Roger McGuinn gik solo for 50 år siden

Imellem 1964 og 1973 var Roger McGuinn den uofficielle leder af det ekstremt indflydelsesrige band The Byrds, og han er det eneste medlem af gruppen, der har været med i samtlige dens konstellationer i de 10 år, The Byrds eksisterede. De sidste år af gruppens levetid var der dog ikke meget konsistens over dens udgivelser eller dens spillestil, og selv om The Byrds udsendte en slags genforeningsplade i januar 1973, var gruppen reelt ikke-eksisterende på dette tidspunkt.

Roger McGuinn stillede med to originale numre til genforeningsprojektet; men i virkeligheden var han i januar 1973 allerede langt inde i arbejdet med at forberede udgivelsen af sit første soloudspil: den eponymt betitlede ”Roger McGuinn”, som blev udsendt d. 8. juni 1973.

Fra tiden i The Byrds var Roger McGuinn vant til at være den, der bestemte, og der var heller ingen diskussion om, hvem der var i fokus i forbindelse med den nye soloplade: Roger McGuinn. McGuinn producerede selv pladen, han opkaldte den efter sig selv, og for at der ikke skulle opstå nogen tvivl om, hvad det her projekt handlede om, var soloalbummet forsynet med ét stort og 56 (!) ens, små portrætter af musikeren, fordelt på albummets for- og bagside.

En sådan selvfokusering er vist aldrig set i forbindelse med et albumcover, hverken før eller senere. Men selv uden de mange små portrætter var der næppe nogen, der kunne være i tvivl om, at det her var en soloudgivelse fra den tidligere leder af The Byrds. Bl.a. bestod hovedparten af indholdet på pladen af nye, selvkomponerede sange (hvoraf et par dog havde været luftet offentligt tidligere i forbindelse med koncertoptrædender), og desuden kunne lytteren nikke genkendende til Roger McGuinns karakteristiske stemme, som sammen med hans 12-strengede guitar nærmest fungerer som hans varemærke.

Mange genrer, mange medvirkende
Den 12-strengede guitar optræder dog særdeles sporadisk på ”Roger McGuinn” og er slet ikke så dominerende, som det er tilfældet på mange af The Byrds´ tidlige indspilninger. Det hænger nok først og fremmest sammen med, at solopladen rummer så mange forskellige udtryksformer og -stilarter, at den ligner et musikalsk kludetæppe - eklektisk er vist den finere betegnelse for det stærkt sammensatte musikværk.

Her finder man både elementer af rock, country, folk, jazz, calypso, psykedelisk musik, sea-shanties og meget mere - alt sammen præsenteret inden for bare 11 sange! Lige fra jazz-indslagene på ”My new woman”, over Beach Boys-pastichen ”Draggin´” og den psykedelisk inspirerede ”Time cube” til calypso-rytmerne på ”M´Linda” opviser ”Roger McGuinn” så mange forskellige musikalske stilarter, at man kan have ophavsmanden mistænkt for at ville bruge pladen som et udstillingsvindue for, hvor mange genrer og udtryksformer, han beherskede.

Der er da heller ikke noget enhedspræg over soloudspillets enkelte numre, tværtimod. Pladen virker som en antologi over McGuinns mange musikalske talenter, og på den baggrund kan man næppe betegne den som et hovedværk i produktionen. Det betyder dog ikke, at pladen er dårlig. McGuinn har fået en række store musiknavne til at hjælpe sig med akkompagnementerne, bl.a. Bob Dylan, David Crosby, sangerinden Spanky McFarlane, Beach Boys-medlemmet Bruce Johnston samt jazz-saxofonisten Charles Lloyd, og de gør alle sammen hvad de kan for at gøre pladen til en varieret og behagelig lytteoplevelse - uden de store udfordringer, men med en række iørefaldende og vellydende sange.

Undertegnede er mindst begejstret for McGuinns science fiction- og synthesizer-fascination, som den kommer til udtryk i nummeret ”Time cube”, og jeg er af samme grund David Crosby stor tak skyldig, fordi han i starten af indspilningsprocessen gav Roger McGuinn et godt råd med hensyn til musikken: ”This is too plastic, man. You need to get more organic with it”. Der er ikke noget, der direkte indikerer, at denne udtalelse handlede om McGuinns forkærlighed for moog synthesizeren som centralt instrument; men mon ikke det forholder sig på den måde?

”Roger McGuinn” blev ikke nogen stor salgssucces i samtiden, snarere tværtimod; men musikeren selv var tilfreds med pladen, fordi den afspejlede hans sande jeg: ”I was being true to myself”. Hørt i dag er pladen absolut værd at lægge ører til, ikke mindst hvad angår sangene om at finde sin egen identitet og sit ståsted i tilværelsen, som f.eks. ”Lost my drivin´ wheel” og den vittige ”I´m so restless”, hvor både Bob Dylan, John Lennon og Mick Jagger optræder i teksten under de let gennemskuelige pseudonymer Mr. D., Mr. L. og Mr. J. Og hvis man er til surfmusik, vil man elske bil-sangen ”Draggin´”, som ville rangere højt på The Beach Boys´ top-10-liste, hvis det ellers var dem, der havde skrevet og indspillet den.

Tillykke med de 50 år til en soloudgivelse, der trods sit sammensatte præg stadig er en fornøjelse at lytte til. Pladen blev siden fulgt op af en række mere homogene plader, hvoraf den hidtil seneste, ”Sweet memories” (2018), dog viser en musiker med et ret så lavmælt og spagfærdigt udtryk, som slet ikke kan hamle op med tidligere tiders præstationer, heriblandt ”Roger McGuinn”. Men det er trods alt også efterhånden 50 år siden, Roger McGuinn havde sin egentlige storhedstid på den amerikanske vestkystscene.