Genrer
Quicksilver Messenger Service: Happy trails
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 189
I slutningen af 1960’erne blev rockmusikkens muligheder udforsket i grader, der er svære at sammenligne med nogen anden periode. Rockmusik markerede sig nu som noget, man i lige så høj grad som jazz og klassisk kunne tage seriøst. The Beatles var selvfølgelig en stor del af dette, godt hjulpet af navne som The Velvet Underground, Frank Zappa, The Beach Boys og Captain Beefheart. Et af de mere ukendte bands, der udfordrede rockmusikkens konformitet, var Quicksilver Messenger Service, der lavede en finurlig afart af psykedelisk bluesrock. Deres hovedværk var livepladen Happy trails. Hvad er så specielt ved denne plade? Jo, hele a-siden er et cover af en sang, der oprindeligt var 2½ minut lang, nemlig "Who do you love" af Bo Diddley. Dette cover er delt op i forskellige undersektioner med titler som "When you love", "Where you love", "How you love" og "Which do you love". Hver gang sangen skifter navn, betyder det stort set, at en ny solo begynder, og når den i starten og slutningen blot hedder "Who do you love", så får vi vokal med noget, der ligner vers og omkvæd.
Hele denne "Who do you love"-suite er en spirituel og følelsesmæssig rejse fra én udgave af en sang til en anden. Det sker enormt smukt og gnidningsfrit, ja, man lægger knap nok mærke til, hvor anderledes sangen i grunden er. Den er rodet og grim, og stemmerne lyder kraftigt berusede. Min yndlingsdel er nok "Where you love", en i starten ret stille sektion, der åbenbart skulle være fuldkommen improviseret. Især med dette taget i betragtning er den utrolig spændende. Det er som en tikkende bombe, parat til at eksplodere, og når den så gør det, går den amok med klappelyde, intens walking bass og syret latter og råben. Hele suiten er fænomenal, og det er dejligt upoleret. B-siden består af fire sange, "Mona", der også er et Bo Diddley-cover, "Maiden of the cancer moon", "Calvary" og "Happy trails". "Mona" er god til at fortsætte, hvor "Who do you love" slap, da vi jo har at gøre med samme sangskriver i endnu en besynderlig syre-fortolkning. Det er en fin udgave, og den baner ret så flot vejen for resten af B-siden, der ligesom A-siden kører med overgange mellem hvert nummer.
"Maiden of the cancer moon" er et kortere, instrumentalt nummer. Et eventyrligt stykke, der kommer føleslesmæssigt og musikalsk vidt omkring, og det er dynamisk som bare pokker. Alligevel føles det mest af alt som en intro til nummeret, der kommer bagefter, "Calvary", og det er synd, for "Maiden of the cancer moon" er også et pragtfuldt nummer, men det skyldes nok, at pladens generelle niveau er så højt, og at "Maiden" er lidt kort i forhold til resten af pladen. Den 13 minutter lange "Calvary" vil dog stå klart frem hos alle lyttere. Hvis noget på pladen er en rejse, er det dette nummer. At toppe suiten fra side 1 er svært, men Quicksilver Messenger Service gør det sgu. Det er svært at hive fat i alt det, der sker, for der sker så frygtelig meget, og man bør opleve det selv. Pladen skifter til sidst fuldkommen stil med et kort cover af "Happy trails", en country-sang, der stammer fra The Roy Rogers Show. Det er antiklimaktisk, ja, men som sådan vældig morsomt, for det står i virkelig i kontrast til alt andet på pladen, og så tager den endda navn efter dette nummer. Og sådanne finurligheder er med til at gøre albummet til et overset mesterværk.