Genrer
Ramones: Ramones
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 33
Jeg tror, jeg har sagt det før, men det legendariske punkband Ramones var ikke just de store tekniske virtuoser. At de i dag huskes som nogle af de helt store i genren kan have noget at gøre med, at de var på det rette sted på det rette tidspunkt. Alle sangene på deres eponyme debutalbum fra 1976 er ufatteligt simple i struktur, de drejer sig om få, meget ensartede riffs, og forsanger Joey Ramone befinder sig ofte et sted mellem at mumle og rent faktisk at synge – dog stadig uden en tone i livet. Det er ikke en stilart, der er svær at genskabe, og mange har da også forsøgt gennem tiden, ofte med lidt ekstra tilsatte ingredienser. Sammenlignet med de over 40 år, punken sidenhen har udviklet sig, kan det første Ramones-album derfor smage lidt af hvidt brød uden pålæg. Genren er skåret ind til benet. De har ikke meget at arbejde med, og med det taget i betragtning er det egentlig en overraskende solid skæring. Albummet starter med en af gruppens stærkeste sange: "Blitzkrieg bop". Det er et energisk track, hvor de viser, at de kan lave inficerende melodier, markante hooks og endda et par øjeblikke, der viser, at de ikke er helt blinde for sonisk dynamik.
Sangskrivningen er tit inspireret af 60’er-musik, og trods gruppens skramlede lyd drejer det sig ikke om garagerock. Derimod er der klare referencer til radiovenlige popgrupper som The Beach Boys og Herman’s Hermits. Dette høres både i motiver i vokalmelodien, direkte lyriske referencer og mest forunderligt i diverse forsøg på at gengive deres inspirationskilders flotte vokalharmonier – spektakulært nok uden, at der rent faktisk harmoniseres. Ramones var tydeligt bevidste om, at de ikke var verdens mest komplekse band, så heldigvis er de gode til at stoppe mens legen er god. Den længste sang på albummet er knap tre minutter, og de fleste sange befinder sig lidt over eller under de to minutter. Det er et godt artistisk valg, for deres simple sange kan ikke holde til meget mere. Ligeledes er deres stil ikke særlig varieret, så heldigvis holder albummet sig til blot 29 minutter. På den måde holder de deres charme ved lige, også selv om man skal igennem 14 sange af ret varieret kvalitet. Med det sagt, så er det en ret monoton oplevelse, og tit har jeg svært ved at skelne det ene riff fra det andet.
Der er dog nogle tracks, der stikker ud. Joey Ramones faux-britiske snak-sang på "Beat on the brat" er ganske fornøjelig, og instrumentalt er nummeret i den mere diskrete ende. "Judy is a punk" er en af de stærkere melodier, og dens håndklap er også en nydelig detalje i et ellers hovedsagelig unuanceret lydbillede. "I wanna be your boyfriend" er noget så simpelt som en oprigtig kærlighedssang, og den er en af de langsommere sange på albummet – den er lidt kikset, men den har karisma, og det ville være forfriskende med flere sange af dens støbning. Den fandenivoldske "Now I wanna sniff some glue" er også underholdende, og de gør endda noget så vovet som at lade Joey synge et par linjer, hvor den eneste instrumentation er hi-hatten. Alle disse sange er på første halvdel af albummet, og desværre er anden halvdel en mere mudret oplevelse. De bedste øjeblikke er der, hvor jeg tydeligst kan mærke deres 60’er-inspiration, da det til stadighed adskiller dem fra mange af deres efterfølgere – såsom deres cover af Chris Montez’ "Let’s dance" eller falsetten på "I don’t wanna walk around with you". Dampen siver dog desværre ud af albummet, og det er synd, for på sine bedste punkter er Ramones faktisk en glimrende punkplade. De mere middelmådige numre ender bare med at fylde en tand for meget.