Genrer
Ramones: Rocket to Russia
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 105
Da punkmusikken opstod sidst i 1970’erne var der et navn, der markerede sig som det vigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Ramones tog ikke sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Det var endda både deres hidtil længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er simpelt konstrueret, ganske hurtige og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten populære. Rocket to Russia er stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?
Man kan fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Musik, der er så umiddelbar, rammer lytteren direkte. Teksterne er også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones ret gode til at skabe variation på et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede "I don’t care", den lystige "Rockaway Beach", den ængstelige "I wanna be well" og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af "Surfin’ bird" af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Trods de tunge temaer på visse af sangene, f.eks. "Teenage lobotomy" og "Why is it always this way", formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med teknisk dygtige musikere eller komponister.
Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange, og det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har alle dage været et problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på "I don’t care". Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af "Do you wanna dance" gør ikke meget udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. De færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.