The Road to Suicide

Odense/Kbh-baserede The Road To Sui­cide har fan­get min opmærk­som­hed med deres drøm­mende og psy­ke­de­li­ske rock, eller måske mere præ­cist psych-gaze. For­u­den de tra­di­tio­nelle rock­in­stru­men­ter bru­ger ban­det bl.a. did­ge­ri­doo (blæ­se­in­stru­ment fra abo­ri­gi­nerne i det nord­lige Austra­lien), vio­lin, sitar og det mysti­ske instru­ment the­re­min, der er et elek­tro­nisk musikin­stru­ment, hvor lyden frem­brin­ges ved at bevæge hæn­derne mel­lem to anten­ner uden at røre instru­men­tet overhovedet.

Ban­det, der tæl­ler 7 medlemmer, udgav på Levi­ta­tion Records den 20. maj i år en split-EP med ban­det Spö­kra­ket, der bevæ­ger sig i et beslæg­tet lydu­ni­vers. På EP’en glim­rer The Road To Sui­cide med tre numre af ca. 24 minut­ters varig­hed i alt.

Nu kaldte jeg musik­ken for psych-gaze og hvor­for nu det? Jo, musik­ken har klok­ke­klare psy­ke­de­li­ske eller næsten spi­ri­tu­elle ele­men­ter, spe­ci­elt num­me­ret Look­ing For Water. Til tider min­der det om et imag­i­nært sound­track til et svam­pe­trip — eller ret­tere sådan som jeg fore­stil­ler mig, at sådan et trip må være (idet jeg aldrig har prø­vet det). Der­u­d­over er der noget kraf­tigt hyp­no­tisk over de tre numre. De synes at snurre lang­somt og tæt på søvn­d­ruk­kent om sin egen akse, hvil­ket resul­tere i at lyt­te­ren lul­les ind i en slags under­be­vidst tåge af intens men­tal stilstand.

Som ban­det selv meget præ­cist udtryk­ket det, er musikken:

“(…)et fly­dende lyd­land­skab gen­nemvæ­det og oplyst af gni­strende dopamin-nedslag, på én gang kom­forta­belt og trygt omfav­nende som varme vand­mas­ser –og sam­ti­dig helt dybt nede og kradse i under­be­vidst­he­den, så den uvil­kår­ligt er nødt til at flytte på sig! Hyp­no­tisk opad­gå­ende spira­ler af musik tager til­hø­rerne med over i en præ-bevidst sindstil­stand, på smer­te­græn­sen til eufori..”