Genrer


Robert Gordon er død - han blev 75
Robert Gordon - kaldet neo-rock-a-billy-sanger er død efter længere tids sygdom. Den triste meddelelse blev annonceret d. 18. oktober. Robert Gordon... hvem var det nu lige han var, tænker mange måske. Gordon var en amerikansk sanger, som nok havde sin storhedstid i slutningen af '70'erne og og nogle år frem. Han startede i New Yorks punk-miljø og var med i bandet Tuff Darts, men det blev altså rock-a-billy-stilen, der førte til hans gennembrud. Gordon var stærkt inspireret af Elvis Presley, og andre af de tidlige navne inden for genren, og Gordons stemme og stil lå naturligt i forlængelse af Presleys - slet ikke ulig dennes stil fra de tidlige Sun-indspilninger. Gennem årene er det da også blevet til flere cover-versioner af Elvis-sange.
I 1977 blev der via plade-produceren Richard Gottehrer skabt en forbindelse til guitaristen Link Wray. Wray havde været med fra rockmusikkens tidlige år, og var kendt for sin "rumlende" guitarsound. Første album med Gordon og Wray, Robert Gordon with Link Wray så dagens lys i 1977 og var en solid håndfuld rock'n'roll og rockabilly klassikere. Det skal da også lige bemærkes, at næsten nu-danske Billy Cross medvirkede på albummet. Allerede året efter kom andet udspil Fresh Fish Special - igen var Link Wray og Billy Cross at finde blandt musikerne. Men værd at bemærke er også en vis Springsteen. Han havde skrevet nummeret "Fire", og givet det til Gordon, og Springsteen medvirker selv på piano på nummeret.
Samme sang, "Fire", har danske Henning Stærk også haft på repertoiret, bl.a. på albummet One Nite Stand, som er produceret af... Billy Cross - måske er der en linie. I hvert fald har Stærk også naturligt "Elvis-touch" i sin stemme - noget der bl.a. høres på nummeret "Blue Christmas" som både Gordon og Stærk har fortolket.
Igennem Gordons karriere har han ikke lagt skjul på sin inspiration og facination af Elvis Presley. Stilen, sangene, coverversioner af både kendte og måske knapt så kendte Elvis-sange. Backingruppen The Jordanaires, som netop sang kor for Elvis- og mange andre - på utallige indspilninger, dukker også op hos Gordon. Ligsom Presley blev Gordon også tilknyttet pladeselskabet RCA - noget han efter sigende var ganske stolt af. Første album på RCA var Rock Billy Boogie. Andet album, Bad Boy, er af AllMusic-skribenten Bruce Edder blevet kaldt et af det bedste modne rock-a-billy-albums overhovedet.
Tiden dengang i slutningen af 1970'erne bød på en vis genopdagelse af den tidlige rock'n'roll og rock-a-billy. Det var også på denne tid Stray Cats var at høre først, og ikke mindst Shakin' Stevens slog igennem. Sidstnævnte er måske den, der er mest kendt herhjemme, og han og Gordon har da også en del sange (covernumre) og Elvis-forbindelsen til fælles. Med årene blev der længere mellem de musikalske udspil fra Gordon og med mindre man er decideret rock-a-billy-fan eller "musik-nørd" er han måske blevet lidt glemt herhjemme. Han fortsatte dog med at spille - på Youtube o.lgn. kan man finde relativt nye koncertoptagelser med ham, og så sent som i 2020 kom albummet Rockabilly for Life, og Gordon holder stilen. Robert Gordon var med til at gen-introducere den oprindelige rock-musik, og det som den bygger på. Det skal han have tak for.
Foto: Wikimedia: Jean-Luc