Genrer
Radiohead: The bends
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 110
Radiohead er et af mine yndlingsbands. Jeg ville ikke tøve et sekund med at udnævne deres album Kid A til den bedste plade, jeg nogensinde har hørt. Kid A er en eksperimentel, elektronisk plade, og dens forgænger OK computer var ligeledes en kunstnerisk, innovativ plade, her med udgangspunkt i rock. Deres to plader inden denne var mere typiske, tilgængelige rockplader uden så storstilede koncepter. Den første, Pablo honey, er bortset fra nummeret "Creep" en lettere forglemmelig affære, men efterfølgeren, The bends fra 1995, tager 90’ernes guitarrock- og britpop-lyd til helt nye højder. Deres sangskrivning er konsekvent stærk, faktisk er alle numrene enormt stærke. I forhold til på f.eks. OK computer er der mere fokus på de individuelle numre end på pladens helhed, men som helhed fungerer den alligevel rigtig godt, bl.a. på grund af det høje kvalitetsniveau. Når man hører sange som den forvrængede "My iron lung", den ængstelige "Street spirit (Fade out)" eller den depressive "Fake plastic trees" har de så mange musikalske lag og så meget følelsesmæssig kompleksitet, at sammenhængskraften ligger deri.
Der er også en naturlig progression i albummet. Det bevæger sig fuldkommen gnidningsfrit mellem forskellige følelser og lydbilleder, hvilket Radiohead i mine øjne er mestre i. Hele den rejse, man kommer på fra den æteriske start på "Planet telex", der så udvikler sig til en manisk rocksang med kraftig distortion, til den storladne melankoli på "Street spirit (Fade out)", det er en række smukke op- og nedture i den menneskelige angst. Hele tankegangen fra "Creep", altså “I’m a creep, I’m a weirdo”, “I don’t belong here”, “I wish I was special”, er som sådan ikke ændret. Udtryksformen er dog blevet mere nuanceret og poetisk, og man føler for alvor hvor dissocieret, Thom Yorke føler sig. Det er dog synd at give Yorke hele æren for albummets følelsesmæssige indhold. Sangene er alle skrevet af bandet som helhed. Pladen er ét langt samarbejde mellem musikerne om at ramme de helt rigtige stemninger. Selvom guitaren i versene til "Bulletproof … I wish I was" er meget simpel, ville sangen på ingen måde være nær så hjerteskærende, hvis han ikke havde spillet med så meget inderlighed.
Sangskrivningen er gennem hele pladen fuldkommen genial. Sangenes opbygninger er kreative, og alt går bare op i en højere enhed. De er dynamiske og mindeværdige, og de byder på så mange interessante ideer, at man altid kan dykke ned i nummeret en ekstra gang. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg har hørt den et utal af gange, og langt størstedelen er jeg ikke den mindste smule træt af. Nogle af de numre, jeg også ofte har hørt udenfor pladens kontekst, står endda stadig ud som nogle af højdepunkterne, såsom "Fake plastic trees" og "Street spirit (Fade out)". Selv de mere oversete numre, såsom "Bones", "Nice dream" og "Sulk" er værd at vende tilbage til igen og igen. Jeg kan virkelig ikke sige nok gode ord om The bends. Jeg synes, pladen fra ende til anden er helt og aldeles fænomenal. Den er så god, at jeg endda synes, den er bedre end OK computer, og jeg ville nok også sige, at det er et bedre sted at starte sit forhold til Radiohead. Uanset hvad kan pladen altså anbefales varmt, og jeg skal nok give den adskillige gennemlytninger igen i fremtiden.