Rockmusikere på mærkerne

Brevskrivningens ædle kunst er en uddøende kunstart i en verden, der efterhånden kun sender beskeder på sms og mail, og af samme grund er frimærkeproduktion en stærkt truet virksomhed, ligesom frimærkesamlere er en hendøende race.

Det er meget længe siden, man sidst har hørt scorereplikken: ”Vil du med hjem og se min frimærkesamling?”, og de fleste unge mennesker i dag vil nok tro, at ordet ”filatelist” er et skældsord eller en betegnelse for en klam og særdeles tvivlsom person.

Frimærkesamling er en hobby, der i dag kun udøves af mænd (og enkelte kvinder) tæt på sidste udløbsdato - og det må man nok bare lære at leve med.

Fordi frimærkeproduktion i dag er en virksomhed, der kun er mulig i kraft af et betydeligt statstilskud, bliver der hele tiden længere mellem de nye motivmærker fra verdens frimærkeproducenter, og dermed er argumentet for at blive frimærkesamler også ved at dø af sig selv; for uden tilførsel af nyt materiale til et samlerområde, vil interessen for området automatisk aftage og formentlig til slut helt forsvinde.

Så galt er det endnu ikke gået for frimærkesamleriet; men tendensen er tydelig, og det er en skam, for derved går kommende generationer glip af at kunne nyde en selvstændig kunstform – frimærkets miniaturekunst – og desuden får de ikke mulighed for at møde den kultur og den baggrundsviden, der ligger gemt i beskæftigelsen med frimærkemotivernes afbildning af diverse emneområder.

Et af disse områder er rockmusikken og dens udøvere. Som filatelistisk samlerområde er rockmusik og rockmusikere særdeles omfattende og umuligt at omtale blot nogenlunde dækkende i en artikel som denne. Alligevel kan det godt lade sig gøre at fremsætte et par generelle betragtninger om samlerområdet, og det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.

Danske rockfrimærker
Motivsamlinger inden for frimærkernes verden vil ofte være underdelt systematisk og vil derefter være opdelt geografisk og/eller kronologisk. Når det drejer sig om at systematisere frimærker med rockmusik og -musikere, vil en blanding af disse kategorier nok være det mest hensigtsmæssige.

Lad mig starte gennemgangen af rockfrimærkerne på dansk hjemmebane, hvor det er rigeligt med den kronologiske systematisering for at få styr på sin samling.

Danmark er et af de lande, hvor fejringen af rockmusikken på frimærker er sket allersenest. Man skal helt frem til 2010, før det første danske frimærke med rockmotiv blev udsendt, og det er sent i forhold til vores nordiske naboer – og til verdens frimærkeproducerende lande i øvrigt.

Med inspiration fra det engelske postvæsen besluttede Post Danmark/PostNord i starten af 2010 i samarbejde med DR´s P4 at udskrive en konkurrence om at finde frem til ”det mest mindeværdige danske pladecover gennem de seneste 50 år” – et cover, der så efterfølgende ville blive brugt som motiv på et frimærke.

Feltet af kandidater til titlen som det mest populære danske albumcover indskrænkede sig snart til 5 markante pladeomslag (hvoraf de 3 involverede Kim Larsen og Gasolin´), og d. 12. marts 2010 kunne P4 så kåre det mest populære cover fra 1960 til nu: coveret til Gasolin´s tredje LP.

Motivet på omslaget til ”Gasolin´ 3” blev sat i masseproduktion som hverdagsfrimærke med den pålydende værdi 5,50 kr., og d. 28. april 2010 kunne de danske brevskrivere for første gang nogensinde sende et brev med et rockmusikalsk motiv som porto. Coverillustrationen til ”Gasolin´ 3” stammer fra et billede af kunstneren Tage Hansen, som selv havde ”lånt” motivet fra et amerikansk reklamebillede for flyselskabet TWA, og med valget af dette billede til et nyt dagligfrimærke blev Gasolin´ om muligt endnu mere berømte i Danmark, end de allerede var før 2010.

Gasolin´-frimærket er et fint eksempel på rockmusikkens tilstedeværelse i filateliens verden – men det er til gengæld også ret enestående her til lands. I 2013 udsendte PostNord ganske vist yderligere 2 frimærker med temaet ”rockmusik”; men de stærkt stiliserede billeder af en guitar og af et festivalpublikum hører ikke til blandt genrens højdepunkter – for nu at sige det pænt.

Frimærkerne er tænkt som en ”hyldest til dansk rockmusik”; men de kaleidoskopisk farvestrålende billeder af et par af rockmusikkens faste ingredienser er hverken særligt slagkraftige eller særligt signifikante efter denne iagttagers mening. Det bør kunne gøres bedre – og det kan det også, som man ser det i rockfrimærker fra en række øvrige lande.

Rockfrimærker i resten af verden
I Sverige hyldede man første gang landets rock-ikoner i frimærkeform i 1991, hvor det svenske postvæsen udsendte 3 frimærker med billeder af 3 af de største svenske pop/rock-navne på dette tidspunkt: Lena Philipsson, Roxette og Jerry Williams. Frimærkerne blev ganske populære blandt samlere og brugere, så da posten i 2004 igen kiggede mod musikverdenen efter inspiration til en række motivmærker, valgte man samme koncept som sidst: billeder af udvalgte store rocknavne fik til opgave at markere 50-året for rockmusikkens fødsel.

Ud over et frimærke med ophavsmanden til den moderne rockmusik, Elvis Presley, præsenterede de 7 nye hverdagsmærker portrætter af 7 store svenske rocknavne, heriblandt Jerry Williams, der altså som den eneste svenske rockmusiker er blevet hyldet med et frimærke 2 gange.

I Norge indledte postvæsenet i 2009 udsendelsen af en række motivmærker med billeder af landets bedste repræsentanter for populær- og rockmusikken, og denne række af tematisk beslægtede musikfrimærker er i princippet stadig under udgivelse. De første frimærker fra 2009 forestillede nogle af landets pionerer inden for rockmusikken – Per ”Elvis” Granberg, Rocke Pelle, m.fl. – mens de følgende frimærkesæt med populærmusik som motiv præsenterede melodifestivalnavne (2010), sangerinder (2011), sangere (2012), rockbands (2013) samt i 2020 årets nyoptagne i den norske hædersportal for populærmusik, Rockheim Hall of Fame.

Blandt de skandinaviske lande er Norge helt oplagt det land, der oftest har fokuseret på rock- og populærmusikken, når man skulle finde motiver til årets nye frimærker.

Man kan næppe kalde udformningen af de norske frimærker specielt original; men alene det faktum, at staten via det norske postvæsen har ønsket at formidle kendskabet til landets populærmusikalske talentmasse til en større del af befolkningen er helt afgjort et anerkendelsesværdigt initiativ, som vi godt kan være misundelige på her til lands.

England, som vel sammen med USA kan kaldes rockmusikkens fædreland, har hyldet landets stolte traditioner inden for populærmusikken ved adskillige lejligheder. I 2010 udsendte postvæsenet således 10 frimærker med klassiske covers til en stribe (mere eller mindre) ikoniske rockudgivelser af bl.a. The Rolling Stones, Led Zeppelin og The Clash.

The Beatles var ikke repræsenteret i albumcover-serien; men til gengæld havde den legendariske gruppe fået æren af at være det første udvalgte band i en fortløbende udgivelsesrække af frimærker med britiske rockorkestre: The Beatles (2007), Pink Floyd (2016), Queen (2020), The Rolling Stones (2022) og Iron Maiden (2023).

Hvorledes man er havnet på netop disse navne i netop denne rækkefølge, melder historien ikke noget om; men de nævnte rockgrupper har jo alle en stor fanskare, så mon ikke det engelske postvæsen har øjnet en mulighed for at øge den skrantende interesse for at sende breve ved at tilbyde brevskriverne og frimærkesamlerne et gensyn med deres favoritter i en række flotte billeder?

The Beatles på frimærker
Ligesom England har også USA udsendt en lang række frimærker med rockstjerner som motiv, begyndende med et Elvis-frimærke i 1993. Elvis ville da også være en af topscorerne, hvis man optalte frimærker med billeder af rockmusikere på verdensbasis; men der er næppe nogen tvivl om, at det mest populære motiv af dem alle er The Beatles, og Beatles-frimærker er efterhånden så talrige, at de udgør et særskilt samlerområde inden for filatelien.

Hvis man begynder at samle på Beatles-frimærker, får man brug for alle de i indledningen nævnte inddelingskategorier, når man skal ordne sin frimærkesamling: systematiske underdelinger, inddeling efter lande samt den kronologiske inddeling. Beatles-frimærker er (næsten) lige så udbredte som Disney-mærker, og en lang række mindre, oversøiske lande har helt oplagt baseret deres filatelistiske virksomhed på udgivelse af motivmærker til et publikum af samlere, heriblandt altså et publikum af Beatles-fans. Det gælder Guinea-Bissau, det gælder Togo, Sierra Leone, Mozambique, Niger, Maldiverne, osv. osv.

Et relevant spørgsmål her kunne lyde, hvorfor i alverden man skulle bruge sine surt sammensparede penge på en række små billeder af sine favoritmusikere? Hvis man er fanatisk Beatles-fan, giver spørgsmålet ingen mening; i så fald er man interesseret i alt, hvad der har med ens idoler at gøre. Men selv for mere besindige Beatles-fans kan der være noget af interesse i de små farvestrålende billeder, idet frimærkerne jo ofte er tilrettelagt sådan, at de - fordi de har så lidt plads til rådighed - forsøger at fange essensen i deres motiv bedst muligt

Et billede siger mere end 1000 ord, lyder en gammel talemåde, og et frimærkebillede kan i bedste fald udtrykke sit motivs inderste kerne bedre end mange større billeder. Det ligger i billedets natur, at det i løbet af en brøkdel af et sekund skal forsøge at fange betragterens opmærksomhed, og den opgave bliver kun sværere i forbindelse med frimærkebilledets ringe størrelse.

Derfor må man gå ud fra, at kunstneren bag et givet frimærke har brugt alle sine evner til at sige mest muligt om sit motiv på den begrænsede plads og har forsøgt at fange motivets inderste sjæl i sin afbildning. Og hvis det er rigtigt, er det nok værd at kigge en ekstra gang på et givet motivfrimærke – ikke mindst, hvis motivet er verdens mest berømte rockgruppe.