Genrer
Radiohead: OK computer
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 162
Mit yndlingsalbum er Kid A af Radiohead. Hvert eneste sekund af den plade er bare fuldkommen genialt. Radiohead er i det hele taget et af mine yndlingsbands, og deres album OK computer fra 1997 er ligesom Kid A fyldt med genialiteter fra start til slut. På OK computer er lyden mere rockpræget end på den elektroniske Kid A, men teknologi spiller stadig en stor rolle. Der er mange elektroniske lyde på diverse numre, selvom guitar, bas og trommer dominerer. Sangene har da også titler som "Paranoid android" og "Subterranean homesick alien", og der er en klar science fiction-lyd på et nummer som "Fitter happier". Der er dystopiske visioner om et karma-politi, der skal arrestere en mand for at tale for meget om matematik eller en pige for at have en frisure som Hitler. Selvfølgelig menes det ikke så bogstaveligt, karma-politiet fra "Karma police" er ikke et egentligt politi, men de repræsenterer rettere hele konceptet karma. Min pointe er, at fortællemåden gør det hele meget grumt, men der er stadig stil over det, især med den mørke lyd, der er til stede.
Radioheads sangskrivning er meget progressiv. De er ikke gået efter at lave fængende, sange, du vil synge i ugevis, selvom et par af numrene – "No surpises" og "Karma police" – er sådan. De vil levere en varieret oplevelse, der kan røre dig dybt inde. De får lytteren til at føle sorg, tyngde, frygt, hævngerrighed og vrede. Det er spredt flot ud på pladen, så hvert stemningsskift virkelig kan ramme dig dybt. Den progressive sangskrivning sørger også for at gøre numrene varieret i opbygning. Det nummer, der er mest berømt for denne progressive opbygning er "Paranoid android", der da også gør det fremragende og ubesværet. Nummeret er en af rockhistoriens helt store kompositioner, hvis du spørger mig. Men der er få sange, hvor man kan udpege stykker, der udgør egentlige vers og omkvæd. De er der, men der er ikke særlig mange. Og når de er der, fungerer deres simplicitet ofte til at understøtte en pointe, f.eks. på "No surprises". Den kører ikke decideret med en vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, men dens opbygning er stadig ret simpel. For som den siger, der er ingen overraskelser. Dette kører forsanger Thom Yorke ud i et stadie af ørhed, og det er rigtig smukt.
Lyden på OK computer er meget dynamisk. Det ene sekund har vi elektronisk simplicitet som på "Fitter happier", og pludselig kommer en voldsom rockguitar på "Electioneering". Et nummer som "Let down" er inspireret af Phil Spectors Wall of Sound-teknik, og er dermed meget kompakt i sin lyd, mens "Exit music (for a film)" starter uden meget andet end en akustisk guitar og en svag synthesizer. Denne synthesizer bliver dog stærkere, som nummeret kører fremad, og der kommer bas og strygere på til sidst, der næsten får det til at lyde som trip hop. Denne sangs klimaks kunne sagtens være grundlaget for hele Muses karriere. Numrene arbejder flot sammen om at skabe en helstøbt oplevelse, der bliver ved med at engagere lytteren. Numrene bliver aldrig kedelige, selv hvis de er langsomme, og de mister heller ej fokus, selv hvis de bliver hårdtslående. OK computer er det bedst bedømte album på hele RateYourMusic, den er altså nærmest musikkens svar på The Shawshank redemption. Helt galt på den kan jeg næppe være, når jeg siger, at OK computer er et mesterværk.