Genrer
The Rolling Stones: Tattoo you
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 211
Efter den fantastiske Some girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional rescue, og mange af dens numre kan man godt forstå ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo you fra 1981. Åbningsnummeret er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end "Start me up". Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Den var åbenbart oprindelig et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and blue-albummet. Med andre ord må det have været fuldstændig forfærdeligt, for Black and blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some girls og Emotional rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo you er bare perfekt.
Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s banquet eller Let it bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the buttons og Out of our heads. Det er tydeligt på de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten "Little T&A" og den ustyrlige "Neighbours". "Neighbours" er den ene af de to sange, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den interessante "Heaven", der lidt lyder af dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo you er tydeligt delt op i to sider. Første side er en række rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af dem er ligefrem en ny "Angie" eller noget. "Heaven" hører til på denne side, og det gør den fantastiske "Waitin’ on a friend" ligeledes.
Den første sang på side to er "Worried about you", der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, er det en rigtig god sang. Jeg har ikke særlig stærke følelser for "Tops" eller "No use in crying", men de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som "Little T&A", "Hang fire" og "Start me up" er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for "Neighbours", og den blues-inspirerede "Black limousine" er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare gør det godt. Tattoo you er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det siger mere om gruppens generelle kvalitet end om Tattoo you. Den er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og dens bedste sange kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.