Genrer
R.E.M.: Automatic for the people
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 247
Der skete noget ganske uforudset i 1991 – de største indie-rockere fra det forgangne årti begyndte at blive mainstream. Det var navne som Violent Femmes, The Cure, Red Hot Chili Peppers, Soundgarden og R.E.M., der pludselig fik en uventet popularitet. I R.E.M.’s tilfælde skyldtes det især én sang: den dybsindige "Losing my religion" fra pladen Out of time. Det er en af R.E.M.’s uden tvivl bedste sange, men de færreste siger det samme om pladen, den kom fra. Heldigvis blev gruppens anden plade i deres mainstream-tid en af deres bedste nogensinde, hvis det da ikke var deres absolutte toppunkt kvalitetsmæssigt. Den hed Automatic for the people, og på den finder man fantastiske klassikere som "Drive", "Everybody hurts", "Man on the moon" og "The sidewinder sleeps tonite". Det er underligt at kalde et R.E.M.-album for en ren hit-parade, og det er da også upassende i dette tilfælde. Selvom halvdelen af albummet endte med at være singler, så er det tydeligvis en albumoplevelse først, hitmaskine derefter, og det sætter jeg personligt meget pris på.
R.E.M. er sindssygt dygtige sangskrivere. De kan gøre melodier virkelig fængende, men samtidig kommer de dybt ind under huden, og teksterne er poetiske og finurlige. "Everybody hurts" er en af de mest triste sange nogensinde, men det er samtidig én, folk hurtigt husker så godt, at de kan synge med; og så bliver det endnu mere trist. Sådan kan man faktisk beskrive en del af sangene på albummet, men de er stadig ret forskellige. "Drive", "Try not to breathe" og "Star me kitten" er alle gode eksempler på dette. De er ikke så triste på overfladen, men de to første kan virkelig hjemsøge dig, og "Star me kitten" får dig i en filosofisk trance. Det er følelsesmæssigt stærkt, men det har stadig et strejf af pop, der gør selve kompositionen mindeværdig. Andre sange, heriblandt "Man on the moon" og "The sidewinter sleeps tonite" er mere energiske og lystige. Og mellem disse triste sange er de en smule livsbekræftende. De er placeret helt perfekt.
Den sentimentale "Nightswimming" er dog for alvor det, der får glædestårerne frem i mine øjne. Det er vildt smukt. Jeg tror ikke engang, man kunne fatte denne sangs skønhed, hvis man ikke også lyttede til resten af pladen fra start til slut – som single klarede den sig i hvert fald ikke så imponerende igen. Det er pladens næstsidste sang, og det kunne have været et fantastisk afslutningsnummer, men den bliver overgået af det sidste nummer, "Find the river". Hvor "Nightswimming" kigger tilbage, så kigger "Find the river" frem. Man fornemmer, at lysere tider venter forude. Da R.E.M. et par år før Out of time’s udgivelse blev anklaget for at være for mørke hele tiden, svarede de igen med "Shiny happy people", og det er efter min mening en af gruppens værste sange. Det rigtige modsvar ville have været Automatic for the people – en plade, der bare når enorme niveauer af lykke, der kun kunne nås, fordi pladen var så trist i starten. Automatic for the people er en helt igennem genial plade. Hvis du er til alternativ rock, så er det et af de helt store mesterværker, nok en af de 10 bedste plader i genren.