Genrer
Rage Against the Machine: Rage Against the Machine
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 368 på listen.
Rage Against the Machine var et af de første bands, der gjorde rap metal populært. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, og det skal jeg vel, må jeg sige, at rap og metal ikke er genrer der er blevet blandet specielt godt så ofte. Men de er langt bedre end Limp Bizkit, Hollywood Undead eller Crazy Town, og det beviste de så sandelig med deres debutplade, der simpelt nok også hed Rage Against the Machine. En af de mange ting, der gør dette til en langt bedre plade end stort set alt andet rap metal, er at musikerne er vildt dygtige. Brad Wilk er en rigtig fed, energisk trommeslager, der tilføjer virkelig meget energi til musikken. Han bliver overgået af bassist Tim Commerford, der med sine funkinspirerede basgange gør sangene meget sjovere, og de er som taget ud af en Stevie Wonder- eller George Clinton-sang, så gode er de. Guitarist Tom Morello er dog pladens store stjerne. Han gør så sindssyge ting på guitaren, at man har lidt svært ved at fatte, at der kun er en enkelt guitarist. Hvis noget andet element i musikken skulle kede dig, kan du bare fokusere på Tom Morellos guitar, for der sker næsten hele tiden en hel masse.
Jeg har dog virkelig ingen anelse om, hvorfor resten af albummet ville kede dig. Der sker hele tiden noget nyt, og der er meget variation i både tempo og lydstyrke. Apropos lydstyrke, er det bare om at skrue godt op for det her album, for ellers misser du virkelig noget. De fyrer den virkelig af, og det bliver aldrig trættende. De forstår at give dig støj i store mættede doser, og så skruer de lige lidt ned for en stund, hvorefter de går i gang igen for fuld skrue. Man er altid tilfreds med det, man får, men man får aldrig for meget. Forsanger Zach de la Rocha rapper skrigende og irriteret om gruppens politiske holdninger, og der ryger også nogle flotte metaforer ud af munden på ham. Det gør det til en virkelig levende plade, og man får mere ud af teksterne end man får fra den sædvanlige punksang. Derudover er sangene bare godt gammeldags fængende. Man kan ikke nynne nogen af sangene, men man får lyst til at skråle højlydt med. Og når der ikke er vokaler på, headbanger man gerne en smule.
Strukturelt sker der faktisk langt mere, end man ville tro på Rage Against the Machine. Hvis sangene udviklede sig mindre, ville man nok også blive ret træt af dem, da lyden er ganske ensartet hele vejen igennem, men der kommer rigtig ofte et eller andet, man slet ikke forventede. Om det så er nedskåret instrumentation, en guitarsolo, et break, et skift i melodi eller tempo, eller noget helt femte, så gør det, at jeg som lytter har lyst til at lytte videre. Og der er ikke et eneste nummer på pladen, der falmer blandt resten. Vi har at gøre med nogle af 90'ernes allerbedste metalsange her, og de arbejder også godt sammen om at skabe en storlsået helhed. Der er utrolig lidt i vejen med denne plade. Hvis du kan lide heavy metal, så er Rage Against the Machine stadig en virkelig frisk, energisk og kreativ plade, som jeg let kan anbefale. Hvis du ikke er til metal, kan jeg dog ikke love at den vil ændre din opfattelse af genren, men gruppen minder trods alt ikke så meget om de klassiske metal-bands, så jeg ville nok sige, at du bør give et par af numrene en chance alligevel.