Raye forvandlede Royal Arena

Mange kritiserer Raye for at prøve at efterligne Amy Winehouse, men hvis man spørger mig, er det kun et kompliment. At en nutidig artist overhovedet kan nævnes i samme sætning, siger mere om hendes niveau end om manglende originalitet. Og i går aftes beviste Raye, at hun er på vej til at blive blandt nogle af de største internationale stjerner.

Raye er en britisk sanger og sangskriver, som mange først lærte at kende gennem hendes samarbejder med andre store kunstnere. I flere år stod hun lidt i baggrunden af popscenen, selvom hun havde en finger med i nogle af de største hits – blandt andet Secrets med Regard og You Don’t Know Me med Jax Jones. De seneste år har hun dog for alvor trådt frem som soloartist, og det store gennembrud kom med sangen Escapism, som gik viralt og gjorde hende kendt langt ud over hendes tidligere publikum. Sangen blev startskuddet til en ny fase i hendes karriere, hvor hun for alvor fik lov til at fortælle sin egen historie.

I 2023 udgav hun albummet My 21st Century Blues, som kredser om både personlige kriser og oplevelser fra musikbranchen. Raye har været åben omkring sine svære perioder i livet, og det kan tydeligt mærkes i hendes musik, som ofte er både sårbar og konfronterende. Samtidig har hun skrevet sange for nogle af de største navne i popindustrien. Hun har blandt andet skrevet for Beyoncé, hvilket vidner om hendes enorme talent – også bag kulisserne.

Koncerten var bygget op næsten teatralsk i to akter med både kendte numre og nyt, ikke-udgivet materiale. Hun åbnede med “I Will Overcome” og bevægede sig gennem stærke øjeblikke som “Five Star Hotels” og “Worth It”.

Undervejs var der plads til både humor og sårbarhed, og hendes cover af Frank Sinatras Fly Me to the Moon understregede tydeligt hendes jazzede rødder og vokale kontrol. Anden akt bød blandt andet på Oscar Winning Tears, Secrets og You Don’t Know Me, inden hun sluttede aftenen af med Escapism som ekstranummer – et klimaks, der samlede hele koncertens energi.

Generelt var der en virkelig fin historiefortælling gennem hele showet. Koncerten bevægede sig fra et setup, der mindede om en jazzbar, til deciderede raveøjeblikke. Det er sjældent, man oplever en kunstner, der kan få både store klubbeats og dybt sårbare ballader til at fungere i samme koncert, men Raye gjorde det naturligt. Hun kunne få publikum til at danse vildt det ene øjeblik og stå helt stille det næste.

Sceneshowet var enkelt og virkelig lækkert. Scenen var simpelt opbygget, uden at gemme sig bag store scenetricks – bare en dygtig sangerinde, barfodet, foran et liveorkester. I en tid, hvor mange store artister kommer med kæmpe setups og løber rundt i hele arenaen, valgte Raye at blive stående. Det gjorde koncerten jordnær, nærværende og ekstremt stærk. Samtidig blev det simple setup løftet af flotte lysshows, især under koncertens anden del, som var mere klubpræget og det, Raye selv kaldte RAVE, med numre som Black Mascara og Prada, hvor publikum dansede med.

Et af de helt særligt stærke musikalske øjeblikke var, da hun tidligt i koncerten fremførte verdenshittet “WHERE IS MY HUSBAND!”. Her fik hun arenaen med sig fra første sekund. Også “Flip a Switch” fra albummet My 21st Century Blues, som netop havde treårsjubilæum samme dag, fungerede ekstremt godt. Nummeret bevægede sig fra rap-elementer til høje vokale passager, der gav deciderede kuldegysninger.

Det blev især tydeligt under “Ice Cream Man”, som handler om en barsk historie om en voldtægt, hun oplevede i en ung alder. Her sad sangerinden fredeligt ved klaveret og sang meget smukt. Stemningen i arenaen var intens, og et tydeligt rørt publikum lyttede i stilhed.

Koncerten rummede alt – og det gjorde den på den helt rigtige måde. Det er længe siden, jeg har haft så voldsom og helstøbt en musikalsk oplevelse. Raye står side om side med mange dygtige britiske popsangerinder, men hun er ikke bare endnu en popsanger. Vokalt er hun i en helt anden liga, og hun kan ikke sammenlignes med de fleste af sine samtidige. Samtidig er hun en stærk sangskriver, der formår at kombinere personlige tekster med tydelige politiske og feministiske budskaber.

Raye er ikke kun vokalt imponerende – hun fremstår også ekstremt ægte på scenen. Der var intet overproduceret eller distanceret. Tværtimod virkede hun jordnær, til stede og fuldstændig i kontrol over sit udtryk. Med to Grammy-nomineringer i bagagen og en tydelig kunstnerisk retning står det klart, at Raye ikke bare er et øjebliksbillede i popmusikken, men en artist med noget på hjerte.

Raye beviste endnu engang, hvorfor hun er en af de mest talentfulde og nærværende artister lige nu. Koncerten manglede intet og står tilbage som en helstøbt og mindeværdig oplevelse. For mig er der ingen tvivl om, at aftenen i Royal Arena fortjener 6 ud af 6 stjerner. Raye må meget gerne komme igen – og gerne snart!