Genrer
The Rolling Stones: Aftermath
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 108
Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at dengang var de amerikanske Rolling Stones-albums ikke sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of our heads fra samme år, men den led desværre af mange af de samme problemer. Min konklusion var, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars banquet og Between the buttons. Spørgsmålet må da være, hvornår pladerne begyndte at blive gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Det har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også instrumenterne til at skabe mere spændende lydbilleder, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på "Mother’s little helper" næsten lyder som en sitar.
De turde også på Aftermath skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på "Mother’s little helper", "Out of time" og "Lady Jane" for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade den 11 minutter lange "Going home" være på pladen. Man lægger næsten ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.
Teksterne kommer mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. "Mother’s little helper" har en genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. "Stupid girl", en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok "Under my thumb". Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne ører, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på "Brown sugar". Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of our heads og Between the buttons. Den er mellem noget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Gruppen viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.