"Pure Audio" - den sidste krampetrækning for fysiske musikmedier?

Ingen ved hvordan fremtidens distribution af musik og film vil foregå. Hvad bøger angår har jeg aldrig hørt nogen give udtryk for at foretrække e-bøger frem for bøger af papir, man "vil gerne holde en rigtig bog i hånden", og man "bliver træt i øjnene af at læse på en skærm". Fordelene ved e-bøger vil dog givetvis betyde at disse over tid vil æde ind på den fysiske marked, ikke mindst hvad angår opslagsværker og faglitteratur. Mindre klart er forholdet mellem musik og film distribueret på plasticskiver, kontra distribution ved streaming og download. Her er det nok oftest old schoolers som undertegnede der lægger vægt på oplevelsen af at eje (en kopi af) et værk i skiveformat. Jeg ville aldrig forlade mig på en købt "samling" der ligger hos en udbyder et eller andet sted, og som i princippet kan forsvinde ved ændringer i licenser og kontrakter, eller måske værre endnu - kan blive genudsendt i nyt, popsmart format uden tanke på historien og autenciteten. The Beatles genskabt for et ungt publikum med rytmerne helt i front, nu remixet med vokalerne centreret, og charmerende småfejl retoucheret væk? Man må gyse.

Først og fremmest vil jeg have min musik leveret i en form som andre ikke kan tage fra mig eller ændre. Dernæst vil jeg have den i et mere tidssvarende format end cd'en med snart 32 år på bagen gør muligt. Audiofilformaterne dvd-a og sacd, der egentlig var hi-fi-branchens bud på afløsere til cd'en, endte i kølvandet på mp3-revolutionen efter årtusindskiftet som ekstremt marginale nicher for et meget lille publikum der går mere op i god lyd end i fleksibilitet. Ingen ved deres fulde fem ville i dag forsøge at lancere et audiofilt, discbaseret format til et ungt publikum. Dette løb er kørt, men den fortsatte eksistens af dvd-a og sacd er alligevel opmuntrende, for så vidt at der har vist sig at være et bæredygtigt marked for højopløst musik (dvs. højere end cd'ens 16 bit/44,1 khz), evt. i surround.

De to formater har i kraft af at forudsætte anskaffelse af kompatibel hardware til afspilningen i sig selv været belagt med et ægget-eller-hønen-handicap: Hvordan får man folk til at skifte til et format de enten ikke har hardware eller software til at kunne få glæde af? Det er her at Blu-Ray-formatet kunne bringe flere dedikerede lyttere ind i folden. Ganske almindelige video-Blu-Rays kan bruges, og er blevet brugt til, lydudgivelser, f. eks. den fremragende Blu-Ray-version af Steven Wilsons Grace for drowning-album. Har man udstyr til at se Blu-Ray-film er man også potentielt køreklar til musikudgivelser baseret på de dertil hørende lydformater.

Alligevel er branding og markedsføring en forudsætning for etableringen af et egentligt marked for lydudgivelser i høj kvalitet, og der er således inden for det seneste år er kommet to nye formater på markedet under rubrikken "Pure Audio". Det ene, som bl. a. pladeselskabet Universal står bag, er hfpa (High Fidelity Pure Audio), mens Blu-Ray Pure Audio tæller bl. a. gammelkendte navne som Decca og 2L, det norske højkvalitets-label for klassisk musik. Begge formater baserer sig på den velkendte Blu-Ray-disc og kræver ikke investering i nyt udstyr, og begge kan afspilles uden navigation via en menu på tv-skærmen. Den eneste "video"-information disse discs indeholder er da også et stillbillede der viser numre og lydformater.

Udvalget er for nuværende beskedent, men inkluderer dog flere oplagte klassikere, fra rockverdenen bl. a. John Lennon: Imagine, Derek & The Dominoes: Layla, The Velvet Underground: The Velvet Underground & Nico, Nirvana: Nevermind; Elton John: Goodbye Yellow Brick Road og endda Sex Pistols: Never mind the bollocks.

Foreløbig har jeg selv kun anskaffet mig en enkelt titel, nemlig Genesis' legendariske 1973-album . Dette er vist fjerde eller femte gang jeg har købt dette prog-mesterværk, idet jeg nu ejer det på lp, original cd (muligvis), remastered cd, og re-remastered cd/sacd-hybrid. Pure Audio-udgaven er i øvrigt blot en genudgivelse af sacd-versionen fra 2007 og lyder for mine ikke helt audiofile ører fantastisk, men er desværre som gruppens andre albums fra 2007-sættet blevet udsat for det der kaldes "loudification" eller "brickwalling", dvs. albummet er blevet et offer i den såkaldte loudness war, et udtryk der refererer til en kunstig udglatning af dynamikken. Fænomenet hærger på de fleste udgivelser i dag, og hænger sammen med at musiklyttere erfaringsmæssigt ved lytning til to numre vil synes bedst om det nummer der er "højere" end det andet - heraf "krigen", idet markedet som konsekvens heraf vil tendere hen imod musik der bliver mere og mere homogent "kraftig", på bekostning af det naturlige ånderum mellem dæmpet og kraftig der kendetegner ægte musik. Dette siger selvfølgelig ikke noget om kvaliteten som sådan af Pure Audio, men illustrerer blot at højt kvalitetspotentiale ikke i sig selv får pladeselskaberne til at stræbe efter "high fidelity" i remasteringen af værker til det nye format.

Mærkerne er blevet mødt med udbredt skepsis af garvede musik- og it-skribenter der har set diverse formater komme og gå, men i modsætning til f. eks. den historiske kamp mellem videoformaterne VHS og Betamax i 1980'erne (hvor jeg traf det forkerte valg og satsede på det teknologisk overlegne Betamax), vil jeg hævde at den teknologiske udvikling langt hen ad vejen har gjort spørgsmålet om discformater og teknologisk kompatibelt udstyr irrelevant for den engagerede forbruger. Jeg ved ikke hvordan mulighederne ville være i dag for at få repareret min gamle Sony Betamax video (der kostede omkring 18.000 kr. i 1984), men jeg kan fortælle så meget at da jeg sidste år skulle have serviceret min Sony kassettebåndoptager blev jeg af Sony selv henvist til en privat hi-fi-reparatør. De selv tog sig ikke længere af dette format. Dette har altid været et skrækscenarie - at brænde inde med en samling af medier der ikke længere kan afspilles.

I dag er det imidlertidig sådan at stort set alle lyd- og videoformater kan rippes til filer i formater der kan håndteres af moderne pc-udstyr, streamingbokse, Blu-Ray-afspillere osv. En markant undtagelse er sacd, der er belagt med en særligt genstridig kopibeskyttelse. Det har ikke noget med piratkopiering at gøre, men er man en nogenlunde velorienteret og mageligt anlagt medieforbruger, er plastikskiver bare soooo 20th Century. Musikken skal da over på ens NAS, dvs. netværksforbundne harddiskstation, hvor tilgangen til værkerne bliver langt nemmere og mere fleksibel. Sacd er i denne forbindelse en irriterende undtagelse, også fordi man ikke umiddelbart kan lave backups af ens dyrebare samling (der findes en udvej som dog kun er de færreste forundt: Ved hjælp af en bestemt, tidlig udgave af Sonys Playstation 3 der ikke har fået sin firmware opgraderet over et vist trin, kan man faktisk rippe sacd-udgivelser til filformat).

Alle andre formater end sacd lader sig umiddelbart rippe: Cd, dvd, dvd-audio og blu-ray bliver således kun de formater man køber musikken eller filmene i. Herefter kan man afspille dem som man lyster, og behøver ikke at bekymre sig om reparation og nyanskaffelse af nødvendig formatbundet hardware. Derfor er kritik af Pure Audio som set i artikler som bl. a. Editorial: High Fidelity Pure Audio starting a noble but losing battle og The High Fidelity Pure Audio Disc: The Stillborn Format måske faktuelt korrekt, men strengt taget irrelevant for mig som musikforbruger. Jeg ved godt at der aldrig vil komme en discbaseret højkvalitetsafløser for cd'en, men man kan i stedet se på hvad det er vi så har i dag: På den ene side et gigantisk katalog som f. eks. Bibzooms som man kan gå på opdagelse i uden risiko, og hvis noget af det man hører tiltaler en i særlig grad kan man købe det som minimum i cd-kvalitet til evig arv og eje og afspilning på alle platforme. Læg hertil en vifte af nicheformater der tilbyder et ganske vist beskedent udvalg i høj opløsning eller surround som også (altså med sacd'en som undtagelsen) kan transporteres frit over alle platforme uafhængigt af proprietært hardware, og vi ender alt i alt med noget ganske andet end den situation jeg voksede op med, hvor man tog en risiko med køb af et par lp'er om måneden. Man kan i dette perspektiv sagtens se glasset som mere end halvt fuldt. Min interesse som forbruger kan opsummeres som udvalg, kvalitet og portabilitet. Ikke som "one format to rule them all", noget vi lige så godt kan henføre til en mytologisk fortid.