Genrer
Rod Stewart: Every picture tells a story
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 172
Når man tænker Rod Stewart, er der én sang, man tænker på før nogen anden, og det er "Maggie May". Det er en sød, rørende lille sang, der virkelig klædes af Stewarts stemme. Faktisk er det synd, at der ikke er mere af hans musik, der lyder sådan, for roots/folk-lyden klæder ham som sagt godt, og han føles ikke nær så naturlig, når han tackler disko, new wave eller soft rock. Tidligt i 70’erne var han dog mere rocket, og den definitve Stewart-plade er da også fra den periode. Den hedder Every picture tells a story, og her finder man bl.a. førnævnte "Maggie May". Denne plade har dog en broget skare af indflydelser, dog alle behandlet med et touch af denne roots-lyd, som pladen gennemgående er præget af, hvilket giver den mere identitet. Genrer som gospel, country, blues, hård rock og endda salmer bliver behandlet, så de passer perfekt sammen, men på samme tid skinner disse genrers unikke kvaliteter flot igennem, så de enkelte numre skiller sig ud og har kant. Rækkefølgen er også godt gennemtænkt. Hvis sangene var i en anderledes rækkefølge, kunne pladen enten risikere at føles rodet eller ensartet, men som den er nu, er den lige tilpas varieret.
Der er truffet mange kloge valg på Every picture tells a story, heriblandt at placere det energiske, storladne titelnummer først. Det er skrevet i samarbejde med hans gamle ven Ronnie Wood, som han har arbejdet sammen med i både Faces og The Jeff Beck Group. Wood spiller også guitar på mange af pladens numre, og han og Stewart er virkelig et godt team. Deres fælles stil er sprød, interessant og levende, og "Every picture tells a story" er uden tvivl pladens mest ambitiøse sang, måske ville jeg endda kalde den bedre end "Maggie May". Man har virkelig fået smag for pladen, så snart den ender. På samme måde er hans fortolkning af den sentimentale "Reason to believe" et formidabelt afslutningsnummer. Jeg elsker når afslutningsnumre i stemning kigger tilbage, det får lytteren til at reflektere over albummet. Derudover er alt ved denne udgave enormt charmerende og sødt for ikke at tale om kreativt. Der findes mange udgaver af denne sang, og ingen er efter min mening så gennemført som Stewarts, til trods for, at den måske fortsætter i lidt for lang tid i slutningen.
En stor del af Every picture tells a story er covers, og det betyder varierende kvalitet i sangskrivningen. "Amazing grace" er selvfølgelig et mesterværk, men den simplistiske udgave, der er på Every picture tells a story, er, hvor charmerende den end er, et ret unødvendigt indskud. Den passer ikke rigtig ind. "That’s all right" virkede også lidt underlig, de første par gange, jeg lyttede til pladen, men det var vist mest, fordi jeg var så bekendt med Elvis’ udgave, og det var derfor underligt at høre den med Stewarts lyse, sprøde stemme. Men efterhånden satte jeg mere pris på den, og blues-guitaren er ganske lækker. "Seems like a long time" er det eneste nummer, jeg synes er ret kedeligt. Det lyder lidt som noget af The Band, men det passer bare ikke nær så godt til Stewarts stemme. Sidste halvdel af pladen er dog eminent med stribevis af fantastiske numre, så man forlader pladen med et minde om nogle virkelig svedige sange. Jeg havde i grunden ikke forventet mig så meget af Every picture tells a story, selvom jeg er vild med "Maggie May", men jeg må indrømme, at det er en yderst positiv oplevelse.