Genrer
Rock'n'roll forfattere
Salig Eik Skaløe fra den legendariske rockgruppe Steppeulvene fremsatte i 1967 følgende bombastiske programerklæring, som stod at læse på omslaget til gruppens første og eneste lp: ”Den elektriske guitar er vor tids skrivemaskine.” Udsagnet er naturligvis noget vrøvl, for et redskab, der producerer toner kan ikke sammenlignes med et redskab, der producerer ord. Men Skaløes mening med udtalelsen er god nok: de kunstnere, som før i tiden ville være blevet digtere og forfattere, vælger i dag ofte at blive rockmusikere (og –lyrikere) i stedet for.
Jamen, hvorfor overhovedet skelne, kunne man spørge. En tekst til en rocksang er vel samtidig et digt, så hvorfor tale om rocklyrikere over for ”rigtige” lyrikere? Jo, fordi rocklyrikken altid er blevet til med henblik på at ledsage ellers ledsages af en rytmisk musik, som stiller visse krav til tekstens udformning – først og fremmest krav om rytme og rim i teksten, for at musikken kan få den størst mulige gennemslagskraft. Dette forhold siger ikke noget om rocklyrikkens kvalitet, blot noget om, at rockteksterne principielt er underkastet nogle formkrav, som man ikke kender fra den moderne lyrik, og at disse formkrav uundgåeligt vil have indflydelse på rocklyrikkens udseende. Hvordan rocklyrikeren så i øvrigt tackler formkravet, eller måske ligefrem forvandler det til en styrke, afhænger af lyrikerens talent.
Man finder naturligvis masser af eksempler på rocktekster, der ikke rimer, og som heller ikke rummer faste versefødder. Men man finder næppe mange mesterværker blandt disse oprør mod nogle af rocklyrikkens grundlæggende karakteristika – og man finder i hvert fald ikke mange mindeværdige tekster i denne kategori, fordi de mindeværdige rocktekster netop bliver mindeværdige i kraft af markante og kraftfulde enderim, som mejsler teksterne fast i lytterens bevidsthed. Det er versenes rytmer og enderim, der tilføjer rockteksten dens råstyrke – og derfor er disse faktorer også vigtige grundingredienser i rocklyrikken.
Rocklyrikere og andre forfattere
Den kendteste af alle rockpoeterne, Bob Dylan, er et godt eksempel på en lyriker, som før i tiden ville være blevet ”almindelig” digter. Bob Dylans tekster er ganske vist udgivet i bogform på præcis samme måde, som andre digteres tekster udgives, og Dylans rocklyrik kan sagtens tåle at blive læst uden ledsagende musik. Men samtidig er der ingen tvivl om, at ordene er skrevet med henblik på at blive fremført til musikledsagelse – og har man éngang hørt teksterne sunget af kunstneren, vil man altid have melodien til ordene i baghovedet, når man læser sangteksterne. Bob Dylan er rocklyriker, og det er noget andet end ”bare” at være lyriker.
Leonard Cohen startede sin løbebane som digter og vendte sig først et godt stykke inde i karrieren mod musikken. Men da han først gjorde det, skiftede hans lyrik til gengæld også karakter og blev langt mere rytmisk betonet og fastere struktureret end tidligere. Han blev rocklyriker, og det var han resten af livet.
Rockmusikken rummer mange glimrende rocklyrikere, hvoraf en betragtelig del formodentlig ville være blevet digtere under andre omstændigheder. Rockmusikken rummer også mange eksempler på tekstforfattere, som på et eller flere tidspunkter i karrieren får lyst til at prøve kræfter med andre dele af skrivegerningen, f.eks. romangenren eller børnebogen. For flertallets vedkommende er der dog tale om rene gæstebesøg på fremmede territorier, således som man f.eks. så det hos en musiker som Henrik Strube, der i 1989 forsøgte sig som forfatter med romanen Hit.
En anden dansk forfatter, Thorstein Thomsen, startede karrieren som regulær rockmusiker i flere forskellige musikalske sammenhænge. Sideløbende med musikken udsendte Thomsen en række populære børnebøger, og denne del af den kunstneriske virksomhed fik efterhånden helt overtaget i forhold til musikproduktionen. I dag er Thomsen primært forfatter af voksenromaner, mens musikken helt er gledet i baggrunden.
Thorstein Thomsen er et af relativt få eksempler på rockmusikere, som samtidig med rockkarrieren har udfoldet sig som ”almindelig” forfatter – og selv hos Thomsen falder karrierens enkelte dele i flere adskilte perioder. Det er sjældent at møde kunstnere, som ikke primært er enten rockmusikere eller digtere/forfattere, men som er begge dele på én gang – og som har lige stor succes i begge roller. I vores naboland Sverige finder man dog et par eksempler på sådanne multitalenter.
Ulf Lundell, rockmusiker og forfatter
Ulf Lundell har været Sveriges førende rockartist i mange år. Men samtidig med rockkarrieren har Lundell en omfattende produktion som romanforfatter (og i mindre grad som lyriker) – det er i denne forbindelse værd at huske på, at Lundells store kunstneriske gennembrud faktisk først kom et år efter pladedebuten i 1975, nemlig med romanen Jack i 1976. Samme roman er blevet valgt som en af det forrige århundredes 10 mest læste skønlitterære værker i Sverige – og flere af Lundells senere bøger møder man længere nede på hitlisten. I dag er Ulf Lundell en efterspurgt og anerkendt forfatter – samtidig med at han er en gigant på rockscenen med et enormt bagkatalog af sange og et stort koncertpublikum i alle aldersgrupper.
Ulf Lundells rocklyrik og –musik er skrevet af en ”rigtig” forfatter, som ikke vil nøjes med at hellige sig en enkelt af talentets mange facetter, men som insisterer på både at være musiker og forfatter på samme tid – og gør det med stort held. Ikke alt fra Lundells hånd er lige godt, men til gengæld er det heller aldrig helt skidt, og når det er bedst, er det rigtig godt.
Carl-Johan Vallgren - nu også med rockmusik
Lundell er stor i Sverige, og han er sågar også kendt i Danmark, hvor man ellers ikke hører meget til den svensksprogede rockmusik. Mindre kendt i Danmark er en anden svensk musiker/forfatter, hvis karriere ellers minder en del om Lundells, blot i mindre format. Carl-Johan Vallgren debuterede som forfatter i 1987, hvor han udsendte romanen Nomaderna. Siden fulgte flere romaner, og i 2002 kom omsider det store gennembrud, da Vallgren vandt den eftertragtede August-pris for romanen Den vidunderlige kärlekens historia (dansk: Den vidunderlige kærligheds historie, 2004).
Men flere år inden Vallgren modtog August-prisen, havde han udvidet sit virkefelt til også at omfatte musikken og sangteksterne – måske under inspiration fra sin succesrige kollega Ulf Lundell. I 1996 indspillede Vallgren sin første cd, Klädpoker med djävulen, med en stribe fine og vittige tekster til et ret traditionelt jazz/vise-akkompagnement. Igennem de følgende år udbyggede Vallgren det musikalske bagkatalog, og samtidig ændrede musikken karakter i retning mod det mere rockbetonede. Stadigvæk var visemelodierne i højsædet i Vallgrens musik, men den instrumentale besætning afslørede kunstnerens voksende interesse for en lidt mere hårdtslående og markant indramning af ordene.
På cd'en I provinsen (2004) har Vallgren taget skridtet fuldt ud og leveret en fuldgyldig rockplade med hjælp fra flere kendte svenske rockmusikere. Hans tekster er fortsat en smule mere litterære, end man er vant til i rockmiljøet, men ligesom den gængse rocklyrik udmærker teksterne sig ved de faste versefødder og enderimene, som signalerer, at teksterne er blevet til med henblik på at blive fremført til musikakkompagnement.