Genrer
R.E.M.: Murmur
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 197
Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med "The one I love", var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til bekymring, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.
Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som "Moral kiosk", "9-9" og "West of the fields" lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt "Talk about the passion" og "Perfect circle" hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også pladen mere holdbar at lytte til. Dette med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the people for det, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur stod det klart, at R.E.M. ville have folk til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.
Jeg har nævnt, at følelser er en stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra "Shaking through", kynismen fra "Radio Free Europe" og sentimentaliten fra "Perfect circle" kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som "Catapult" ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke følelsesmæssigt, men der er uden tvivl lagt meget i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de triste vers og det glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller lige så stærk album-følelse som Automatic for the people, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.