Risiko for kødannelse

Det danske ord ”kø” udtales – trods en noget anderledes stavemåde – omtrent som det franske ”queue”, der stammer fra det latinske ord for hale eller afslutning, ”coda”. Kødannelser kender man fra alle dele af samfundslivet, hvor flere mennesker gerne vil det samme på samme tid, og selv om kødannelser netop er et vidnesbyrd om et civiliseret samfund, er det de færreste, der bryder sig om at stå eller sidde i kø. Kun en tåbe frygter ikke kødannelser, kunne man sige med en let omskrivning af en kendt talemåde.

Køer finder man overalt og hele tiden; men ingen steder bliver kødannelserne vel større og hyppigere end i og omkring de store byer om sommeren, hvor overdimensionerede arrangementer står i kø (!) for at afløse hinanden. Især falder de store sportsarrangementer tæt på hinanden om sommeren, hvor diverse løb, cykelløb, motorløb og lignende begivenheder weekend efter weekend tiltrækker mennesker fra nær og fjern og dermed gør livet surt for dem, der bor på stedet.

I weekenden 14.-15. juni var det et løb over Øresundsbroen, der skabte kaos og endeløse ventetider for dem, som bare havde et almindeligt ærinde over (eller i nærheden af) broen. Hvordan kan nogen dog få den idé at afspærre en hovedfærdselsåre, for at et antal mennesker kan få lov til at løbe sig en tur, som de lige så godt kunne have løbet et andet sted? Mærkværdigt.

Togkøer, bilkøer, buskøer
Kødannelser optræder mange steder i rocklyrikken, dog yderst sjældent i det omfang, man var ude for i København i weekenden omkring Valdemarsdag. Som regel er der tale om mindre køer i rockteksterne, og ofte bruges kø-begrebet blot som et billede på noget ubehageligt, noget der skal overstås. 

En sangskriver, der for alvor ved noget om kødannelser, er Ray Davies, som i en stor del af sin sangproduktion trækker på sine egne oplevelser – og morgenkøerne i trafikken i London er en uadskillelig del af disse oplevelser. Davies´ ”Rush hour blues” (1975) er nok en af de mere skræmmende beskrivelser af London-morgentrafikkens helvede, og det gælder, hvad enten man som her færdes med offentlig transport eller i egen bil.

”I´ll be caught in the crash/ I´ll be pushed and be shoved/ and I´ll be trying to get the subway train/ I´ll be fighting with my briefcase and my umbrella/ every morning and every night/ Some people do it every day of their lives/ Read the paper later/ you´ll be caught in the queues”. Det er virkelig ikke sjovt at skulle kæmpe sig vej til arbejdet hver morgen, og for at gøre ondt værre, er dagen på jobbet næsten lige så slem at komme igennem som morgentrafikken: “I´d jump out the window but I can´t face the drop/ I´m sitting in a cage with an eye on the clock”.

I James Taylors ”Traffic jam” (1977) er det en stakkels bilist, der gennemlever trafikproppernes mareridt: ”Well I left my job/ about five o´clock/ It took fifteen minutes/ to go three blocks/ Just in time to stand in line/ with a freeway looking/ like a parking lot/ Damn this traffic jam”. Det lyder næsten som et øjebliksbillede fra Helsingør-motorvejen en hverdagseftermiddag.

Jeg-personen i The Who´s ”Magic bus” (1968) må stå i kø for at komme med bussen; men til forskel fra jeg-personen i “Rush hour blues” har denne person ikke noget imod at skulle stå og vente sammen med en masse andre mennesker, for bussen vil køre ham lige til den elskedes hus: “Every day I get in the queue/ to get on the bus that takes me to you/ I´m so nervous, I just sit and smile/ your house is only another mile”. Også i Hollies-sangen ”Bus stop” (1966) er buskøen adgangsbilletten til et smukt kærlighedseventyr: ”That´a the way the whole thing started/ silly, but it´s true/ thinking of a sweet romance/ beginning in a queue”.

Hvis bare kærligheden er med, kan man klare meget, selv den uendelige ventetid på en forsinket bus. Hør blot, hvor fint Gilbert O´Sullivan håndterer den ellers utålelige situation: ”If the bus that we´re taking/ has for ages kept us waiting/ what does it matter/ even in a queue/ happiness is me and you” (“Happiness is me and you”, 1974). Ja, kærlighed gør som bekendt blind; men at den ligefrem skulle kunne få en buspassager til at være lykkelig over at skulle vente på bussen overstiger nu denne kø-haders fantasi. Gilbert O´Sullivan har nok aldrig skullet prøve at tilkæmpe sig en plads i en togbus.

I kø til kærligheden
Som det er fremgået af flere af de ovennævnte sangtekster kan kærligheden få den forelskede til at affinde sig med næsten hvad som helst, sågar med buskøer. Men man kan også komme ud for at skulle stå i kø for at få del i kærligheden. Det er f.eks. tilfældet i George Harrisons Beatles-sang ”Old brown shoe” fra 1970. Her møder man en jeg-person, der er vild med en bestemt kvinde – og det ser heldigvis ud til, at kærligheden er gengældt. Jeg-personen er endda klar til at stille sig i kø for at få et kys af den udkårne; man må så blot håbe, at det er en kø, der bliver afviklet, når og hvis de to skulle blive et par: ”For your sweet top lip I´m in the queue/ Baby, I´m in love with you”.

I Cream´s sang ”White room” (1968) hører man om en person, der både er parat til at vente på et tog og til at vente på den udkårne – for de to fænomener er for ham to sider af samme sag. Jeg-personen i teksten har meget mod sin vilje måttet sige farvel til kæresten, som er kørt af sted i et tog, så nu er han indstillet på at vente på stationen, indtil et andet tog bringer kvinden tilbage igen: ”I´ll wait in the queue when the train comes back/ lie with you where the shadows run for themselves”. Noget siger dog denne lytter, at det godt kan tage en rum tid, inden kæresten får lyst til at vende tilbage; men måske tager jeg fejl.

En sang, hvor den ulykkelige kærlighed forbindes med kødannelser på en helt anden måde end ovenfor, er Herman´s Hermits´ ”Busy line” fra 1967. Sangen begynder ellers lyst og lykkeligt med et kæresteforhold, hvor kvinden lover, at hun altid vil være der, når manden ringer. Men der er ugler i mosen; hun er blevet set med en anden, og når han ringer, tager hun ikke telefonen, selv om hun er hjemme.

Det skal dog ikke afholde ham fra at blive ved med at prøve at få fat i hende, selv om han ringer fra en telefonboks, og de ventende i køen udenfor er meget utålmodige efter at komme til: ”Outside the phone booth people in a queue in the rain/ they´re banging at the window/ but I´ve got to try once more tonight”. Håbet er jo lysegrønt.

De fleste mennesker vil gerne undgå vente- og spildtiden i en kø, selv om det måske kan lette lidt på problemet, hvis der er kærlighed involveret. I Carla Olsons sang ”Standing in the line” (1984) er parforholdet ikke længere nogen dans på roser – ”gone are the days of champagne”, som det udtrykkes i sangteksten. Nu venter den usikre fremtid, som næsten uundgåeligt vil sende de to tidligere kærester ind i den lange kø af mennesker, der venter på kærligheden – hvis de ikke selv gør noget aktivt for at forhindre det:

”We´ll soon be standing in the line/ we´re all standing in the line/ we´ll fight it out somehow, baby/ while we´re standing in the line”. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, om jeg synes, det er en overvejende positiv eller en overvejende negativ sang; men Carla Olsons kraftfulde og dynamiske sang og gruppen The Textones´ glødende akkompagnement gør under alle omstændigheder sangen til en udelt fornøjelse at lægge ører til – uanset hvordan det går med parforholdet.