Rockhistorisk overblik i tegneserieform

Der er i tidens løb gjort flere forsøg på at lave oversigter over rockmusikkens historie i tegneserieform. Et af de tidligste eksempler på en visuelt orienteret gennemgang af rockhistorien er imidlertid ikke en tegneserie, men derimod et billedværk med korte ledsagende tekster. Det drejer sig om den belgiske tegneserietegner Guy Peellaerts og forfatteren Nik Cohns helt originale værk ”Rock dreams” (1973), der via en række arrangerede, fiktive episoder og ikoniske højdepunkter (eller lavpunkter) fra rockhistorien løseligt gennemgår udviklingen, skildret gennem suggestive helsides billeder i Peellaerts karakteristiske, fotorealistiske airbrush-stil.

Der er ikke tale om egentlig historieskrivning hos Cohn og Peellaert, som tværtimod har bestræbt sig på at indfange mytologien omkring de musikere, de skildrer i deres billedværk. Situationerne i billederne har ikke noget fotografisk forlæg og har aldrig eksisteret i virkeligheden. De er konstrueret til lejligheden og er kun skabt for at give forfatterne mulighed for at fremsætte et grafisk udsagn om den tid og de personer, de skildrer. Det gør de til gengæld både effektivt og overbevisende. De dramatiske og ofte spektakulære malerier formår ofte bedre end mange ord at skildre rockmiljøet indefra – eller i hvert fald at anskueliggøre rockmusikkens selviscenesættelse, på godt og ondt. Og i sine bedste øjeblikke giver billedværket nogle ætsende og foruroligende beskrivelser af bagsiden af rockmusikkens bedragerisk lokkende verden, f.eks. gennem modstillinger af indholdet i teksten og i billedet.

Det sidste er f.eks. tilfældet i billedet af en sanseløst beruset Janis Joplin, der sover rusen ud på en spartansk seng i et kæmpestort tomt rum. Sammenstillingen af den ensomme skikkelse, der er så lille, at den næsten ikke fylder noget i billedet, og den tilsyneladende kække Joplin-udtalelse: ”Gimme a pigfoot (dvs. en dildo) and a bottle of beer”, illustrerer tydeligt Janis Joplins tragiske dobbeltrolle i rock-cirkusset. Ligesom modstillingen af dobbeltsideopslaget med 5 kernesunde ”California girls” på en sandstrand og billedet af en depressiv og overvægtig Brian Wilson i et mørkt og uappetitligt rum i færd med at komponere sange om sol og strand, næppe kan undgå at gøre indtryk på betragteren. Nogle af Peellaerts billeder kan forekomme letkøbte og overflødige; men flertallet af dem er stadig værd at stifte bekendtskab med, her knap 50 år efter tilblivelsen. Se f.eks. billedet af en utilnærmelig Bob Dylan på bagsædet af en limousine, fjernt fra den verden, han synger om i sine sange. Eller billedet af Ray Davies med frue og barnevogn i et af Londons trøstesløse arbejderkvarterer. Eller …

Tegneserierne
Mindre ekspressivt og betydelig mindre suggestivt, men bestemt ikke mindre underholdende end billedindholdet i ”Rock dreams”, er indholdet i bogen ”Rock i striber – rockens historie som tegneserie!”, som i 1985 blev udsendt på fransk, og som i 1987 også udkom på dansk. Tegneseriegennemgangen af rockhistorien fokuserer naturligt nok på en række af de samme musikere, som optrådte i ”Rock dreams”; men den franske tegneseriehistorie (med tegninger af Serge Dutfoy) fører musikhistorien helt op i 1980´erne, hvor det tidligere billedværk standsede ved indgangen til 1970´erne. Denne forskel har dog ikke den store betydning i forhold til overensstemmelserne mellem de to gennemgange af nogle af de mest afgørende år i rockhistorien: 1950´erne og 1960´erne. Det var i disse år, rockmusikken voksede sig stærk og blev den kulturpolitiske sværvægter, den har været lige siden de første formative år.

Mens indholdet i de to visuelle rockhistorier altså har mange fælles berøringsflader indholdsmæssigt, er deres udtryksform vidt forskellig. ”Rock i striber” benytter sig i altovervejende grad af tegneseriemediets traditionelle virkemidler, hvilket naturligvis ikke er noget minus i forhold til formidlingen af stoffet. Her er masser af sjove grafiske påfund og masser af vittige iagttagelser af rockmusikkens selvforståelse og dens pudsige paradokser. Der er nok at gå i gang med for den interesserede, og der skulle være noget for enhver musiksmag. Personligt synes jeg, at påfundet med at skildre 1960´ernes såkaldte ”britiske invasion” i form af en pastiche over Bayeux-tapetet er både sjovt og godt set, ligesom jeg nyder beskrivelsen af den amerikanske undergrundsmusik gengivet i en streg, der er direkte kopieret efter stilen i Robert Crumbs undergrundstegneserie ”Fritz the cat”. Sjovt og originalt i denne læseres øjne.

Endnu en rockhistorisk oversigt i tegneserieregi vil det være relevant at nævne her. Det drejer sig om det fransksprogede værk ”Rock cartoon” (i LP-cover-format!), der via 60 siders tegneserier af forskellige kunstnere præsenterer en række markante rockudgivelser, som har været med til at definere rockmusikhistorien, og som tilsammen giver et vue over 40 års rockhistorie fra Elvis Presley til Madonna. Da der kun er tale om punktnedslag i rockhistorien, giver ”Rock cartoon” en langt mere flimrende præsentation af rockmusikkens udvikling end den ovenfor nævnte ”Rock i striber”, og værket minder på mange måder mere om ”Rock dreams” end om den mere udtømmende rockhistoriske oversigt.

Tegneserierne i ”Rock cartoon” er lavet af en række kendte tegneserietegnere (Loustal, Tardi, Benoit, Margerin, mv.), hvilket betyder, at værket ud over at give en form for rockhistorisk overblik også bliver en antologi over toppen af den fransksprogede tegneserieverden på tilblivelsestidspunktet (1990). Det er dog meget forskelligt, hvor meget de forskellige bidragydere til værket har investeret af sig selv i deres bidrag, og nogle af indslagene i værket er decideret forglemmelige. Men andre af punktnedslagene på rockhistoriens højdepunkter er absolut værd at stifte bekendtskab med, f.eks. Loustals farveglade snapshot af The Beach Boys (ikke helt ulig Peellaerts gengivelse af det samme motiv) og Alain Fretets dystre billeder af Jim Morrison på stop som en anden ”rider of the storm”.

Variationen i de korte tegneserier er lige så stor som udtryksformen hos bidragyderne, og mon ikke de fleste læsere vil kunne finde noget i værket, der passer til deres musik- og tegneseriesmag? Hvis de ellers finder frem til ”Rock cartoon”. Bogen er ikke oversat til dansk og er ikke købt til nogen danske biblioteker – hvilket jo ikke forhindrer, at indholdet i den er ganske interessant.