Genrer
The river
Midt i oktober er det præcis 40 år siden, Bruce Springsteen udsendte sin måske bedste plade nogensinde, indeholdende hans måske bedste sang nogensinde, titelnummeret ”The river”. Der er noget at leve op til, når Springsteens nye plade, Letter to you, udkommer d. 23. oktober i år.
Vand og floder
Vand er et af de fire elementer og samtidig et symbol med flere forskellige, modsatrettede betydninger. Først og fremmest står vandet for det livgivende, uden hvilket alting ville gå til grunde. Vand skaber liv, kraft, frugtbarhed, vækst, mv. Men samtidig kan vandet være destruktivt og skabe død og ødelæggelse, hvis det kommer i for rigelige mængder – eller hvis det helt udebliver. Den kristne dåb indeholder begge symbolbetydninger, idet den, der skal døbes, først må gå under i vandet for derefter at genfødes af det livgivende vand, renset og indviet til Gud.
Vand forekommer i talrige former og sammenhænge, bl.a. som regn og sne, som søer og have – samt som floder. Det er som regel vandets livgivende egenskaber, man forbinder med floderne; men floder kan også gå over deres bredder og skabe ødelæggelser, i værste fald i form af syndfloder. Det sidste er heldigvis kun sket én gang i (bibel)historien. Floder optræder i forbindelse med diverse aforismer og talemåder, hvor Heraklits udsagn (fra ca. 500 f.kr.) nok er en af de mest kendte: ”Man kan ikke bade i den samme flod to gange”. Floden er her udtryk for bevægelse, forandring og omskiftelighed – og i et større perspektiv: et symbol på tidens og livets gang. I græsk mytologi danner floden Styx grænsen mellem liv og død, og en af bifloderne til Styx, Lethe, bringer glemsel til den, der drikker af flodens vand.
Vand og floder optræder særdeles hyppigt i populærmusikkens tekster, men kun sjældent, så man må have det store analyseapparat frem for at kunne forstå betydningen af fænomenerne. Når Hammerstein skriver om Mississippi i ”Ol' man river”, når John Phillips synger om den samme flod i sangen ”Mississippi”, eller når John Fogerty synger om livet ombord på en flodbåd på Mississippi, opererer de først og fremmest med floden som udtryk for livets gang og tilværelsens uomgængelige vilkår. Når Woody Guthrie hylder Columbia-floden i ”Roll on Columbia, roll on” samt i en række andre ”flod-sange”, er det bl.a. ud fra et nyttesynspunkt: floden er blevet spændt for det amerikanske samfunds umådeholdne vækstbehov. Men også hos Guthrie optræder floden dog som symbol på det konstante kredsløb i naturen, et af livets faste holdepunkter. Ligeledes er det flodens evigt omskiftelige uforanderlighed, der optræder i sange som ”Yes, the river knows” (Doors), ”Ballad of easy rider” (Byrds) og ”Watching the river flow” (Dylan) – samt i en lang række andre flodsange inden for populærmusikken.
We went down to the river
Man møder altså floder i mange former og afskygninger i populærmusikkens sangtekster, men det er meget få sangskrivere, der har arbejdet så bevidst og så dygtigt med flodmetaforen, som Bruce Springsteen gjorde det i sangen ”The river” (1980). På dette tidspunkt i karrieren havde Springsteen allerede en lang række sange bag sig, så han kunne håndværket; men som han har fortalt i sin selvbiografi, Born to run, var det omkring 1980 at han for alvor begyndte at ville noget mere seriøst med sine tekster: ”Titelnummeret på The river blev et gennembrud for min sangskrivning. (-) Endelig løb forpligtelserne ved hjem, blodets bånd og ægteskab som en rød tråd gennem albummet, sådan som jeg også selv prøvede at forstå, hvordan disse ting kunne passe ind i mit eget liv.” Sangen fortæller på overfladen om det liv, Springsteen ser omkring sig; men samtidig er den formuleret på en kunstnerisk begavet måde, som graver langt dybere, end de tilsyneladende enkle begivenheder i teksten lader formode. Og her kommer artikelindledningens teoretiske udredninger om betydningen af vand og floder omsider ind i billedet.
Floden er det samlende holdepunkt og det gennemgående symbol i ”The river”. I starten repræsenterer flodens vand udelukkende livsglæden og den ubekymrede nydelse af tilværelsen. Sangens to hovedpersoner kaster sig uden betænkninger i floden og kommer lutrede og rensede op. Her er ingen bekymringer for fremtiden, alt står endnu åbent for de to unge elskende. Men ingenting varer ved. Efter ungdommens søde vår følger voksenlivet med dets krav og udfordringer, og her kan det knibe med at finde en grimasse, der kan passe. Men floden er der trods alt stadig, og med lidt god vilje kan det stadig godt lade sig gøre at finde tilbage til det livgivende vands løfter om fremtid og lykke. Men ikke ret længe. Hverdagen melder sig alt for hurtigt med sine problemer og besværligheder, så nu er det ikke længere floden, men mindet om floden, jeg-fortælleren desperat forsøger at klamre sig til for at holde modet oppe i den barske virkelighed.
Trods de triste omstændigheder forsøger jeg-fortælleren alligevel at genopleve fortidens glade sorgløshed, om så bare for en kort stund – eller måske håber han blot på glemsel i Lethe-floden. Men uanset hvad er forsøget forgæves – floden er tørret ud, og dens livgivende kraft er forvandlet til sin modsætning: ufrugtbar goldhed, hvor der ikke længere kan vokse noget, heller ikke kærlighed. Symbolikken er enkel, men særdeles kraftfuld, og midt i alle ulykkerne har Springsteen gemt et par stærkt foruroligende formuleringer: ”Is a dream a lie, if it don't come true / or is it something worse?” Det må siges at være et ildevarslende spørgsmål, som man kan bruge en del tid på at spekulere over. Hvis livsdrømmen ikke bliver opfyldt, er der så i stedet tale om en livsløgn? Eller noget endnu værre? Brrr – det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg lytter til de skæbnesvangre linjer i ”The river”.