Richie Furay fylder 70 år eller: With God on our side

Den 9. maj 2014 fylder en af rockmusikkens store skikkelser 70 år. Richie Furay er måske ikke helt så kendt som flere af sine musikalske partnere (i første række Neil Young og Stephen Stills), men hans rolle i etableringen af country rock-genren – og måske af hele den amerikanske vestkystlyd – kan næppe overvurderes. For sin indsats blev Richie Furay da også optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1997, nemlig som medlem af den banebrydende gruppe Buffalo Springfield, der sammen med gruppen The Byrds var med til at definere en hel generations musik.

Historien om Buffalo Springfield er kort og intens. Gruppen blev dannet i 1966 med Neil Young, Stephen Stills, Richie Furay, Bruce Palmer og Dewey Martin som de oprindelige medlemmer. I maj 1968, hvor Buffalo Springfield spillede sin sidste koncert, havde gruppen allerede skiftet udseende flere gange, og efter blot to år og tre pladeudgivelser var spændingerne mellem de forskellige medlemmer af gruppen blevet så store, at det ikke længere var muligt at fortsætte samarbejdet – i den form.

Efter at både Stills og Young havde forladt Buffalo Springfield i 1968, var det op til de to tilbageværende medlemmer af gruppen, Furay og et nyt medlem, Jim Messina, at færdiggøre den tredje og sidste LP med Buffalo Springfield. Det lykkedes, bl.a. med hjælp fra Rusty Young, som efter udgivelsen af besluttede at forsøge musiklykken sammen med Furay og Messina. De tre fik selskab af George Grantham og Randy Meisner, og så var gruppen Poco en realitet (selv om gruppen i starten kaldte sig Pogo, indtil den måtte opgive dette navn af ophavsretlige årsager).

Poco og derefter

Hvor Buffalo Springfield var præget af en del udskiftninger i gruppens korte levetid, er de hyppige besætningsudskiftninger nærmest det konstituerende kendetegn for gruppen Poco. Gruppen nåede at udsende en lang række plader op igennem 1970'erne og 1980'erne, men nærmest for hver ny pladeudgivelse var der sket en ændring i sammensætningen af mandskabet. Richie Furay var med på Pocos fem første studie-LP'er (samt en liveindspilning), inden han i 1974 forlod gruppen for at slutte sig til Chris Hillman og John David Souther i konstellationen Souther-Hillman-Furay Band. Her blev det til to2 udgivelser, hvorefter Furay forsøgte sig som solist i nogle år.

Furay udsendte tre LP'er på plademærket Asylum, men uden den store publikumssucces. I 1982 kom den stærkt religiøst inspirerede LP Seasons of change, og i 1983 besluttede Furay at opgive rockmusikken helt for at blive frimenighedspræst i Broomfield, Colorado. Nu fulgte en årrække langt fra musiklivets spotlights, men dog ikke helt uden pladeudgivelser. Furay udsendte i 1997 en cd med et rent konfessionelt indhold, og i 2005 fulgte endnu en religiøs udgivelse. Solo-udgivelsen fra 2006, The heartbeat of love viste derimod en slags tilbagevenden til rødderne i country-rock'en, og cd'en hører til blandt Furays bedste.

Helt overraskende var udsendelsen af den glimrende solo-cd i 2006 dog ikke. I 2002 var der nemlig sket det, at nogle af de gamle gruppemedlemmer i Poco, suppleret med et par nye navne, fandt sammen om at udsende endnu en Poco-cd i den lange række af udgivelser med gruppen, og samarbejdet resulterede i det måske allerbedste udspil fra Poco nogensinde: Running horse. Udgivelsen rummer ikke ét svagt nummer og viser – bl.a. – en Richie Furay med lige så fint styr på det vokale som nogensinde. Running horse dokumenterer til fulde, at Poco var og er en af de mest indflydelsesrige grupper på den amerikanske vestkyst, og nogle efterfølgende live-udgivelser med gruppen understreger gruppens spillevende og dynamiske scenetilstedeværelse.

I 2012 forlød det, at den for længst hedengangne gruppe Buffalo Springfield også ville genopstå til en koncertturné med de endnu overlevende af den gamle gruppes medlemmer, men det rygte blev endegyldigt skudt ned, da Neil Young i stedet besluttede sig for at genoplive samarbejdet med en anden for længst opløst gruppe: Crazy Horse. I stedet må vi nøjes med de allerede eksisterende plader med Buffalo Springfield, hvoraf de to første for nylig er udsendt sammen med en lang række outtakes og alternative versioner på boksen: Buffalo Springfield: Box Set. Her har man mulighed for et genhør med Richie Furays fornemme harmonisang og hans glimrende kompositioner.

Et godt vue over karrieren

Et endnu mere oplagt sted at vende blikket hen, hvis man vil have et godt indtryk af Furays betydning for den amerikanske rockmusik, er dobbelt-cd'en The Richie Furay Band: Alive fra 2012, som indeholder optagelser fra Furays turné i 2007 med en nydannet version af The Richie Furay Band. De 27 sange dækker stort set hele musikerens karriere, heriblandt også den religiøse del af produktionen. Men heldigvis ligger hovedvægten helt overvejende på de klassiske numre med Buffalo Springfield og Poco samt numrene fra solokarrieren. Der er meget godt at komme efter, og man behøver ikke at være blevet frelst af Furay i hans egenskab af frimenighedspræst for at være ham tak skyldig for en flot indsats igennem en lang årrække.

Til lykke med de 70 år skal der lyde herfra – og en opfordring til endelig at fortsætte med at indspille musik, hvis den kan nå samme høje kvalitetsniveau som numrene på Running horse eller på The heartbeat of love.