleans piano. På denne plade, der reelt er en opsamling, finder man alle singler og B-sider, Longhair lavede for pladeselskabet Atlantic, og det bliver altså til 16 numre i alt. Da visse af b-siderne er alternative udgaver af sange, der i forvejen er på pladen, gør det at tre sange optræder på pladen i to udgaver. Så i alt er der faktisk kun 13 forskellige sange, men det er stadig en net sum, og Longhair er trods alt en dygtig pianist
Professor Longhair er foruden sine evner på klaveret nok især afholdt grundet sin personlighed. Den er meget fremtrædende i hans stemme. Han lyder godt og grundigt skør, og det giver sangene meget kant, for teksterne såvel som vokalharmonierne er ikke noget særligt set med nutidige øjne. Hans vokale præstation kan man tydeligt høre ekko fra hos senere New Orleans-musikere som Dr. John og Huey “Piano” Smith eller Fats Domino, der også alle er stolte pianister, og det er nok fordi stemmen er så markant. Især hans skrigen på "Tipitina" er bare skøn. Hans stemme er, såfremt du kan lide genren, nok det, der vil få dig til enten at hade eller elske ham, for den er ikke køn på traditionel vis. De fleste bør dog kunne blive enige om, at hans klaverspil er imponerende. Hvis klaveret var spillet af en anden, ville sangene nok føles mere tomme og begivenhedsløse. På "Who’s been foolin’ you" formår han at spille en klaversolo samtidig med, at en saxofonsolo er i gang. Og det lyder faktisk godt.
Saxofoner hjælper også til med at peppe det lidt op, så det ikke bliver så kedeligt, som jeg føler at meget af den tids bluesmusik godt kan virke nu til dags. Man mærker, at han er påvirket af byens jazz-liv, og på klaveret tager han mange elementer fra rumba. Ja, der er endda et nummer, der hedder "Longhair’s blues-rhumba". Det er samtidig et af de mest jazzede numre, da det er 3 minutter langt og delvist fokuserer på en saxofonsolo. Da der er to udgaver af tre af sangene, kunne det let føles ensformigt, når de kom for anden gang. Men sådan er det faktisk ikke. De to forskellige udgaver af "Mardi Gras in New Orleans" er placeret så langt fra hinanden, at man nærmest ikke bemærker det, og der er også mærkbare forskelle på de to numre, og jeg har svært ved at sige hvilken udgave, jeg foretrækker. "She walks right in" er efter min mening et ret svagt nummer, og jeg forstår ikke, hvorfor det er et af hans mest populære, så jeg kunne sagtens have nøjedes med en enkelt udgave. Det underligste er dog, at jeg godt kan lide at have to udgaver af "Tipitina" placeret lige efter hinanden, og så i starten. Det føles mere som at høre en lang udgave af sangen end at høre den to gange. New Orleans piano er en virkelig stærk opsamling, som bare må være guf for større blues-entusiaster end mig.