Rocken ruller på Roskilde - lørdag/søndag

The Kandidate

Anført af dansk metalscenes svar på Mike Patton, Jacob Bredahl (Bredahl har spillet i et utal af metal-bands heriblandt Hatesphere og Last Mile og han er producer) åbnede The Kandidate Pavillion-scenen endnu en varm tidlig eftermiddag på Roskilde. Bandet begyndte uden forsangeren og byggede stemningen op med en tung og buldrende instrumental intro. Da den nående klimaks brød tyren Bredahl ud af indhegningen og sprang som det første direkte ned i pitten til publikum. Efter den entré kvitterede publikum prompte med ivrig headbanging og moshing, mens den karismatiske forsanger brøllede sine vanvittigt tekster ud i hovedet på dem. Han fik fra starten af bevist, hvorfor han er en af de største personligheder på den danske metalscene. Det holdt koncerten igennem med et stort overskud og energiniveau, også fra de resterende i bandet. Det og varmen betød at hans sorte t-shirt røg midt i koncerten og afslørede den store mands overtatoverede krop - mest iøjefaldende det store tyrehoved på ryggen. Bredahl sørgede for at deres stagehand var beskæftiget koncerten igennem da han flere gange måtte erstatte smadrede mikrofoner og mikrofonstativer. Som det fremgår af nærværende anmeldelse var det primært forsangerens indsats, der gjorde koncerten noget særligt. Musikken er klassisk hardcore metal af den hårde skuffe - såvidt ikke noget nyt under solen. Men hvad gør det, hvis den bliver fremført til UG. Pavillion publikummet forlod ihvertfald teltet med smil og fornyet energi, klar til endnu en Roskildedag, efter en intens times lektion i hvordan man giver smæk for skillingen.

The Floor is Made of Lava

Lørdag eftermiddag inden koncerten med de fremadstormende ungrockere The Floor is Made of Lava interviewede jeg bassist Simon Visti bag Odeon Scenen. Han kunne bl.a. fortælle om, hvilken betydning det har for bandet at spille på Roskilde, som altid har været deres foretrukne festival som almindelige gæster.  Hvorfor lava-drengenes debutplade 'All Juice, No Fruit' havde et festlig og dansepræget udtryk og deres seneste udspil 'Howl at the Moon' har et mere klassisk rock n roll udtryk indvier Simon os også om. Afslutningsvis anbefaler han bands han selv skal se på festivalen - heriblandt ligeledes Esbjergensiske Kellermensch, hvis forsanger Sebastian Wolf gæstede TFIMOL under Roskilde koncerten, som det store klimaks på en iøvrigt forrygende opvisning i hvordan rock n roll spilles i 2010. Det og meget mere kan du høre om i en podcast, der bliver tilgængelig her på bibzoom.dk i starten af august.

Converge

At sætte et tidens mest ekstreme og eksperimenterende bands på kl. 13 søndag vil af mange nok opfattes som ren galimatias. Men hvis der er et tidspunkt på festivalen hvor Converges blanding af hardcore mathcore og metal gør størst nytte er det på det tidspunkt. Festivalens gæster er hårdest ramt af flere dages fest, sol og musik og en mere effektiv øjenåbner kan ikke støves op. Forsanger Jacob Bannon gav sommerheden en finger og løb og hoppede energisk rundt på scenen, mens han skreg uforståelige tekster ud. Det var tydeligt at nogle havde pisset på hans sukkermad. På trods af at resten af at bandet er 'hæmmet' af at skulle kontrollere deres instrumenter og spille hyperkomplekse meldoistykker skal der ledes længe for at finde musikere, der i den grad var fysisk til stede. Hvis bandet på et tidspunkt dropper musikken kan de sikre sig en karriere inden for springgymnastik. Opskriften med at sætte et ekstremt hardcore band på søndag kl. øv har før været et sikkert kort på Roskilde. Hårdtslående bands som Raised Fist og Strike Anywhere har tidligere år ageret vækkeur for et hårdtramt festival publikum. Tak for det Roskilde!

Motörhead

Endelig var det tid til at se rock n roll legenderne i Motörhead og ikke mindst ikonet Lemmy Kilmister. Solen bagede som aldrig før denne søndag eftermiddag på Roskilde, og det lagde fra starten en dæmper på publikum. Men da de aldrende rockere kom på scenen og Lemmy proklamerede: 'We're Motörhead and we play rock n' roll' og derefter lagde hårdt ud med klassikeren 'Iron Fist', vågnede publikum som ved et trylleslag op til dåd. Motörhead har levet livet i overhalingsbanen i 35 år, men det skænkede man ikke en tanke. Lemmy lagde ud med at give volumeknappen en ekstra tand, og slog dermed lydniveaurekorden i år. Den ene tempofyldte Motor-klassiker blev fyret af efter den anden, og højdepunkterne var 'Killed by Death', 'Born to Raise Hell' og selvfølgelig det ene ekstranummer, 'Ace of Spades'. I øjeblikke fornemmede man dog at Motörhead ikke just er vårunger, og det var typisk når Lemmy åbnede flabben og med sin hærgede, rustne stemme præsenterede numre eller prædikede rock n' roll budskaber. Det var ikke altid lige nemt at afkode. Men når hans snøvleri gav mening fik guldkorn som 'Rock out with your cock out' smilene frem på publikums læber, der responderede med kraftige klapsalver og hujen. Da Motörhead efter ekstranumrene igen entrerede scenen for at modtage publikums hyldest, var de ledsaget af småbørn, der fik æren af at kaste plektre og trommestikker ud til det ekstatiske publikum. Således opdrages en ny generation til at videreføre rock n' roll arven.

Jack Johnson

Endelig var der mulighed for at opleve den tilbagelænede singer/songwriter Jack Johnson på dansk grund, og at valget faldt på Roskilde Festival kunne ikke være mere perfekt. Søndag eftermiddags solen bagede over Orange Scene og mange af publikummerne havde i bedste peace, love and harmony stil valgt at side på jorden og nyde den hawaiianske troubadours behagelige toner. Hans faste backinggruppe igennem mange år Topol (trommer), Merlo (bas) og barndomsven Zach (piano) puttede det ekstra krydderi på Jack Johnsons sange - der var ingen tvivl om hvem hovedpersonen på scenen var. I ny og næ tog de resterende dog spotlyset fx da Merlo fremragende rappede sig igennem den funky 'Staple it together' og høstede store klapsalver fra publikum. Zach viste sig også som lidt af en akrobat. Under 'Wasting time' croonede han til pigernes begejstring et solostykke og besteg klaveret, så han til sidst stod og svajede på toppen af det - hvilket han aldrig havde præsteret før, forklarede Jack. Han var åbenbart blevet revet med af stemningen. Endnu flere klapsalver regnede nedover de tydeligt veltilfredse musikerne. Jack Johnson måtte fra scenen også indrømme 'I don't know why it took os so long to finally get here'. I godt og vel halvanden time tog Jack & Co Roskildes gæster en tur med til en hvid sandstrand på Hawaii. Jeg kan ikke forestille mig en solrig sommer søndag eftermiddag i bedre musikalsk selskab.

Afenginn

Efter at have hvilet legmerne og masseret øregangene til Jack Johnsons laidback surfersange, var man igen ladet op til fest og farver. Og hvis der er nogen der er leveringsdygtige i finurlig, glad og gang i'én balkan, spillemands punk så er det musik kameleonen Afenginn. Punkere, gamle flippere, poptøzer og andet godtfolk var mødt op og de fik i den grad brug for danseskoene. Det er umuligt at sætte Afenginn i genremæssig bås - udover de førnævnte genrer kan nævnes et hav af andre inspirationskilder, som bandet tager til sig og danner hidtil uhørte fusioner ud af. Et kendetegn er dog at tonerne fremstilles på traditionelle instrumenter som klarinet, violin og mandolin. Det er dog intet problem for dem til tider at fremtvinge en punkt energi af dem. En anden fascinerende egenskab ved musikekvilibristerne i Afenginn er deres evne til jammende at bygge sange op til ekstatiske tilstande, som de gjorde i sangen Akrobad, for igen at finde hinanden og sangen. Denne evige musiske bevægelse fra det lavmælte og kontrollerede til det vilde jammende påvirkede i den grad publikum så Pavillion Scenen i halanden time var omdøbt til en stor balsal, og publikum var én organisme der bevægede sig farverigt rundt under teltdugen.

Denne skribent kunne allerede efter denne fantastiske koncert have forladt Roskilde med en sagelig fornemmelse i kroppen og mæt af gode oplevelser, men hvem vover det når Prince og en anden prins, Julian Marley stadig er til gode. Tak til Roskilde for et fantastisk musikalsk år. De mavesure altid utilfredse anmeldere kan godt pakke sammen. Hvor mange festivaler er i stand til at favne så musikalsk bredt, og samtidig have en rød tråd i programmet: kvalitet og diversitet på tværs af genrer. Roskilde gjorde det igen. Vi ses til næste år, og næste år, og næste år, og... Keep on rocking in the free world!