Rockmusikkens æresloge

Rock & Roll Hall of Fame – eller blot Rock Hall (med internetadressen rockhall.com) – er en institution, ”som hylder ungdomskulturen ved at sætte fokus på de kunstnere, hvis musik forener os”. Sidst i april hvert år udpeger en jury på 500 personer (eller flere) fra musikverdenen et antal nye navne til rockens Hall of Fame – som regel 6 til 12 nye navne pr. gang. Den eneste konkrete betingelse for at blive udpeget til æreslogen er, at man er debuteret med en udgivelse for mere end 25 år siden. Ellers er der reelt frit spil – men til gengæld ikke stor åbenhed omkring kriterierne for udvælgelse til eller indvalg i logen.

Rock Hall begyndte at udpege musiknavne til æreslisten i 1986, og i 1995 åbnede institutionen et fysisk museum i Cleveland, Ohio, hvor man både kan se udstillinger om de indvalgte, og hvor der afholdes koncerter, foredrag, mv. Der er dog ingen tvivl om, at listen over medlemmer i æreslogen er den vigtigste del af institutionens virksomhed, og årets kåring af nye navne i april er en begivenhed, der følges nøje af såvel musikere som branchefolk. Der er ingen umiddelbar gevinst ved at blive indvalgt i Rock Hall; men udbyttet i form af omtale og goodwill er rigeligt til, at det anses som særdeles attraktivt at blive udpeget til æreslogen.

I tidens løb har der været rejst en del kritik af æreslogens (mangel på) indvælgelseskriterier, logens grundlæggeres (for) store indflydelse på indvalgene, æreslogens slagside til fordel for amerikansk musik, kønsfordelingen i logen, genrefordelingen, mv. – samt ikke mindst en kritik af et for ringe kvalitetsniveau for mange af de indvalgtes vedkommende. Det er lige så forudsigeligt som amen i kirken, at en opstilling af en liste over de bedste udøvere inden for et givet område vil møde kritik, og en del af kritikken er formentlig helt berettiget. Men så har jurymedlemmerne, kritikerne og musikpublikummet i al almindelighed jo noget at diskutere, og det er vel et formål i sig selv.

I 2025 har juryen indvalgt ikke færre end 13 nye navne i Rock Hall, heriblandt 7 udøvende kunstnere og 2 med en ”betydelig indflydelse på musikverdenen”. Hver nyindvalgt kunstner har fået nogle pæne ord med på vejen om vedkommendes karriere og betydning for rockmusikken. Desuden vil de indvalgte blive hyldet ved et fysisk arrangement i efteråret 2025, dette år i Los Angeles. Men når det arrangement løber af stabelen, er forberedelserne til næste års udpegning allerede godt i gang.

Mere end 400 indvalgte
I 2024 nåede antallet af indvalgte i Rock Hall over 400, og dette høje tal betyder naturligvis, at de fleste musikelskere vil kunne finde et pænt udvalg af deres favoritter blandt de udkårne. Alt andet ville være mærkeligt. Til gengæld betyder de mange navne i æreslogen også, at de – mere eller mindre – oplagte udeladelser fra listen vil fremstå meget tydeligere, end hvis der kun var få navne i æreslogen.

Der er jo ingen facitliste for, hvem der er berettigede til at blive optaget på en hædersliste over rockmusikkens betydeligste navne – ligesom der ikke er nogen facitliste for, hvad der overhovedet er rockmusik - så derfor vil den foreliggende liste altid i et eller andet omfang være et resultat af personlige præferencer. På den anden side må en æresliste, der gerne vil gøre krav på at besidde en vis almengyldighed og troværdighed, ikke skeje alt for meget ud til nogen af siderne, og musikpublikummet skal kunne genkende et nogenlunde virkelighedstro billede af rockmusikkens landskab i udformningen af en æresliste.

Kort sagt må der ikke være for mange ubetydelige navne og døgnfluer i oversigten, ligesom de store og epokegørende navne skal være mellem de 400 udvalgte musikere. Ellers risikerer æreslisten at antage privat karakter, eller værre: at blive set som et resultat af nepotisme eller af magtfulde interessenters lobbyarbejde. Det har rent faktisk været tilfældet, idet bestemte musiknavne er blevet anklaget for udelukkende at være blevet nomineret på baggrund af nære familierelationer til et eller flere jurymedlemmer, og tilsvarende er nogle af de store pladeselskaber blevet beskyldt for at have haft et afgørende ord i forbindelse med nomineringer og indvalg af visse musikere.

Korruption, bestikkelse og lignende grimme fænomener er formentlig uundgåelige i en verden, hvor der er mange penge og megen prestige på spil. Men igen: hvis skævhederne og urimelighederne bliver for store, undergraves foretagendets eksistensgrundlag, og det hele bliver ligegyldigt. Men er det tilfældet med Rock Hall?

Indvalg og fravalg
Personligt kan jeg som musikfan være ligeglad med, om dette eller hint rocknavn er fundet værdigt til optagelse i en æresloge som Rock Hall. Musikerens musik bliver jo hverken værre eller bedre af at blive udpeget til en æresloge. Men hvis jeg skriver om en musikers meritter, f.eks. her til hjemmesiden, plejer jeg da at nævne det, hvis vedkommende figurerer i Rock Hall. Og for musikeren selv er der naturligvis meget mere på spil, så helt ligegyldig er optagelsen i æreslogen bestemt ikke, hverken økonomisk eller statusmæssigt.

Jeg anerkender fuldt ud æreslogens betydning i rockmusikkens univers, og jeg synes selv, der kan være ganske underholdende med den form for hitlisterangeringer og hæderslisteudpegninger. Men af samme grund finder jeg det også på sin plads at diskutere og italesætte æreslistens sammensætning – og ikke mindst dens mangler og udeladelser.
Eric Clapton er som det eneste af æreslogens mange musiknavne indvalgt i 3 forskellige sammenhænge: som solist, som medlem af Cream og som medlem af The Yardbirds. Det kan måske forekomme en smule uproportionalt, guitaristens store fortjenester og indsatser i øvrigt ufortalt. En række musiknavne er indvalgt i Rock Hall 2 gange på grund af deres engagement i forskellige musikalske konstellationer, og det er til gengæld både rimeligt og uundgåeligt: medlemmerne i The Beatles, Neil Young, David Crosby, Stephen Stills, Graham Nash, Paul Simon, Carole King og Stevie Nicks – samt muligvis et par navne mere. At disse navne optræder 2 gange på æreslisten giver ikke nogen skævvridning i den store sammenhæng, men viser blot disse musikeres store betydning for udviklingen af rockmusikken. Ikke et ondt ord om nogen af dem.

Jeg har heller ingen ambitioner om her at begynde at udpege navne, som efter min mening ikke er oplagte deltagere i æreslogen i sammenligning med andre navne, der ikke er optaget i Rock Hall. En sådan øvelse er øretævernes holdeplads, så den vil jeg holde mig fra; men jeg vil til gengæld gerne fortælle, hvilke navne, der – efter min mening – burde være indvalgt i Rock Hall for længe siden, og som måske aldrig kommer til at optræde der, når de ikke allerede for år tilbage er blevet indvalgt.

Første gang jeg blev opmærksom på nogle iøjnefaldende mangler og skævheder ved Rock Hall-listen, var, da jeg for år tilbage ville skrive noget om britiske Manfred Mann og havde brug for at vide, hvornår gruppen var blevet indlemmet i æreslogen – og opdagede, at den slet ikke var der! Det forstod jeg ikke noget af, for Manfred Mann var – og er – i min verden en vigtig faktor i 1960´ernes såkaldte britiske invasion. Hvordan man kunne overse dem, overgik min forstand. Men da jeg begyndte at undersøge nogle flere af mine egne topkandidater til Rock Hall, fandt jeg hurtigt ud af, at der var andre eklatante udeladelser fra æreslogen: Procol Harum (som nok aldrig har været lige så store i USA som i Europa), Spencer Davis Group (hvis Stevie Winwood dog har en plads i Rock Hall via sit medlemskab af Traffic), Them (som dog er repræsenteret i æreslogen via Van Morrison), osv.

Også en stribe banebrydende grupper fra den amerikanske vestkyst i 1960´erne synes at være undgået Rock Hall-juryens opmærksomhed, trods gruppernes stjernestatus i samtiden: Love, Country Joe & the Fish, Quicksilver Messenger Service – samt de lidt senere amerikanske frontløbere i forbindelse med udviklingen af countryrocken: Flying Burrito Brothers, Poco, m.fl. Læg dertil en række fremtrædende musiknavne som Townes van Zandt, Boz Scaggs og Steve Forbert, og man har – ud over en god basis for de kommende års æresloge-nomineringer – et udmærket indtryk af en konstituerende del af min personlige musiksamling.

For slet ikke at nævne navne som Southside Johnny & the Asbury Jukes, Lucinda Williams og Carla Olson. Der er nok at gå i gang med for juryen, der skal udvælge de nye Rock Hall-medlemmer i 2026; og jeg kan godt komme med flere forslag, hvis det skulle blive nødvendigt …

Og hvad så?
Og hvad så, kunne man med god ret spørge efter ovenstående opremsning af udeladte navne i Rock Hall? Tja, så ikke noget. Rock Hall-æreslogen trives helt sikkert udmærket uden min billigelse, og jeg vil da heller ikke gøre krav på at sidde inde med den objektive sandhed om verdens (dvs. vestens) mest betydningsfulde musiknavne.

Men var det virkelig nødvendigt at pege på navne som Soundgarden, Bad Company og Salt-n-Pepa som nogle af årets nye musiknavne til æreslogen, når der stadig mangler så store navne som Gram Parsons og skotske Al Stewart i oversigten over betydningsfulde musikere? Svaret blæser i vinden, som en tidligere indvalgt i Rock Hall engang har udtrykt det.