Rosens navn

Ved indgangen til juni er maj måneds overvældende duftangreb fra syrener og rhododendroner ved at være forbi, og der er et helt år til næste gang. Men heldigvis står nye duft- og synsindtryk parat til at dulme sorgen over de alt for hurtigt forsvundne dufte i forårets sansebombardement. En af de trofaste og pålidelige afløsere for syrenblomstringens overflødighedshorn er rosen, som både er smuk og velduftende, og som oven i købet har den fordel frem for de blomstrende buske, at den bliver ved med at levere hele sommeren igennem, nogle gange helt frem til oktober.

”En rose er en rose er en rose” sagde Gertrude Stein og udtrykte dermed den enkle sandhed, at ting er, hvad de er, uafhængigt af hvad vi mennesker kan finde på at sige om dem. Det er den samme erkendelse om tingenes sande og uforanderlige kerne, uafhængig af tilfældige betegnelser, man møder i Julies berømte replik i Shakespeares drama ”Romeo og Julie”: ”Hvad er et navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, hvilket navn det end havde”.

Nu har en rose heldigvis et navn, der lyder lige så dejligt som blomstens duft – eller er det omvendt, at vi har lært at forbinde ordet ”rose” med noget smukt og velduftende? Under alle omstændigheder er det sjældent at træffe ordet ”rose” i sammenhænge, hvor det ikke kobles til noget absolut positivt. Det gælder også for pop- og rockmusikkens tekster, som udgør rammen om den følgende lille gennemgang af nogle – mere eller mindre – kendte udsagn om roser i rocklyrikken.

By any other name
Citatet ovenfor fra Shakespeare-dramaet har fundet vej til pop- og rockmusikkens tekster flere gange. Et af de relativt tidlige udspil, hvor Julies replik har dannet grundlag for en popsang, er The Drifters´ singleplade ”A rose by any other name” (1971) med tekst af Levine og Wine. Her handler det om en pige, der er lige så smuk som en rose – og hvis du så hende, ville du sige det samme: ”A rose by any other name is still a rose/ and my friends, you know what I mean/ the moment you see her”. Nummeret blev første gang indspillet af Ronnie Milsap på en singleplade i 1970. 

Holly Palmer har skrevet sangen ”A rose by any other name” til en singleudgivelse i 1999. Her lyder teksten: ”And if you weren´t so beautiful/ I would love you just the same/ you´d be a rose by any other name”. Mere alvorlig er baggrunden for Gerry Creens “A rose by any other name” (1977), der blev skrevet som en protest mod volden og uroen i Nordirland i slutningen af 1970´erne. Sangen vandt en irsk sangkonkurrence i 1979, og den betragtes i dag som en klassisk fredssang: ”`Cause a rose by any other name is still a rose/ and a child who´s taught to hate and maim/ is just a child, he´s not to blame”.

Gruppen Blondie udsendte i 2013 sangen “A rose by any name”, hvis titel helt oplagt står i gæld til salig Shakespeare; men for mig ser det ud, som om sangskriverne Matt og Laurel Katz Bohen har glemt pointen i det oprindelige citat. Eller måske regner de bare med, at citatet er så kendt, at de kun behøver at anføre halvdelen af det? Det er nok sådan, det forholder sig: ”Wherever you go, all over the world/ a rose by any other name/ if you´re a boy or you´re a girl/ I love you just the same”.

Endnu et bud på en popsang med inspiration fra Shakespeare kommer fra r´n´b-sangeren Teena Marie (med datteren Rose!), som i 2004 fik et hit med sangen ”A rose by any other name”, hvor hun synger duet med Gerald Levert. I sangteksten gentages sætningen ”Can you call a rose by any other name” et utal af gange, og hvis lytteren skulle have misset den uudtalte pointe – at man godt kan kalde en rose noget andet, uden at den af den grund holder op med at være en rose – slutter duetten med en række gentagelser af Gertrude Steins omskrivning af Shakespeare-citatet: ”A rose is a rose is a rose is a rose”. Så skulle budskabet vist være trængt ind!

Bob Dylan og de andre
Roser optræder flere gange i Bob Dylans sange og altid med positive associationer – selv om sammenhængene, hvori roserne dukker op, ikke altid er så positive. I sangen ”Love minus zero/No limit” (1965) lyder det således bl.a.: ”People carry roses/ make promises by the hour/ My love she laughs like the flowers/ Valentines can´t buy her”. Der er ikke noget galt med roserne i sig selv; men man skal ikke bruge dem til at opnå noget. I ”Queen Jane approximately” (1965) er situationen den, at rosernes duft, som engang var så skøn, desværre er borte nu: ”And the smell of their roses does not remain”. Lykken varer ikke evigt. I sangen ”Caribbean wind” (1985) dukker roserne op i form af en kvinde med en overjordisk skønhed, der ikke er af denne verden: ”She was the rose of Sharon from paradise lost”.

Religiøse referencer som denne dukker jævnligt op i Bob Dylans lyrik og således også i sangen ”Never say goodbye” (1973), hvor den underskønne kvinde bl.a. forbindes med jeg-personens drømme om ”a big bouquet of roses hanging down/ from the heavens to the ground”. I sangen ”Lily, Rosemary and the Jack of Hearts” er der også religiøse referencer; men først og fremmest er sangen en sprogligt opfindsom gennemspilning af et trekants- eller firkantsdrama, hvor den ene af kombattanterne bærer blomsternavnet Rose(mary) og den anden blomsternavnet Lily. De to skønne kvinder er begge i lommen på byens store mand, Big Jim; men det er dramaets mystiske fjerdemand, Hjerter Knægt, der er sangens egentlige hovedperson og dens omdrejningspunkt.

Endnu et par dejlige rose-lignende kvinder i rockmusikken skal her nævnes. Gruppen Pocos ”Rose of Cimarron” må – hvis hun er lige så smuk som melodien til sangen – være enhver mands drøm om en kvinde. Sangens Rose skulle efter sigende være bygget over virkelighedens Rose Elizabeth Dunn, som sidst i 1800-tallet blev forelsket i en af det vilde vestens lovløse cowboys. Knap så dramatisk er historien bag Rodney Crowells ”Rose of Memphis” (1994), selv om også denne rose tilsyneladende er værd at dø for. Sangens jeg-person hører kvinden synge i radioen, mens han er på vej til New Orleans i sin bil – og efter at han har hørt de guddommelige toner, er han ikke længere på vej mod New Orleans, men mod Memphis, hvor kvinden med den gyldne stemme har hjemme: ”I love the rose of Memphis, man/ she sings just like a bird/ I swear she makes the sweetest sound/ I think I ever heard”.

Og så lige en dejlig rose mere: Chris Hillmans ”Desert Rose” (1984), som både er titlen på en af hans sange, og som har lagt navn til musikerens succesfulde band, The Desert Rose Band. I sangen er ørkenrosen et billede på jeg-personens hjemstavn; men først og fremmest er sangen en hyldest til den kvinde, der betyder mere for ham end noget andet: ”Shines like the stars in the sky/ breath of life in a well gone dry/ she picks me up when I´m feeling so low/ she´s my sweet desert rose”.

Farlige roser
Ørkenrosen er en smuk blomst, som jævnfør navnet vokser i meget varme og tørre omgivelser; men ud over at være køn at se på er det værd at bemærke, at ørkenrosen også er giftig og dermed føjer endnu en farlig egenskab til den, man normalt forbinder med rosen: dens skarpe torne. ”Ingen roser uden torne” lyder en kendt talemåde, som peger på, at rosen er mere end den smukke facade; ud over skønheden rumer rosen også en skjult trussel, man skal være parat til at udsætte sig for, hvis man vil nyde skønheden på nært hold.

Neil Young har i sangen ”Love is a rose” (1975) mindet om rosens dobbelte karakteregenskaber og har desuden påpeget, at rosen trives bedst, hvis den får lov til at vokse frit: “Love is a rose but you better not pick it/ it only grows when it´s on a vine/ A handful of thorns and you´ll know you missed it/ You lose your love when you say/ the word mine”. Meget pædagogisk, men ikke mindre sandt af den grund.

Lad mig slutte denne lille promenade gennem pop- og rocklyrikkens rosenhave (hvor jeg ikke har nævnt Lynn Andersons ”I never promised you a rose garden”, 1987) med en stærkt atypisk rose-sang, hvor rosen ikke er farlig pga. sine torne, men hvor den til gengæld knyttes til uheld og nederlag, og det gør den, fordi den er sort. 

Det drejer sig om John David Southers sang ”Black rose” (1976), som både gav navn til sangerens album fra 1976 og desuden præsenterede en rose-sang uden nogen som helst positive associationer til den smukke blomst. Tværtimod symboliserer den sorte rose i J.D. Southers sang mislykket kærlighed og forliste forhold. Hovedpersonen i sangen har været ude for så mange nederlag i kærlighedens svære spil, at man efterhånden direkte kan se på ham, at han ikke er noget at samle på: ”you carry a black rose”.

Det lyder ikke rart, og det er naturligvis heller ikke meningen. Så hellere tage en tur på den ”Red Rose Speedway”, der har lagt navn til Paul McCartneys andet soloalbum. Hvis man skal dømme ud fra den fine, mørkerøde rose, Paul holder i munden på albumcoveret, er der i hvert fald ikke noget at betænke sig på her.